Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Politikerne skåner lydavis og Kulturelt Samråd

Kunst 6630 var en af de kunstforeninger, der protesterede over lukningen af Kulturelt Samråd. Den bliver nu droppet. Arkivfoto: Michael Drost-Hansen

Politikerne skåner lydavis og Kulturelt Samråd

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den foreslåede lukning af både Vejen Lydavis og Kulturelt Samråd er afblæst. Økonomiudvalget har besluttet at fjerne begge besparelser fra budgetforslaget efter flere protester. Lydavisen får i første omgang lov til at leve videre i halvandet å

Vejen Kommune: Efter nytår vil de blinde og svagsynede stadig have mulighed for at følge med i, hvad der sker i lokalområdet.

Byrådspolitikerne havde ellers besluttet at lukke Vejen Lydavis for at spare 126.000 kr. om året. Det mødte kritik fra Kai Østergaard, kredsformand i Dansk Blindesamfund, som mente, at beslutningen var truffet på et fejlagtigt grundlag - nemlig at der skulle eksistere reelle alternativer for de 58 primært ældre abonnenter. I øvrigt kunne han fortælle, at der foregår et udviklingsarbejde i Dansk Blindesamfund, som skal gøre det billigere at lave lydavis i fremtiden.

De argumenter har politikerne i Økonomiudvalget valgt at lytte til, så de blinde og svagsynede i første omgang får lov til at beholde lydavisen i halvandet år frem til midt i 2019.

- Nu kan Dansk Blindesamfund udvikle videre og se, om det kan lade sig gøre på en anden måde. Så må vi se, hvor det lander til den tid, siger Jørgen Thøgersen (S), formand i Udvalget for sundhed, kultur og fritid.

Museer advarer mod besparelser i nyt budget

Tidlig julegave

Den beslutning glæder Kai Østergaard.

- Jeg er rigtig glad. Man kan sige, det er en tidlig julegave, og den tager vi gerne imod, selvom det er uden for sæsonen. Nu kan den nuværende lydavis køre videre, indtil vi finder løsningen på fremtidens lydavis. For den har altså voldsom stor betydning for de mennesker, der ikke kan læse avisen som alle andre, siger Kai Østergaard.

I første budgetforslag skulle Kulturelt Samråd også nedlægges imod en besparelse på 81.000 kr. om året, noget som ligeledes mødte stor kritik, blandt andet fra kommunens kunstforeninger. Også den del fandt politikerne i Økonomiudvalget anledning til at droppe.

- Vi politikere bliver tit beskyldt for, at det med at sende i høring, det er bare på skrømt. Men jeg synes, der er kommet nogle vægtige høringssvar angående samrådet. Det støtter jo op om de små arrangementer i vores kommune, der måske ikke var blevet til noget, og de foreninger, der har svært ved at få det op at stå uden tilskud, siger Jørgen Thøgersen.

Det realistiske

Udvalget for sundhed, kultur og fritid havde på forhånd indstillet til Økonomiudvalget, at lydavisen og Kulturelt Samråd blev skånet i det nye budget. Jørgen Thøgersen er glad for, at det lykkedes, selvom der stadig er områder, der bliver ramt.

- Der var selvfølgelig andre høringssvar angående eksempelvis museerne (Vejen Kunstmuseum og Museet på Sønderskov, der hver skal spare 110.000 kr., red.) og Folkeoplysningsudvalget (som skal spare på voksenundervisningsområdet, red.), men det var, hvad vi synes, vi kunne bære videre til Økonomiudvalget med håb om, at de ville lytte til det. Vi kunne ikke komme med ønsker for mellem en halv og en hel mio. kr., det så vi ikke som realistisk, siger Jørgen Thøgersen.

Dansk Folkeparti, som ikke bakker op om budgettet i forvejen, er imod, at lukningen af Kulturelt Samråd trækkes tilbage.

- Vi synes egentlig, at det bare er et ekstra fordyrende led. Jeg tror ikke, at de, der har fået midler derfra til småudstillinger eller arrangementer, behøver være bekymret for, at de ikke kan få det i fremtiden. De vil stadig kunne søge andre steder igennem Udvalget for sundhed, kultur og fritid, siger Anni Grimm (DF).

Ændringerne finansieres af likvide aktiver, altså kommunekassen. Byrådet godkender endegyldigt budgettet for 2018 til 2021 tirsdag den 10. oktober.