Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Klædt i sort: Elever vælger demonstration frem for undervisning

Lasse Kjær, der er elevrådsformand på Haderslev Katedralskole, er en af de elever, der i dag protesterer mod nedskæringer på undervisningsområdet. /Nikolaj Krogh Bonde, DR Syd

Klædt i sort: Elever vælger demonstration frem for undervisning

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

På Haderslev Katedralskole har eleverne nedlagt undervisningen for at demonstrere mod nedskæringer.

Landet over demonstrerer tusinder af sortklædte unge i dag mod de nedskæringer på uddannelsesområdet, regeringen har varslet i årets finanslovsudspil.

Blandt de unge er elever på Haderslev Katedralskole. Det skriver DR Syd.

De tager turen til Odense, hvor en af fem større demonstrationer skal i gang i eftermiddag. Det er aftalt på forhånd, at eleverne vil være klædt i sort, som et symbol på konsekvenserne, de studerende mener, at besparelserne vil have.

I spidsen af projektet i Haderslev står elevrådsformand Lasse Kjær. Han mener, at det er nødvendigt at møde op til demonstrationen i Odense, for ifølge Lasse Kjær er regeringen i gang med at presse et i forvejen presset område.

- Jeg synes, at nedskæringerne på uddannelsesområdet er det samme som at sige til en maratonløber, der er lige ved at nå i mål: "Du løber forresten lige 15 kilometer mere", siger han til DR Syd.

Kernen i de unges frustration er det omstridte omprioriteringsbidrag, der betyder, at uddannelsesinstitutioner bliver beskåret med to procent om året.

Demonstrationen er først i eftermiddag, men eleverne på Haderslev Katedralskole har valgt at bruge dagen på at forberede demonstrationen i stedet for at tage til undervisning.

Elevrådsformand Lasse Kjær mener godt, det kan retfærdiggøres.

- Det er jo nok ikke lærerne, der går hen og åbner dørene og siger "smut I bare!", men det er i en fælles sags tjeneste, at vi tager turen til Odense og går march med alle de andre studerende.

Vicerektor, Preben Plith, på Haderslev Katedralskole fortæller, at skolens holdning er, at eleverne naturligvis skal møde op til deres undervisning:

- Men når det så er sagt, så har jeg forståelse for elevernes reaktion, fordi besparelsen trods alt gør det svært at tilbyde den kvalitet, som vi ønsker, siger han til DR Syd.

Med rektorens velsignelse er budskabet fra eleverne på Haderslev Katedralskole klart:

- Vi skal sende et signal om, at vi ikke stopper med at blande os. Vi sidder ikke bare derhjemme og spiller computer og er ligeglade. Vi viser rent faktisk vores utilfredshed.

Bag demonstrationerne står 40 foreninger og forbund i sammenslutningen Uddannelsesalliancen. Det er tredje år i træk, at Uddannelsesalliancen arrangerer protestaktioner mod nedskæringer på uddannelser.

Ingen forbindelse til JobKlik...

Ledige jobs i Syddanmark