Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Nyt sundhedscenter bliver ikke kun firkantet


Nyt sundhedscenter bliver ikke kun firkantet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mange hundrede mennesker til rejsegilde for at se nyt sundhedscenter til 78 millioner kroner i Haderslev. Store forventninger.

- Det gode er, at det hele bliver samlet, så man ikke skal rende alle mulige steder hen.

Heidi Nielsen og John Holm fra foreningen Syg i Haderslev var blandt de flere hundrede mennesker, der torsdag havde takket ja til invitationen og var taget til rejsegilde på Haderslev Kommune og Region Syddanmarks kommende sundhedscenter i Haderslev.

Det kæmpestore byggeri til 78 millioner kroner, der nu tårner sig op over byen på bakken ved Clausensvej, har været på vej længe, faktisk i flere år. Og de borgere, der var taget til rejsegilde for ikke blot at høre talerne fra en masse glade politikere, men også få en god kop kaffe, snakke med håndværkerne og hoppe over vandpytterne inde i byggeriet var godt tilfredse.

 

Mange funktioner

Siden lukningen af sygehuset har der manglet et sted i Haderslev, hvor byens borgere hurtigt og let kunne komme til et sundhedstilbud, få taget en blodprøve eller få taget et røntgenbillede. Torsdag var sundhedscenteret kommet et stort skridt nærmere med rejsegildet, og der var glæde at spore hos alle - fra borgmester over regionsrådsformand til håndværkerne og borgerne.

Fordelt over flere etager - og på 5000 kvadratmeter skal det store byggeri ifølge planerne fra næste sommer kunne tage imod patienter, borgere og alle, der på én eller anden måde har behov for at komme i kontakt med et sundhedspersonale. Byggeriet kommer til at huse lokalpsykiatri, socialpsykiatri, sundhedspleje, misbrugsbehandling samt funktioner i tilknytning til jobcenteret. Der kommer desuden træningssale, en privat lægeklinik, en jordemoderkonsultation og vagtlægefunktion. Udendørs vil der blive plads til mammagrafibussen og et mobilt tilbud for bloddonorer. Ifølge planerne skal byggeriet stå færdigt næste sommer.

 

Store forventninger

- Vi er her, fordi det er interessant og stort, og når man bor i Haderslev er det jo spændende at få en sundhedsklinik. Det bliver flot, og så er det godt for ældre og kørestolsbrugere, at de ikke behøver at tage til eksempelvis Sønderborg eller Aabenraa, sagde Karen Sørensen.

- Ja, og måske kan det være med til at tiltrække flere læger, vi hører jo altid om, at det at svært at tiltrække praktiserende læger, tilføjer hendes mand, Paul Erik Sørensen.

Et rejsegilde er jo normalt håndværkernes dag. Det var det også ved rejsegildet på sundhedscenteret, hvor der blev rettet en tak til alle, der deltager i byggeriet. Byggeleder Martin de Blanck fra Bo Michelsen var også glad. Cirka ti mand fra firmaet er lige nu i gang på den store arbejdsplads.

- Det er jo stort, og det er spændende, en lidt speciel opgave og ikke bare en firkant, forklarede han.

Fra politisk side var der overalt glæde:

- Det er noget, vi har glædet os til i fem år, sagde borgmester H. P. Geil (V), mens socialdemokraten Henrik Rønnow gav udtryk for, at han håber, der bliver tale om et godt og ordentligt samarbejde mellem regionen og kommunen om huset.

- Vi må ikke dele det op i dem og deres og vores.