Far gør, hvad han kan, for at stoppe sclerosen

Steen Hansen er genvalgt formand for de lokale scleroseramte og nyder, at han har muligheden for at gøre en forskel - også for sin datter, som er ramt af den frygtede sygdom. Foto: Chresten Bergh

Far gør, hvad han kan, for at stoppe sclerosen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

62-årige Steen Hansen befinder sig godt i rollen som formand for den lokale scleroseforening. Ved at bestride posten går to ting i hans liv op i en højere enhed - lysten til at gøre en forskel og kærligheden til datteren Majbrit, som er ramt af den frygtede sygdom.

Esbjerg: Han brænder for at gøre en forskel, og som formand for Scleroseforeningen Esbjerg/Fanø føler 61-årige Steen Hansen, at flere ting i hans liv går op i en højere enhed. Hans datter, Majbrit, er ramt af sygdommen, og som far er det svært at acceptere, at hun ikke - med den medicin, lægerne kan tilbyde i dag - kan se frem til nogensinde at blive 100 procent rask.

- Det giver rigtig god mening for mig at kæmpe for de scleroseramte. Jeg kan ikke gøre min datter rask, men jeg kan sørge for, at vi får samlet en masse penge ind, så der kan blive forsket mere i sygdommen. Jeg tror nemlig på, det er et spørgsmål om tid, før vi får hul på sclerosebylden og opfinder den der pille, der kan helbrede folk med sclerose, fortæller Steen Hansen.

Kort om foreningen
Scleroseforeningen Esbjerg/Fanø har 435 medlemmer, og cirka halvdelen af dem er ramt af sclerose. Bestyrelsen består af syv medlemmer. Steen Hansen blev i 2016 valgt som formand for bestyrelsen, og blev på årsmødet i februar i år genvalgt for en to-årig periode.Den lokale forening tilbyder et væld af events og samler hvert år mange penge ind til forskning. I 2017 fik man det største beløb i donationer nogensinde, nemlig godt 53.000 kroner. I 2017 blev der desuden dannet pårørendegrupper, og 5. april klokken 18.00 - 21.00 tilbydes i disse grupper et arrangement, hvor man får besøg af en psykolog og en socialrådgiver fra landsforeningen. Arrangementet afvikles hos Eventkokken i Guldager Forsamlingshus.
Steen Hansen fortæller i artiklen, at det kan være hårdt at se, hvor slemt sygdommen sclerose kan udvikle sig, og at han på posten som formand får oplevelser, der slider på psyken. Foto: Chresten Bergh
Steen Hansen fortæller i artiklen, at det kan være hårdt at se, hvor slemt sygdommen sclerose kan udvikle sig, og at han på posten som formand får oplevelser, der slider på psyken. Foto: Chresten Bergh
Foto: Chresten Bergh

Psykisk hårdt

Han lægger ikke skjul på, at der både er gode og dårlige ting forbundet med at være formand for den lokale scleroseforening.

Vi begynder med det positive: Steen Hansen er glad for den store opbakning, der er til lokalforeningens arbejde. En opbakning, der blandt andet kom til udtryk, da Scleroseforeningen Esbjerg/Fanø sidste år var den lokalforening på landsplan, der leverede det største beløb til landsforeningen. Pengene - knap 50.000 kroner - var indsamlet i de grønne indsamlingsbøsser i lokale butikker.

Og så til det negative: Det er psykisk hårdt som formand at møde scleroseramte, som har det værre end hans datter. Så truer triste tanker sindet, og angsten for datterens fremtid erobrer horisonten for en stund.

- Min kone og jeg har talt om, at jeg via min formandspost får set meget, som andre pårørende ikke ser, og det slider. Det er psykisk hårdt. Skal man vende det positivt, gør det nok, at jeg aldrig kommer til at sætte mig hen i hjørnet, ramt af en depression. Jeg bliver jo tvunget til igen og igen at se sygdommen i øjnene, og det kan på sigt være en god ting, fortæller Steen Hansen, som tidligere på året havde den glæde at blive bedstefar til et hold tvillinger. Datteren Majbrit fødte - trods sclerosen - to velskabte drenge, Valdemar og Alexander.

Debut med landsindsamling

Steen Hansen blev i februar genvalgt som formand for den lokale skleroseforening. Forude venter et travlt forår med at forberede en stor landsindsamling, som scleroseforeningerne i Region Sydjylland medvirker i for første gang.

Steen Hansen er i fuld gang med at finde indsamlere. 9. september skal der samles ind på 350 ruter under lokalforeningen Esbjerg/Fanø, og han skal bruge 250-300 indsamlere. Han har allerede fundet syv-otte lokale indsamlingsledere og glæder sig til at se, hvor mange penge man får i indsamlingsbøsserne.

- Jeg ved godt, der er mange, der samler ind, og at vi ikke er én af de store foreninger i det spil. Kræftens Bekæmpelse og nødhjælpsorganisationerne er de store, og de har langt flere ressourcer at gøre brug af, end vi har. Alligevel håber jeg, at vores indsamling bliver en succes. Opbakningen er der jo helt klart, lyder det fra Steen Hansen.

Han går målrettet efter, at den lokale forening leverer et indsamlingsresultat 9. september 2018, der ligger i top 5 på landsplan.

Far gør, hvad han kan, for at stoppe sclerosen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce