Entreprenøren fra Haderslev

Niels Arkil fylder mandag 70 år.

70 ÅR: Niels Arkil ønskede egentlig ikke at overtage familiefirmaet i Haderslev. Men han fortrød ikke, at han vendte hjem til Sønderjylland.

I 1978 debuterede entreprenørselskabet Ove Arkil fra Haderslev som den første sønderjyske industrivirksomhed på Københavns Fondsbørs.
I dag er Arkil-koncernen fortsat den eneste industrivirksomhed med hovedsæde i Sønderjylland, der er noteret på børsen.

I hele den periode har Niels Arkil, der i morgen fylder 70 år, spillet en central rolle. I 1978 var han koncernchef. En post, han bestred frem til 2006, og siden har han været bestyrelsesformand for entreprenørkoncernen.

Det var dog ikke med hans gode vilje, at han som ung civilingeniør flyttede fra København tilbage til familievirksomheden, som hans far, Ove Arkil, grundlagde i 1941.

Niels Arkil var tæt på at etablere sig som selvstændig fabrikant af typehuse på Sjælland, men faderen fik ham overtalt til i 1970 at vende hjem til Haderslev, hvor han i 1974 blev administrerende direktør.

Sønnen har taget over
Trods Niels Arkils modvilje har han efter eget udsagn aldrig fortrudt, at han overtog ledelsen af koncernen, som siden er vokset voldsomt fra et par hundred til 1700 medarbejdere.

Han har selv givet firmadepechen videre til tredje generation, da hans søn, Jesper Arkil, siden 2007 har været administrerende direktør.
Foruden arbejdet i familievirksomheden har Niels Arkil gennem årene været meget aktiv i bestyrelsesarbejde.

Han var fra 1993 til 1999 formand for Danske Entreprenører og i årene 1998-2002 i præsidiet for de europæiske entreprenørers organisation, FIEC. Han var også indtil for et år siden udpeget af Berlingske medlem af bestyrelsen for Syddanske Medier, som driver JydskeVestkysten.
Niels Arkil er honorær konsul i Sønderjylland for Frankrig, og han er såvel Ridder af Dannebrog som Ridder af den Franske Æreslegion.

Lokalt har Niels Arkil været distriktsguvernør og klubpræsident for Haderslev Rotary Klub, og han var én af drivkræfterne bag etableringen af Haderslev Flyveplads, fordi han i sit arbejde havde brug for at flyve til møder i ind- og udland.

Niels Arkil har børnene Jesper og Vibeke fra sit første ægteskab. Han har siden 1981 været gift med cand.mag. Lisbeth Arkil, og de har sammen børnene Jens og Helene.

Reception i hjemmet
70-års dagen markeres med en reception i morgen fra kl. 14 til 17 i hjemmet på Tjørnebakken 17, hvor gæsterne vil kunne nyde en betagende udsigt over Haderslev Golfklubs baner.