Masterchef-Regina fik hademails efter tv-optræden: - Mobning foregår i alle aldre

Regina Hougaard Jørgensen fik rigtig meget ud af at være med i TV2's madprogram "Masterchef". Hun kalder det den vildeste oplevelse i sit liv. På lørdag kan man møde hende i Rødekro og smage én af hendes desserter og kager. Arkivfoto: Claus Thorsted

Masterchef-Regina fik hademails efter tv-optræden: - Mobning foregår i alle aldre

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

28-årige Regina Hougaard Jørgensen fra Rødekro blev kendt, da hun i foråret nåede til kvartfinalen i TV3's madprogram "Masterchef". Hun oplevede også en negativ side af at stille sig frem på tv med dreadlocks, tatoveringer og piercinger, men oplevede så meget kærlighed og støtte fra alle mulige andre, at det var her, hun hentede nye kræfter på hårde dage. På lørdag kan man møde hende i hjembyen Rødekro.

Rødekro: - Du ligner ikke en gennemsnitlig sønderjyde, var den første kommentar fra Aabenraa-drengen og én af Masterchefs dommere, Jesper Koch, da 28-årige Regina Hougaard Jørgensen i foråret trådte ind i Masterchef-køkkenet.

Og det gør 190 centimeter høje Regina heller ikke med sine dreadlocks, tatoveringer, piercinger og farverige punktøj. Hun er sin egen, og hun vidste godt, at hun ved at stille sig frem i første række i et populært tv-program, ville blive ramt af hadebeskeder på grund af sit udseende.

Men det chokerede hende alligevel hvor langt, folk ville gå for at sige deres uforbeholdne mening til hende.

- Jeg fik en mail, som var sendt til min firmamail fra en dame, som nærmest skrev, at jeg ikke var værdig til denne verden. Den blev jeg chokeret over - specielt, fordi hun havde fundet ud af, hvor jeg arbejder. Derfor ramte den på et helt andet niveau end, hvis hun havde skrevet det på Facebook eller Messenger. Men så havde hun jo også afsløret hvem, hun er. Jeg valgte ikke at synke til hendes niveau med et svar, men lagde den ud på Facebook for at vise verden, at mobning foregår i alle aldre, fortæller Regina.

På hårde dage fandt Regina rigtig meget støtte i alle de positive tilkendegivelser, som der heldigvis var flest af.

- Jeg har fået de mest positive beskeder, og jeg skylder mine fans rigtig meget, fordi de har været en fantastisk støtte. De har heppet på mig og på de hårde dage var det i deres beskeder, at jeg hentede kræfter. De gav mig det bedste smil på læberne, fortæller hun glad.

Blå bog
  • 28 år og bor i Rødekro. Hun er opvokset i Raved.
  • Hun bor sammen med sin kæreste og deres datter Viktoria på to år.
  • Hun er uddannet tatovør og har sin egen shop hjemme i privaten på Trondhjemsvej.
  • I 2011 gennemgik hun en fedmeoperation i Holland, da hun vejede 150 kilo.
  • Operationen betyder, at hun i dag vejer det halve.
  • Den betyder også, at hun nemt får halsbrand, hvilket skete under smagstesten i "Masterchef", da hun fik chili og forårsløg i munden. Hun kunne ikke smage mere derefter og måtte gætte sig til resten af ingredienserne.
  • På lørdag den 18. august klokken 11.30 kan man møde Regina til Midtbyfesten i Rødekro. Her serverer hun to forskellige retter fra det søde køkken - sin hvide chokolademousse fra castingen til "Masterchef" og en cheesecake.

Nåede kvartfinalen

Oplevelsen ved at deltage i "Masterchef" kalder hun også den vildeste oplevelse. Og selvom hun oplevede folks modstand mod hendes anderledes look, så har hun ikke fortrudt sin deltagelse.

- Det var den fedeste oplevelse, og jeg ville gøre det igen. Det har åbnet mit syn for madvarer, og jeg har udviklet mig meget, fordi jeg var med i programmet. Det er 100 gange federe at være der end at se det på tv, men det er også 100 gange mere stressfyldt. Jeg fik bekræftet, at det er kun fantasien, der sætter grænser i et køkken, og jeg havde aldrig gættet, at jeg nu ville lave havtaske med mangosauce til aftensmad, fortæller Regina.

Hun nåede også helt til sidste dag i kvartfinalen i det populære program.

- Det overraskede mig, at jeg nåede så langt. Men når du når dertil, så vil du også gerne vinde, pointerer hun.

Bliver stoppet i Føtex

Der er gået næsten et halvt år siden, Regina var på tv-skærmen, men folk har ikke glemt hende. Hun bliver stadig stoppet i Føtex, når hun er ude og handle med kæresten og datteren, fordi folk gerne vil tage et billede af dem sammen med hende.

- Det vænner jeg mig ikke til, men det er sjovt og dejligt, at folk kommer hen og spørger efter et billede sammen med mig, smiler hun.

På lørdag den 18. august er der rig mulighed for at se, møde og blive fotograferet sammen med Regina, når hun deltager i Midtbyfesten i Rødekro. Her kan man smage to af hendes kager - blandt andet den dessert, hun lavede til castingen til "Masterchef".

- Der bliver ikke tid til så meget andet de næste dage, for jeg skal lave 75 hatte i isomalt til den dessert. Jeg glæder mig rigtig meget til lørdag - til at vise, hvad jeg kan og til at møde folk og tale med dem. Jeg håber, jeg kan inspirere dem til at kaste sig ud i at lave mad eller ihvertfald bare ud i det søde køkken, for alle kan, understreger Regina Hougaard Jørgensen.

Masterchef-Regina fik hademails efter tv-optræden: - Mobning foregår i alle aldre

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce