Grindsted AK bokser med om medaljerne

Det er langt fra alle, som kommer i bokseklubben med det formål at komme i ringen og bokse rigtige kampe. Mange kommer udelukkende for at få træningen. Foto: Alex Hermann

Grindsted AK bokser med om medaljerne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

I Bokseklubben Grindsted AK er der både plads til dem, der har ambitioner om at bokse om medaljer, og dem, som bare vil boksetræne for at komme i form eller smide lidt overflødige kilo.

Grindsted: Selvom Grindsted ligger langt ude på landet, og selvom Bokseklubben Grindsted AK langt fra hører til blandt landets største, er klubben blevet fast inventar, når der skal bokses om medaljer ved de nationale mesterskaber.

Trods det, at det ved dette års danske mesterskaber "kun" blev til en enkelt guldmedalje, var der Grindsted-boksere i ringen til flere af de afgørende kampe om medaljer.

- Det er mange års arbejde, der gør, at de nu kan begynde at bokse om mesterskaber. Vi har jo haft dem hernede, siden de var 10-11 år gamle, fortæller formand Jørgen Hede Jensen, mens omkring 20 personer er begyndt opvarmningen i gymnastiksalen på den gamle Nordre Skole i Banegårdsgade.

Inden længe bliver der tævet løs på de sandsække, der kan hejses ned fra loftet, og hinanden. I spidsen for det hele står Jørgen Hede Jensen. Han er både formand og træner i den klub, hvor han for første gang satte sine ben i 1981, og hvor han flere gange om ugen bruger sin fritid.

- Hvis jeg ikke gad, var der nok ikke så mange andre, der gad. Der står ikke tre personer eller flere og virkelig gerne vil stå for træningen. Det er ligesom bare blevet en livsstil for mig, for jeg har jo været med i mange år, siger Jørgen Hede Jensen.

Nikki Møller Nielsen (i blåt) vandt i 2017 det danske mesterskab i weltervægt for eliteboksere. Siden er han steget i vægt, og ved årets DM tabte han sin første kamp. Arkivfoto: Alex Hermann
Nikki Møller Nielsen (i blåt) vandt i 2017 det danske mesterskab i weltervægt for eliteboksere. Siden er han steget i vægt, og ved årets DM tabte han sin første kamp. Arkivfoto: Alex Hermann

49 kampe

Hans egen aktive karriere har ikke skrevet sig ind i andre historiebøger end dem, der bliver skrevet og arkiveret i klubbens eget arkiv. 49 kampe blev det til.

- Jeg har ikke vundet nogen mesterskaber, men jeg har da været med til dem, griner Jørgen Hede Jensen.

Bokseklubben Grindsted AK har for tiden cirka 55-60 medlemmer. Langt fra alle kommer til at bokse kampe. Otte medlemmer er i dag i besiddelse af den startbog, som er lovpligtig for at bokse kampe, og derudover er der seks boksere, som bokser såkaldte diplomkampe - en slags prøvekampe forud for rigtige kampe. Her gælder det ikke om at tæve modstanderen. I stedet får bokserne point for deres tekniske færdigheder.

Det er da også langt fra alle de cirka 20 medlemmer, der denne tirsdag aften er mødt op til træningen, som går rundt med ambitioner om at få handsker på og kravle ind mellem tovene. Boksning har stort set altid været en yndet sport for aktive motionister.

- Der er altid tre-fire-fem stykker, som kun er her for motionens skyld. Det behøver ikke være, fordi de er tykke, men også fordi de gerne vil dyrke sport. Det er nogle, som typisk ikke ville bryde sig om en holdsport som eksempelvis fodbold, siger Jørgen Hede Jensen.

Motionister er med

Mange andre bokseklubber har en størrelse, der gør det muligt at oprette egentlige motionshold. Den mulighed er der ikke i Grindsted, hvor motionister og kampboksere derfor træner sammen.

- Vi vil gerne have et motionshold. Men det vil kræve, at der er en træner, som gider stille op to gange om ugen. For hvis holdet skal fungere, skal der være en træner, som virkelig går op i det, siger Jørgen Hede Jensen.

I stedet bliver træningen differentieret. Motionisterne slår ikke i særlig høj grad på hinanden - og slet ikke hårdt - mens kampbokserne træner mere målrettet mod at komme i kamp.

I løbet af foråret skulle kampbokserne gerne få muligheden for at komme i kamp på hjemmebane i Grindsted. Klubben håber på at arrangere et stævne i enten slutningen af februar eller begyndelsen af marts.

- Det skulle gerne blive i Magion. Bokserne vil gerne vise sig frem på den store scene, hvor der er nogle flere tilskuere, siger Jørgen Hede Jensen.

Grindsted AK bokser med om medaljerne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce