Grindsted AK har fået sin første danske seniormester i boksning. Nu satser Nikki Møller Nielsen på de store turneringer, og det helt store mål er OL i 2020.
Grindsted: Fredag aften var Grindsted Atlet Klubs bedste bokser, Nikki Møller Nielsen, tilbage i ringen, mindre end en uge efter han opnåede karrierens største resultat ved at vinde det danske mesterskab.
Grindsted AK holdt stævne hjemme i Magion, og Nikki Møller Nielsen, som ved de danske mesterskaber snuppede guldmedaljen i weltervægt (69 kilo), boksede en hård og tæt kamp mod Tadas Sakocius fra BK Wedala i Vejle. Dommerne var uenige om afgørelsen, men da to dommere havde Nikki Møller Nielsen som vinder, mens kun en enkelt pegede på Vejle-bokseren, endte det med en populær hjemmesejr. En sejr, der var en stor lettelse for hovedpersonen.
- På hjemmebane har man en masse opbakning fra folk, som regner med, at man kan vinde. Så er man nødt til at give den en ekstra skalle, lød det efterfølgende fra Nikki Møller Nielsen, som nu har sat sig større mål med karrieren.
- Der er selvfølgelig et nordisk mesterskab, jeg også gerne vil vinde. Det er de store turneringer, jeg går efter nu, sagde Nikki Møller Nielsen, som ikke lagde skjul på sin helt store drøm: Deltagelse ved OL i 2020.
Det er første gang nogensinde, at Grindsted AK har en dansk seniormester.
- Det betyder, at vi har vist, at vi kan være med i en liga, hvor det ellers kun er de store klubber, der kan klare sig, siger Jørgen Hede Jensen, formand for Grindsted AK.
Også Nikki Møller Nielsens to brødre, Kian og Nik, har vist stort potentiale i bokseringen. Også de snuppede i sidste weekend DM-guld. Det skete i henholdsvis U17- og U15-rækken. Håbet og troen på, at de med tiden kan nå op på et lige så højt niveau som søskendeflokkens ældste, er absolut til stede.
- De har meget potentiale. Rigtigt meget. De kan komme til at nå lige så langt som storebror, siger Jørgen Hede Jensen.
Også André Bennetsen blander sig gerne blandt de bedste i landet. Han nåede i sidste weekend til DM-finalen i bantamvægt (56 kilo), hvor han dog tabte.