50 års jubilæum: Finn er firmaets vidensbank

Finn Jørgensen ville egentlig have været tømrer. Men så blev han VVS'er som sin far Aage Jørgensen, hvis firma han overtog for 50 år siden. Foto: Stine Hygum

50 års jubilæum: Finn er firmaets vidensbank

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den 15. april er det 50 år siden, at Finn Jørgensen overtog sin fars - Aage Jørgensens - VVS-firma.

HADERSLEV: Det er 50 år siden, at Finn Jørgensen overtog sin fars VVS-firma. Det hed Aage Jørgensen VVS - og det gør det såmænd stadig.

Firmaet holder til på Sønderbro - det har det gjort siden 1972. Dengang var butikken på 40 kvadratmeter. Siden blev den udvidet til 100 - og i 2003 kom de sidste 130 kvadratmeter til.

Finn Jørgensen sidder sammen med sin søn Lars på kontoret. Som altid er Finn Jørgensen i arbejdstøjet - og så selvom han er 71 år og kunne være pensionist - hvis det ellers var noget for ham.

- Ved du hvad? Når man har haft et firma, siden man var 21 år gammel, så er det ens hobby. Jeg har brugt min tid her - og det har jeg gjort med stor fornøjelse, siger Finn Jørgensen.

Foran ham ligger der en bog med udklip og minder. Ikke bare fra de 50 år, hvor han har været i firmaet, men også fra farens tid.

- Her er den første regning fra 1946, siger Finn Jørgensen og viser den frem.

Generationsskiftet er næsten fuldendt - når det er fuldført, så er det sønnen Lars, der ejer firmaet.

- Det er fint - for at sige det på sønderjysk. Det er jeg stolt af - og jeg er utrolig glad for, at Lars kører det videre i samme ånd og med de samme værdier, siger Finn Jørgensen.

Finn Jørgensen
Er 71 år og gift og har to børn.

Der er reception den 12. april.
Badeværelser er en af de opgaver, som Finn Jørgenen tager sig af. I løbet af de seneste 50 år har han været involveret i et utal af projekter.Foto: Stine Hygum
Badeværelser er en af de opgaver, som Finn Jørgenen tager sig af. I løbet af de seneste 50 år har han været involveret i et utal af projekter.Foto: Stine Hygum

50 lærlinge

Det er sønnen Lars, der har den daglige ledelse:

- Min far har en anden måde at håndtere personalet på. Jeg er nok mere diplomatisk, siger Lars Jørgensen og så begynder både far og søn at grine.

- I gamle dage var der mere kæft, trit og retning, siger Finn Jørgensen.

I de 50 år, hvor han - indtil videre - har haft Aage Jørgensen har han også været med til at sørge for, at nye VVS'ere og kontorassistenter er blevet udlært.

- Jeg har regnet lidt op det - og det har vel været en om året, siger Finn Jørgensen.

En af de tidligere lærlige er hans søn, Lars.

- Han er udlært her. Jeg er også udlært hos min far, siger Finn Jørgensen.

Det var ellers ikke lige meningen, at Finn Jørgensen skulle have været VVS'er.

- Nu siger jeg noget, som jeg aldrig rigtig har fortalt, men jeg ville have været tømrer, siger han.

Den samme drøm havde Lars Jørgensen - så på et tidspunkt var det ikke sikkert, at den tredje generation ville være klar til at overtage.

- Men så startede han her som arbejdsdreng, inden han skulle i lære, siger Finn Jørgensen med et smil.

- Og så fandt jeg ud af, at det var meget sjovt - VVS-arbejde, siger Lars Jørgensen, der måtte ringe til det firma, hvor han skulle være startet i lære for at sige, at han ikke kom.

21 ansatte

Når man sidder rundt om bordet på kontoret sammen med Finn og Lars Jørgensen, så er det tydeligt, at der er både traditioner og værdier i firmaet, som har rødder helt fra firmaets start.

Det handler ikke om, at de ansatte skal komme hurtigt ud ad døren hos kunderne, men ud på den rigtige måde.

- Vi bliver glade, når vi får nye kunder - men vi bliver endnu gladere, når vores kunder ringer igen, siger Lars Jørgensen.

Sådan har det været i alle årene:

- Da jeg overtog efter min far var det bare ham og mig, siger Finn Jørgensen og fortsætter:

- Så fik vi en arbejdsmand og en svend - og en til og en til.

I dag er der 21 ansatte på Sønderbro.

Vidensbanken

Finn Jørgensen tager sig meget af badeværelser og projekter.

- Her for nylig har jeg været med til at lave sundhedscentret i Vojens, sundhedscentret i Haderslev og Fuglesangs administrationsbygning, siger han.

I årenes løb har han været involveret i alverdens projekter:

- Lejligheder på Brombærvej, patientbygningen på sygehuset og rådhuset er nogle af de første byggerier, som jeg har været med til. Efterfølgende har jeg været med til at lave mange andre kendte byggerier og boligbyggerier, siger Finn Jørgensen.

Han er firmaets vidensbank.

- Når jeg har været med i så mange år, så har jeg set utrolig mange komponenter indenfor VVS, som ikke kan fås mere, men som stadig er i mange bygninger, siger Finn Jørgensen.

Udviklingen indenfor faget har været stor, men Finn Jørgensen husker, hvordan det var engang.

- Hvis vi har et gammelt Vola armatur, som vi ikke kan finde ud af - så kan vi heldigvis bare spørge min far, siger Lars Jørgensen.

- Når jeg ser et hus, så kan jeg næsten gætte mig til, hvordan det er blevet lavet, siger Finn Jørgensen.

Mere end en gang har det ikke engang været gætværk:

- Jeg var engang ude i et hus, hvor vi skulle lægge gulvarme. Da jeg fortalte min far om det, så fortalte han, hvordan rørene lå derude, siger Lars Jørgensen.

- Jeg havde jo selv lagt dem, siger Finn Jørgensen med et smil.

- Det er en af årsagerne til, at vi skriver "kvalitet i tre generationer", siger Lars Jørgensen.

50 års jubilæum: Finn er firmaets vidensbank

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce