Peter kæmpede til det sidste mod sygdommen aids: - Jeg er så bange for at dø

Peter Bonde Madsens gravsten på Grindsted kirkegård. Foto: Torben Bank Sørensen

Peter kæmpede til det sidste mod sygdommen aids: - Jeg er så bange for at dø

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Tilbage i 1980'erne blev Grindsted-manden Peter Bonde Madsen landskendt, da han i et interview i Ekstra-Bladet stod from som homoseksuel og advarede mod sygdommen aids.

En stille sommervandring på Søndre Kirkegård syd for Jorden Rundt i Grindsted til lyden af kåd fuglekvidder og sorgløst legende børn på de små veje. Et væld af grønne farver, græs, prydbuske, hække, bøgepur, blomster, dufte - alt sammen udstråler sammen med de mange gravgårde en næsten forstemt atmosfære af liv, tæt forbundet med døden.

Gravsteder med hvert sit specielle særpræg, gravstene med navne, der alle gemmer på en autentisk historie om menneskeliv - ikke anonyme eksistenser i en tilfældig statistik, men unikke og uerstattelige skæbner ...

En beskeden gravsten i granit, prydet med to små spurve og et navnetræk, fanger opmærksomheden: Peter Bonde Madsen 9.11.1955-16.12.1985 med teksten - Du lever i vore hjerter. Der synes at være et ganske særligt skær af patina over denne gravsten, sat til minde om Grindsteds 30-årige bysbarn, der stille sov ind for mere end tre årtier siden.

I dag er den unge mands tragiske skæbne måske nok indhyllet i noget, der kunne minde om glemslens tusmørke, men dengang formåede han at gøre en forskel, der fortjener at blive draget frem og husket.

Artikel om Peter Bonde i Esktra Bladet.
Artikel om Peter Bonde i Esktra Bladet.

Peter råbte vagt i gevær

Tilbage i foråret 1985 var tæppet ved at gå for sidste akt i historien om Peter Bonde Madsen, men lige til det sidste engagerede den unge mand fra Grindsted sig i samfundets kamp mod mange årtiers mest frygtede sygdom aids. Peter fandt - skønt selv dødsmærket af aids - kræfterne til en sidste gang at råbe vagt i gevær omkring den gådefulde sygdom.

I et modigt helsides interview med Ekstra Bladet den 23. marts under overskriften Peter på 29 ser døden i øjnene-ramt af aids fortalte han værdigt og åbenhjertigt om sit liv som bøsse i Københavns overhalingsbane og fik sat fokus på det afgørende behov for forebyggelse og information omkring den dødelige sygdom. Peter var dengang indlagt på Rigshospitalet, og mærket på liv og sjæl lagde han ikke skjul på formålet med sin mission: "Jeg vil gerne advare alle andre bøsser. Derfor står jeg frem nu!"

Artiklen med den unge Peter Bonde Madsen gav genlyd over hele landet med stor presseomtale og en følelsesladet debat omkring hiv og aids, hvor bøsser overalt var blevet udstødt og sat uden for det gode selskab som roden til al ondskaben. Fremtidsudsigterne dengang var håbløse for unge og ellers raske hiv-smittede patienter, der kunne se frem til at leve ni måneder, efter at aids var brudt ud.

Forladt det hektiske liv

I København havde hjemve og længsel efter sine kære fra tid til anden fået Peter Bonde Madsen til at forlade det hektiske liv i eksil i Hovedstaden for at tage hjem til Grindsted, hvor han fandt kærlighed, ro og fred i familiens skød.

Tilbage i sin fødeby søgte han på et tidspunkt troligt ned til de gæve gutter og andet godtfolk på Torvet, hvor han altid følte sig velkommen. Også da han - dødssyg i sidste stadie af aids - bukkede under efter meget barske lidelser.

Blandt gutterne på Torvet i Grindsted fandt Peter sit asyl, sit fristed, et fællesskab hvor han ikke - som han selv udtrykte det - følte sig forladt af Gud og mennesker ...

Vi tager tilbage til Grindsted engang i 1970'erne, hvor man rundt omkring i byen kunne støde på et broget univers af originaler, skæve eksistenser og kammersjukker, der ved krise og tiders ugunst var havnet på samfundets skyggeside efter en social deroute.

På Torvets bænke bandt kammeratskab, sammenhold og fællesskab gutterne sammen, hvor man hjalp og støttede hinanden, så godt man nu kunne, selvom alt ikke var ren Morten Korch-idyl.

Eventyrlysten knægt

Peter Bonde Madsen havde haft sin barndom og opvækst i Grindsted som en ordentlig, opvakt og eventyrlysten knægt med mod på livets mange facetter, og allerede tidligt var han sprunget ud af skabet som homoseksuel. Dengang en modig beslutning at turde stå ved den, man var, for i de tider levnede puritanisme og uvidenhed ikke megen plads til dem, der skilte sig ud fra borgerskabets ferske artighed.

Om scenen var sat i Gedser, Skagen eller Grindsted-overalt klæbede sladder og negativ snak bogstaveligt talt til sålerne, når der blev trådt ved siden af, mens rygter og fordomme føg over ligusterhæk og stokroser og sneg sig ind i alle afkroge.

Dén der var anderledes, havde det svært i datidens Danmark, og på et tidspunkt pakkede Grindsted-drengen, som lidt af en tidløs bohéme, sin kuffert med drømme og forhåbninger i bagagen for at søge til København. Som så mange andre før ham blev han snart opslugt af gadens og storbyens mangfoldige cocktail af fristelser, livsappetit og eventyr.

Først i 1980'erne begyndte der at dukke rygter og forlydender op om hiv og aids, der snart skabte paniske tilstande i alle hjørner af samfundet og ændrede verdens seksualmoral for altid. Myter om bøssepesten som Guds straf over de homoseksuelle for et syndigt liv gik næsten i selvsving, og rædselshistorier om sygdommen trak store avisoverskrifter over hele landet.

Lægernes endelige dom

Vi skruer tid og sted tilbage til en varm forårsdag i 1985 til en seng på epidemiafdelingen på Rigshospitalet i København, hvor Peter Bonde Madsen den 13. marts var blevet indlagt til observation for netop aids.

Sundhedsvæsenets ansvarlige minister, Britta Schall Holberg fra Venstre, havde tidligt givet udtryk for, at hun ikke fandt aids i Danmark alarmerende. Hendes indstilling var, at der ikke burde bruges flere ressourcer på en forebyggende indsats. Hun skrev med kuglepen en rap bemærkning i marginen på en ansøgning om penge til sikring af blod mod hiv-virus: - De kan rende og hoppe ...

Alt imens afventede Peter lægernes diagnose og endelige dom, men frygtede det værste efter måneder med en vifte af aids-symptomer som hudinfektioner, vægttab, feberanfald og alvorligt svækket immunforsvar. I det anførte interview med Ekstra Bladet lagde han ikke skjul på sin bitterhed: "De ansvarlige burde have slået alarm i tide og fortalt den barske sandhed. Så havde jeg måske ikke ligget her ..."

Samtidigt udtrykte han et desperat håb om kun at have pådraget sig præ-aids: "Da står mit liv til at redde. Så får jeg brug for at komme til kræfter. Tænk, om jeg kunne få råd til en lille tur sydpå ... jeg er så bange for at dø."

Peter Bonde Madsen sov stille ind den 16. december 1985, kun 30 år gammel.

Det lykkedes få år senere videnskaben at udvikle en effektiv behandling af aids, og lægerne i de rige lande kan i dag holde hiv-smitte i ave med medicin og patienterne leve et normalt liv med sygdommen.

Peter kæmpede til det sidste mod sygdommen aids: - Jeg er så bange for at dø

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce