Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Da en tamilsk familie kom til 1987'ernes Hejnsvig

Sangeeavan med kage i anledning af 30-året for ankomst til Hejnsvig. /Privatfoto

Da en tamilsk familie kom til 1987'ernes Hejnsvig

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Fredag den 3. april 1987 flokkedes beboere fra Hejnsvig til lufthavnen i Billund for at byde den tamilske familie Raguleswaran fra Sri Lanka velkommen til et nyt liv i Hejnsvig. Familien faldt hurtigt til og blev set som et mønstereksempel på vellykk

Hejnsvig: Forgangne tiders golde og endeløse hedelandskaber havde igennem århundreder tvunget landsbyen Hejnsvigs forfædre til en barsk og slidsom kamp mod den nøjsomme natur for bare at klare sig igennem. Helt ind i sjælen var landsbyen rundet af stovte bønder og ægte missionsfolk, og overlevelse lå dybt forankret i det lille landbosamfund.

Det at bekæmpe uret, tyranni og undertrykkelse lå de seje Hejnsvig-folk i blodet, ligesom kaldet til at tage værdigt imod mennesker i nød på flugt fra krige, konflikter og hungersnød.

Lad os da skrue tiden tre årtier tilbage til engang firserne, hvor Hejnsvig på smukkeste vis levede op til sit kald om at behandle medmennesker som sin næste. Fredag den 3. april 1987 flokkedes beboere fra landsbyen til lufthavnen i Billund for at byde familien Raguleswaran fra Sri Lanka velkommen til et nyt liv i Hejnsvig.

Da råbet "Velkommen til Hejnsvig" gjaldede i ankomsthallen, fæstnede ordene sig i sindet for altid hos en taknemmelig tamilsk familie, der var flygtet fra blodig borgerkrig med folkedrab og massakrer. Alt havde de mistet - tilværelse, kultur, familie, slægt, venner, værdier - for at søge beskyttelse i den helt anden ende af verden i et rækkehus i Hejnsvig.

Det er kun få uger siden, at man på Facebook kunne læse sønnen Sangeeavan Raguleswarans gribende beretning omkring modtagelsen og livet i Hejnsvig: "For præcis 30 år siden modtog et modigt, stærkt og smukt Danmark min mor og mig ..."

Ordene et modigt, stærkt og smukt Danmark kan retteligen læses som et modigt, stærkt og smukt Hejnsvig. Sangeeavan har billeder fra den aften i april 1987, hvor hans mor og far i Hejnsvig så hinanden for første gang i mange måneder: "Kærligheden mellem min far, mor og mig lyser klart fra de billeder, men lige så klart lyser de mange varmt deltagende danske ansigter, som ikke var bange for os - de fremmede."

Sognepræsten er selv kontaktfamilie

Modtaget vel af landsbyen

I landsbyen ville man lede forgæves efter velmenende hattedamer og fromme godhedsprædikanter. I stedet blev Sangeeavan og hans familie - de fremmede - behandlet med anstændighed og socialt ansvar. Her var der ikke noget med os - eller dem. Det var ikke solidaritet og samfundssind, der stod for skud. Fordomme, intolerance og hverdagsracisme, der ellers var ved at snige sig ind i alle samfundslag og i alle kroge af det ganske land, var en sjældenhed.

Vibeke Overgård Pedersen var kun en lille pige på 10 år dengang i april 1987, da hun var med i lufthavnen i Billund for at tage imod Sangeeavan Raguleswaran, der kom til ankomsthallen på sin mors arm. Hun fortæller på Facebook Grindsted Nostalgi om den spændte stemning, knusene og de mange voksne mennesker, der græd glædestårer: "Det var en oplevelse, der gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, og som var med til at forme mig, mit menneskesyn og mine værdier. Værdier, jeg har forsøgt at give videre til mine børn."

Også Lisbeth Hagedorn har tilføjet en kommentar: "Jeg er stolt over at være barnefødt og opvokset i Hejnsvig, og at der stadig findes omsorgsfulde og kærlige medmennesker. Nu rejser jeg til Malawi i morgen og vil selv bidrage med et godt eksempel."

Dansk kontaktfamilie

Sangeeavan Raguleswarans far var nået til Hejnsvig flere måneder før den øvrige familie, og straks ved ankomsten fik han en lokal kontaktfamilie gennem Dansk Flygtningehjælp - Dina og Ove Møberg og deres tre børn.

I fire generationer - igennem godt 100 år - har Møberg-familien drevet landbrug fra Klinkgård ved Hejnsvig, og Sangeeavan lægger ikke skjul på den store betydning, de har haft for hans egen familie: "Dina og Ove blev min fars venner, værger, lærere og vejledere. To solide klipper ..."

Raguleswaran-familien etablerede sig dengang for 30 år siden i Hejnsvig, og Sangeeavan fortæller, at præcis "ni måneder efter vores genforening kom min lillebror til verden. Og yderligere to år senere kom min anden bror. Vi voksede op i et rækkehus, hvor mine forældre fri for frygt turde lade os lege udenfor med de andre børn. Som en helt naturlig ting kunne mine forældre sende os i skole og lykkeligt mærke vores fremtid langsomt blive sikret."

Familien faldt således hurtigt til i den lille by og blev set som et mønstereksempel på vellykket integration - forbundet med såvel Hejnsvigs som familiens mod og vilje til gensidigt at komme hinanden fordomsfrit i møde - at blive hinandens næste.

Jul i Danmark

Som noget af det allerførste lærte de af familien Møberg, hvordan man hyggede sig i datidens Danmark og fejrede julen med faste traditioner, efterhånden mejslet i granit. Hejnsvig blev Sangeeavans barndoms land, og med en helt vidunderlig opvækst i bagagen holdt han af julen som glædens tid med dens fortættede stemning af nærvær og tryghed.

En taknemmelig Sangeeavan sender også med et glimt i øjet en tak til Dina for at have lært "min mor at smøre madpakker med leverpostej og rullepølse, så vi ikke kun sad med ris og stærkt duftende tilbehør i frikvarteret."

Familiens danske bedstemor, Petrea, bliver takket for trofast hver morgen i seks år at have stået klar med yatzy og hjemmebagte småkager, ligesom Agnes og Svend fremhæves for deres utallige - utilsigtede - integrationstiltag i form af rødkål, medisterpølse og asier.

Privilegeret liv

Forældrene, der stadig bor i Hejnsvig, købte dengang hus i byen, hvor sønnerne kunne leve et privilegeret teenageliv og tage del i fælles aktiviteter som fodbold, badminton og spejderlivet:

"Vi tog en uddannelse, dyrkede vores interesser og venskaber, og udviklede os i den retning, vi selv havde lyst til ... Og ikke mindst omringet af et samfund, der så os som helt ligeværdige individer, og som fuldt og fast stolede på, at alt det, vi fik, skulle vi nok give tilbage en dag."

Sangeeavan Raguleswaran tør siges at have ydet sit. Efter studentereksamen på Grindsted Gymnasium tog han bac.negot. fra Syddansk Universitet i 2010 og fire år senere cand.mag. i Medievidenskab fra samme universitet.

I dag arbejder han som programkoordinator ved TV2 Danmark.