Jørgen Overgaard sælger Egvad Radio & TV

Jørgen Overgaard (tv) har sidste arbejdsdag den 29. september, hvorefter han overdrager nøglerne til Jørgen Bertelsen. Butikken fortsætter som Panasonic Center. Privatfoto

Jørgen Overgaard sælger Egvad Radio & TV

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ønsket om færre arbejdstimer, og en køber, der viste interesse, fik Jørgen Overgaard til at slå til og sælge sit livsværk. Hvad han nu skal lave, er endnu ikke besluttet.

TARM: Efter 20 år som ejer af Egvad Radio & TV, har Jørgen Overgaard nu solgt forretningen. Hans sidste dag i butikken er den 29. september, og herefter er det en ny Jørgen, der kommer til at stå bag disken, for butikken er nemlig solgt til Radio-TV Gården i Tistrup, der har Jørgen og Mette Bertelsen som ejere.

- Lige pludselig var der nogle, der ville købe. Det er unge og driftige mennesker, og jeg har gennem de seneste par år drømt om at få færre arbejdstimer, siger Jørgen Overgaard.

Han har kendt de nye ejere i flere år, da de er medlem af samme indkøbsforening, og Jørgen Overgaard medgiver dem sin bedste anbefaling og finder, at livsværket er kommet i meget gode hænder. Som fagmand inden for detailhandel er det ikke en selvfølge, at man kan sælge en butik, slet ikke i provinsen.

- Det er dejligt at de ser muligheder i Tarm. Der sker rigtig mange ting i byen lige nu, og så er det godt at en butik kan drives videre. Så må man bare håbe på, at de lokale borgere skønner på det og bruger de lokale butikker, konstaterer Jørgen Overgaard.

Egvad Radio & TV har hidtil haft en tekniker ansat, som både har stået for salg og montage. Han har valgt at søge nye veje ved overdragelsen af butikken, så det bliver med et helt nyt personale. Butikken vil fortsat være et Panasonic Center.

Hvad Jørgen Overgaard så skal lave nu, er ikke afgjort.

- Nu er jeg 57 år, og skal jeg til at prøve noget andet, så skal det snart være. Jeg er åben overfor de muligheder, der kommer, siger Jørgen Overgaard.

Om det bliver i samme branche, eller i en helt ny branche, ved Jørgen Overgaard således ikke endnu, men han er taknemmelig for de mange gode år, han har haft inden for radio-tv. Jørgen Overgaard stammer fra Hobro, og begyndte som radiomekaniker i 1976. I 1981 kom han til Vestjylland, og forretningen i Tarm overtog han ved årsskiftet 1998/1999. Titlen som Årets Panasonic Center modtog han i 2010, og da Panasonic Europas salgsdirektør indenfor varmepumper ønskede at se en lokal butik, blev der peget på Jørgen Overgaard i Tarm. Tilmed var Jørgen Overgaard i en årrække formand for Tarm Handelsstandsforening.

Jørgen Overgaard sælger Egvad Radio & TV

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce