Ankesagen dag 1: Peter Madsen er dømt - nu skal han bedømmes

Ankesagen om mordet på Kim Wall er i gang. Peter Madsen sidder på anklagebænken i Østre Landsret. Foto: Martin Sylvest/RitzauScanpix

Ankesagen dag 1: Peter Madsen er dømt - nu skal han bedømmes

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ankesagen om mordet på Kim Wall er i gang. Peter Madsen orker ikke at forsøge at slippe for dom - han vil bare gerne have at vide, hvornår han kan komme ud.

Dag 1: Alt er på overfladen det samme. Peter Madsen sidder ved siden af sin forsvarer - de mellemliggende måneders fængselsophold kan ikke ses på ham. Nyklippet hår, sort jakke, T-shirt, krøllede grå bukser og sneakers.

Han er stadig manden, der sejlede ud i sin ubåd med den svenske journalist Kim Wall, dykkede ned og mishandlede og torturerede hende på en måde, som anklageren i ankesagen kalder "fuldstændig uden sidestykke i dansk retshistorie".

Han er stadig manden, der bagefter skilte lemmer og hoved fra kroppen og dumpede dem i Køge Bugt for at skjule sine spor.

Flere af tilhørerne er de samme her i Østre Landsret som i Københavns Byret, langt de fleste journalister er de samme. Kim Walls forældre er her.

Alligevel er alt grundlæggende helt anderledes.

I ankesagen efter mordet på Kim Wall skal ingen tage stilling til Peter Madsens skyld. Ingen skal forholde sig til, om der kommer kulilte eller kultveilte eller begge dele ud af en dieselmotor. Om et vakuum i en ubåd kan udlignes udenfor eller blot indenfor. Om man får forbrændinger af at opholde sig i en kombination af undertryk og udstødningsgasser.

Peter Madsen er skyldig. Det slog Københavns Byret fast i foråret, og den dom orker ikke engang Peter Madsen at teste gyldigheden af.

Nu handler det blot om, hvorvidt det, som byretten kaldte "et kynisk og planlagt seksuelt overgreb og drab af særdeles brutal karakter på en tilfældig kvinde", virkelig er fuldstændig uden sidestykke i dansk retshistorie og derfor også i Østre Landsret skal takseres til lovens strengeste straf: livstid.

Tre dage er der sat af.

Fakta
Peter Madsen fik fængselsstraf på livstid, da han i marts blev dømt for at sexmisbruge og myrde den svenske journalist Kim Wall og derefter skænde hendes lig. Nu kører ankesagen, hvor Peter Madsen forsøger at få mildnet straffen. Avisen Danmarks journalist Kasper Løvkvist dækker ankesagen fra retssalen i Østre Landsret.
Anklager Kristian Kirk ankommer til Østre Landsret.  Foto: Martin Sylvest/RitzauScanpix 2018
Anklager Kristian Kirk ankommer til Østre Landsret. Foto: Martin Sylvest/RitzauScanpix 2018
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Anklageren er ny i sagen. Kristian Kirk Petersen hedder han. Han er solbrændt med kæk, kort frisure, der sidder godt fast ved hjælp af hårprodukter. Ungdommelig i udtryk, men med en moden autoritet. Noget af den får han foræret af den blanke, sorte landsretskappe med lilla revers.

Han har ikke haft lejlighed til at afhøre Peter Madsen endnu, men umiddelbart virker det ikke til, at de to kommer bedre ud af det, end anklageren i byretten og Peter Madsen gjorde.

Peter Madsen rystede foragteligt på hovedet, da landsretsanklageren sagde "fuldstændig uden sidestykke i dansk retshistorie". Den har budt på værre, måtte man forstå.

Anklageren vendte sig mod de tre dommere og de tre domsmænd og sagde:

- Vi er her ikke for at dømme Peter Madsen, vi er er for at bedømme ham.

Bedømme, om han har gjort sig fortjent til at få stadfæstet sin livstidsdom, eller om den skal mildnes, så Peter Madsen kan få lov at afsone sin straf med en sikker udløbsdato.

For at bedømme ham var det nødvendigt at gentage en stor del af de grusomheder, der blev oprullet i byretten. Men hvor de i første omgang blev doseret hen over 12 dage, blev de plaffet af sted på en formiddag i landsretten.

Lyd fra en video, hvor en kvinde får skåret halsen over, buldrede ud i lokalet. Og så en video mere af et ægte kvindedrab.

Under den første video sad en af de kvindelige dommere og holdt sig for munden, mens panden rynkede. I de få sekunders pause pustede hun ud og stirrede stift ud i luften. Under den anden video forsøgte hun at samle sig og lænede sig langt tilbage i stolen for at skabe afstand til skærmen.

Det var en del af en powerpoint-præsentation fra anklageren på mere end 30 slides.

Foto af Kim Wall. Kort mailudveksling mellem Peter Madsen og Kim Wall. Fotos af Peter Madsen og Kim Wall i ubådens tårn. Kim Walls sidste sms.

Fra 13. slide begyndte rædselskabinettet.

Fotos af lemmer og torso og en plasticpose med hovedet og hårtotter, der stak op.

Tegninger af en kvindetorso, kvindelige kønsorganer og et afskåret hoved set fra fire vinkler, hvor retsmedicinerne havde markeret stik og snit af meget varierende dybder og længder. Antallet af pile og tal var svimlende.

Et billede af en sav på havbunden.

Iturevne sorte blondetrusser.

Blod.

- Det er ikke, fordi anklagemyndigheden ønsker at svælge i gru og rædsel. Det er måske ikke nødvendigt for at dømme ham, men det er nødvendigt for at bedømme ham.

- Det er vigtigt, at vi har et retvisende billede af Kim Walls skæbne, sagde anklageren.

Klokken 13.20 var det forsvarerens tur. Hendes job bestod i at læse Peter Madsens forklaring helt tilbage fra grundlovsforhøret op. Hvorfor stod ikke klart.

To timers oplæsning/opløsning af Peter Madsens tre hovedløgne: At han havde sat Kim Wall af på Refshaleøen. At hun fik en luge i hovedet. At hun blev låst ind i et vakuum.

Dommeren bad forsvareren tænde for sin mikrofon. Det havde han ikke behøvet.

Hendes dybe oplæsning fyldte rummet ud i hjørnerne, indtil den blev en mørk, søvndyssende dronen.

En dronen, som byretsdommeren sagde sådan om:

- Vi finder det ubetænkeligt at tilsidesætte tiltaltes forklaring.

Inden frokost var Kim Walls kæreste og forældres bistandsadvokat ved mikrofonen. Erstatningsspørgsmålet til de pårørende skal nemlig også vurderes på ny. Der blev nedlagt påstand om, at Peter Madsen skal betale 150.000 kroner til hver.

I byretten fik forældrene intet, kæresten fik 120.000 kroner.

Peter Madsens forsvarer kundgjorde, at de ikke synes, det er rimeligt, at han skal betale. Begravelsen vil han dog gerne punge ud til.

Den fandt sted 1. juni - 10 måneder efter forbrydelsen. Mens Peter Madsen sad i Storstrøm Fængsel og charmerede en kvindelig fængselsbetjent.

Den kostede 29.000 kroner.

Ankesagen dag 1: Peter Madsen er dømt - nu skal han bedømmes

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce