Tom Buk-Swienty skriver bog om slaget på Als

Journalist, historiker og forfatter Tom Buk-Swienty bliver på fredag i forfatterforeningens lokaler i København hædret med Årets Faglitterære Pris 2009. Foto: Ulrik Pedersen

Mange tror, at slaget ved Dybbøl i 1864 var et »nationalt lavpunkt«, men det er kun fordi, de ikke kender til det efterfølgende slag om Als og de forviklinger, der fulgte efter nederlaget.

Cand.mag. i historie, journalist og lektor ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet i Odense, Tom Buk-Swienty, er fra sit arbejdsværelse på adressen midt i Odense i fuld gang med at researche og skrive efterfølgeren til hans kritikerroste bog »Slagtebænk Dybbøl«, der sidste år fik prisen som Årets Historiske udgivelse. Og historien gentager sig som bekendt, for på fredag vil Dansk Forfatterforening ved formand Egon Clausen nemlig overrække Tom Buk-Swienty Årets Faglitterære Pris 2009.

Fra slemt til værre
Om efterfølgerne til bestselleren om det mørke kapitel i den danske historie, siger Tom Buk-Swienty:

– Hvis man tror, at 1864 og slaget ved Dybbøl er slemt, så bevæger vi os fra slemt til meget værre i dagene og ugerne efter det blodige opgør mod preusserne.

– En helt igennem fejlslagen fredsforhandling, hvori Storbritannien forsøgte at mægle, betød at fjendtlighederne mellem Danmark og Østrig/Preussen startede på ny. Det førte til slaget om Als den 29. juni 1864. På Als troede den danske hærstyrke på 12.000 mand sig beskyttet af vandet, men blev løbet over ende. Resten af den danske hær befandt sig på Fyn. Fordi den østrigske flåde kunne trække op i Nordsøen, var Danmark pludselig truet på livet.

Denne nærdødsoplevelse var Danmark langt hen ad vejen selv skyld i, for det var dansk stædighed ved fredsforhandlingerne i London, der forhindrede en fred efter Dybbøl.

Dommedag Als
– Og slaget på Als lader ikke Dybbøl meget tilbage i blodighed set med danske øjne. 3.000 danske soldater dør, såres eller bliver taget til fange af en overlegen preussisk hær, der kommer til Als i robåde.
Tom Buk-Swienty fortsætter, hvor han slap sit tag i den danske krigshistorie med bogen »Slagtebænk Dybbøl«.

 »Dommedag Als« kommer opfølgeren til bogen om slaget ved Dybbøl til at hedde, og om alt går efter planen, udkommer den sent på foråret næste år. Buk-Swienty fortæller, at der her og nu foreligger ca. 400 sider af bogen, der ligesom forgængerne bygger på en lang række forskellige kilder, herunder breve og dagbøger fra de soldater, der deltog i krigshandlingerne, men også en lang række historisk materiale fra det, der kaldes »Krigsarkivet« i Rigsarkivet.

– Der findes næsten 3.000 bøger om krigen 1864, men kun en enkelt bog fokuserer på slaget om Als, fortæller Tom Buk-Swienty, der sammen med sin kone Annette og børnene Alexander og Sasha sidste år flyttede fra Vester Vedsted til den fynske hovedstad.

– Siden udgivelsen af »Slagtebænk Dybbøl« har jeg været rundt i hele landet for at holde foredrag, og da så min kone fik mulighed for at flytte sit job til Odense, og Alexander var færdig med folkeskolen, så flyttede vi herover, hvor jeg jo også er tættere på mit arbejde hos Syddansk Universitet.

Stillingen som lektor ved Center for Journalistik er nu blot et halvdagsjob, fordi den store efterspørgsel efter hans bøger og foredrag har gjort forfattervejen mulig og Tom Buk-Swienty fortæller, at han fra næste år vil hellige sig forfatterskabet på fuld tid.
Fakta
TOM BUK-SWIENTY
..er født 19. juli 1966.
Han er gift med Annette, der arbejder med intern/ekstern kommunikation i ingeniørkoncernen Rambøll.
De har børnene Alexander, 17 år, og Sasha, 9 år.
Tom er cand.mag. i historie og amerikanske samfundsstudier fra Københavns Universitet og University of California.
USA-korrespondent, journalist og boganmelder for Weekendavisen 1994-2005.
Fakta
TOMS BØGER
Tom Buk-Swienty har udgivet en rækker bøger sideløbende med karrieren som korrespondent for Weekendavisen:
»Amerika Maxima« 1999.
»Den ideelle amerikaner« 2005.
»Slagtebænk Dybbøl« 2008.