Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Fødselsdagsportræt: Bag scenen lurer sjælens mørke

Skuespiller Henning Jensen fylder 75 år fredag den 5. januar. Arkivfoto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix 2017

Fødselsdagsportræt: Bag scenen lurer sjælens mørke

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Skuespiller Henning Jensen er en af dansk teaters største talenter og lever sig så meget ind i sine roller, at det kan være en belastning. Nu fylder han 75 år.

Der skulle gå fem år med gentagne afvisninger, før den unge Henning Jensen kom gennem nåleøjet til skuespilbranchen i København og som 25-årig blev optaget på Statens Teaterskole.

Aldersgrænsen for nye elever var dengang netop 25 år, så det var hans sidste chance for at komme den vej.

Siden har skuespillet defineret en stor del af hans liv.

Fredag den 5. januar fylder Henning Jensen 75 år, og selv på sin fødselsdag er han at finde på scenen, når han spiller rollen som Jean i "Frøken Julie" på Det Kongelige Teater.

Det var efter en tid som kostskoleelev i Haslev, at Henning Jensen fik øjnene op for teaterverdenen. At det var der, han hørte hjemme.

- Jeg søgte og søgte, og først da jeg begyndte at gå i teatret, var det, som om alting faldt i hak inden i mig, fortæller han.

Menneskesjælen

Fødselaren har været med i en lang række danske spillefilm og tv-serier - herunder Lars von Triers "Riget" og komedieserien "Langt fra Las Vegas" - men er især kendt for sine præstationer på de skrå brædder.

Blandt de stykker, der har betydet mest for ham, er Kaj Munks "Ordet", Jokum Rohdes "Pinocchios Aske" og Eugene O'Neills "Lang dags rejse mod nat".

- Det er stykker, som rammer noget inde i os alle sammen. Som beskæftiger sig med menneskesjælen, siger Henning Jensen.

Netop menneskesjælen har Henning Jensen et særligt kendskab til. Gennem sit liv har han været ramt af flere depressioner, og efter at have oplevet dybderne i sig selv er han blevet bedre til at se dybderne i skuespillet.

Men nogle gange gør det ondt at blive ét med rollerne og deres historie.

- Det er så hårdt, at jeg ville ønske, jeg kunne leve mere overfladisk med mine roller, end jeg gør nu, siger Henning Jensen.

Skimter enden

Ud over at spille skuespil har han brugt sin viden om sindet til at holde over 200 foredrag om depression. Under en psykiatrisk indlæggelse noterede han sine tanker og følelser, og det er disse observationer, han har formidlet videre.

Henning Jensen beskriver depressionen som en tilstand, hvor man er "død i levende live" - og hvor hjernen opleves at være i forfald.

Foruden at medvirke i "Frøken Julie" på Det Kongelige Teater går Henning Jensen aktuelt til prøver på "Møller og Larsen", der har premiere i marts. Stykket handler om Mærsk Mc-Kinney Møller og arkitekten Henning Larsens projekt med opførelsen af Operaen i København.

Henning Jensen har ingen planer om at trække sig tilbage fra scenen, om end han godt kan skimte enden i horisonten.

Han bor i Charlottenlund med sin hustru, skuespiller Solbjørg Højfeldt.

Ingen forbindelse til JobKlik...

Ledige jobs i Syddanmark