Mette mistede sin far: - Min verden gik i stå

Mette Lassen Petersen har altid været tæt på sin bror, Rasmus, der kun er halvandet år ældre, end hun er, men deres fars død har bragt dem endnu tættere på hinanden. Rasmus har ligesom sin søster været åben omkring sorgen ved at miste sin far og fortalte blandt andet om det, da han deltog i den seneste sæson af tv-programmet "Rigtige Mænd". Foto: Hans Christian Gabelgaard

Mette mistede sin far: - Min verden gik i stå

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Sorg

Da Mette Lassen Petersens far døde, manglede hun et sted at gå hen med sin sorg. Nu forsøger den 24-årige pædagogstuderende at hjælpe andre børn og unge, der har mistet for tidligt, videre.

Aabenraa: Jørn, Susanne, Rasmus, Mette. Far, mor, storebror, lillesøster.

Det var altid de fire. Familiebåndene var knyttet tæt i den lille familie i Svejrup mellem Felsted og Bovrup.

Her 1. februar sad Susanne, Rasmus og Mette alene omkring spisebordet. Med et stykke god steg på deres tallerkner. Det havde nemlig med stor sandsynlighed været menuen, hvis Jørn havde stået i køkkenet. Hvis. For fire er blevet til tre.

Mette Lassen Petersen var i gang med at smøre madpakke til sig selv og kæresten Kasper, da hun opdagede, at hendes mor havde forsøgt at ringe. Hun har altid telefonen på lydløs om natten.

- Jeg husker tydeligt den morgen, da det skete. Da jeg ringede tilbage, kunne jeg med det samme høre på min mors stemme, at der var noget galt. Jeg nåede at tænke, det var noget med en af mine bedsteforældre, da hun sagde "far er død".

Min kæreste og jeg havde kun været sammen et år, da min far døde, og det har da været ret udfordrende. Men vi har talt meget om det, og den kommunikation har gjort os stærkere.
Mette Lassen Petersen
Færdig til sommer
Mette Lassen Petersen læser til pædagog på UC Syd i Aabenraa med speciale i special- og socialpædagogik, og hun bliver færdig til sommer.Hun overvejede at skrive om sorg i sin store, afsluttende opgave, men valgte i stedet "borgere med funktionsnedsættelse på arbejdsmarkedet", fordi "folk skal ikke tænke, at sorg er det eneste, der er mig", som hun forklarer.

Kæresten Kasper er i praktik som ambulanceredder-elev i Silkeborg, og det er planen, at de flytter derop, når den sidste eksamen er i hus.

På det tidspunkt skulle de to nye sorggrupper gerne være så godt i gang, at headspace fører dem videre. Læs mere om grupperne på: www.headspace.dk/aabenraa/sorggrupper-for-unge

Omsorg ebbede ud

1. februar var det præcis to år siden, nu 24-årige Mette Lassen Petersen uden varsel mistede sin far. Jørn Petersen blev ramt af en blodprop i lungen. Han blev 60 år.

- I det øjeblik gik alting i stå. Jeg skreg bare, mindes den dengang 22-årige datter morgenen, der blev begyndelsen til en tid i chok. Hun husker detaljer som valget af blomster. Andet er fuldstændig forsvundet fra hukommelsen. Uanset, hvor meget hun har forsøgt, og hvor dybt hun har ønsket det, så husker hun ikke, hvad hendes fars sidste ord var til hende, da de talte sammen i telefonen aftenen før.

Mor, bror og søster rykkede endnu tættere sammen, og de mærkede også, hvordan den øvrige familie passede på dem. Men på et tidspunkt blev det - for dem, der ikke var helt tæt på - hverdag igen, og stille og roligt ebbede den ekstra omsorg ud, som den slags har det med at gøre.

Og tilbage på pædagogstudiet på UC Syd gik tingene bare deres vante gang, som om intet var hændt.

- Det var svært at forstå, for mit liv havde jo ændret sig fuldstændig. Jeg tænkte "de må da kunne se på mig, at jeg har det dårligt", fortæller Mette Lassen Petersen, der ganske vist talte med sine veninder om sorgen, men selv om de lyttede, så forstod de ikke helt:

- Jeg kendte ikke andre, der havde mistet i så ung en alder, og så kom der også et tidspunkt, hvor jeg følte, at jeg ikke kunne tale om det længere, fordi det var til gene. Sådan en følelse af, at andre syntes, at "nu har du talt nok om det, Mette".

Vrede afløst af handling

På nettet fandt Mette Lassen Petersen historier om andre unge, der havde mistet for tidligt, og efterhånden som chokket - ikke sorgen - begyndte at slippe sit tag i hende, besluttede hun sig for at gøre noget. Vreden blev afløst af handlekraft og erkendelsen i forhold til omverdenen, at "de ved ikke bedre".

Da hun i januar i fjor meldte sig til et kursus i projektledelse, som Aabenraa Kommune tilbød i samarbejde med UC Syd, var hun derfor ikke i tvivl om, hvad hendes projekt skulle være.

- Vi skulle tænke ud af boksen og finde noget, vi syntes, der manglede. Det vidste jeg, fortæller hun, og sammen med tre studiekammerater oprettede hun en samtalecafé for sorgramte unge. Hun deltog selv som aktivt medlem, det samme gjorde hendes halvandet år ældre storebror, og så kom der tre andre.

- Én havde mistet til selvmord, en anden sin bedstefar, mens den sidste over ti år havde mistet sin bedstemor til Alzheimers. Så vi mødte ikke nogen, der havde mistet på samme måde som os selv, men de kunne sætte sig ind i, hvad det vil sige at miste, og her var et sted, hvor det var i orden at tale om det. Og jeg har lært hjemmefra, at man er nødt til at tale om det, der er svært. Problemer går ikke bare væk af sig selv, siger Mette Lassen Petersen.

Andre skal hjælpes

De erfaringer, hun gjorde sig med at arbejdet i sorgcaféen, er hun nu klar til at bringe videre. Hun henvendte sig derfor til Foreningen Det Sociale Netværk, der driver headspace Aabenraa - et gratis rådgivningstilbud for børn og unge - og sammen har den snart færdiguddannede pædagog og headspace oprettet to sorggrupper, der fra slutningen af februar mødes hver anden onsdag.

- Sorg er et tabu for mange, men man kan blive virkelig syg af at være i sorg, så det er vigtigt, at man lærer, hvordan man lever med det. Jeg håber, jeg kan hjælpe andre derind, hvor de kan begynde at reflektere over tingene, som jeg har gjort, siger hun og uddyber, at hvis nogen ikke er til et forløb i en gruppe, så er det også i orden:

- Hvis man hellere vil i et individuelt forløb, så er det også fint. Vi tager alle, der har brug for det, for jeg ved, hvor vigtigt det er at komme til at tale med nogen på sin egen alder. Det er bare noget andet end at sidde og tale med en voksen.

Minder er vigtige

Mette Lassen Petersen vil lytte. Og lede på vej. Men bestemme vejen vil hun ikke. For hvad der har været rigtigt for hende, er det ikke nødvendigvis for andre.

Hun har haft brug for fysisk at have nogle ting, der minder hende på, at hendes far stadig er der.

- Ja, for det kan ikke passe, at han ikke skal være en del af mit liv mere, selv om han er væk, er beslutningen, og derfor var hun heller ikke i tvivl, da hun så den lille guldhalskæde med fire mennesker, der holder hinanden i hånden. Den hænger nu om hendes hals som en gave fra hendes bror.

- Der er mange måder, man kan arbejde med sin sorg på, og for mig skal det være synligt, at min far stadig er med, selv om vores firkløver er ødelagt. Det er min medicin, forklarer hun, og det er også baggrunden for, at hun fik den tatovering, hun ellers havde forsvoret, hun nogen sinde skulle få. På højre håndled trykkes der tommelfingre - et symbol på "held og lykke". Det var nemlig altid sådan, deres far sendte Mette og hendes bror af sted til eksamen eller håndboldkampe.

Ligesom han altid sendte de to børn i seng med et "Sov godt, Mette- og Rasmus-skat. Jeg elsker jer". Det er Mette Lassen Petersen lykkelig for i dag:

- Man skal huske at fortælle, at man elsker hinanden. Man ved aldrig, hvornår det er for sent.

Mette mistede sin far: - Min verden gik i stå

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce