Billunds fodboldpiger satte sig for et halvt år siden et meget ambitiøst mål: Holdet begyndte helt fra bunden, men vil alligevel i 1. division i løbet af få år. Første halvsæson endte med en overbevisende oprykning, og holdet spiller i år derfor i serie 1.
Billund: Ambitionerne er store hos Billunds fodboldpiger, der spiller under navnet BillundQ.
Indtil for et halvt år siden kunne Billund Idrætsforening ikke mønstre andet end et syvmandshold på kvindeseniorsiden, men det er der i mellemtiden blevet lavet eftertrykkeligt om på. En flok talentfulde piger, der som ungdomsspillere prægede deres rækker, tog for et halvt år siden hul på det, der forhåbentlig bliver et eventyr. Ambitionerne er i hvert fald store: I 2021 vil Billund være repræsenteret i 1. division, som er landets næstfineste række.
Første etape af det projekt gik som planlagt. Da Billund i forvejen slet ikke havde noget seniorhold, skulle de begynde i den laveste række, der for pigernes vedkommende er i serie 2. Det gik glat, for efterårets 10 kampe endte med lige så mange sejre og dermed en suveræn oprykning til serie 1.
- Vi har en flok piger, der har været gode til at bakke op om projektet. De har været gode til at passe deres træning og til at holde de aftaler, der bliver lavet, når de går ind på banen, fortæller Flemming Vesth, som udgør en fjerdedel af trænerteamet.
Resultatmæssigt blev efterårssæsonen i serie 2 ikke den store udfordring. Tre af de 10 sejre kom endda i hus, fordi modstanderen ikke var i stand til at stille hold.
- Der har været nogle kampe, hvor vi er blevet presset lidt. Men så kom intelligensen op i dem. Så viste de, hvordan man spiller bold, lyder det fra en anden fjerdedel af trænerteamet, Torben Hallas.
Selvom kalenderen afslører, at vi fortsat er i januar, og selvom temperaturen indbyder mere til at sidde på sofaen med en kop varm kakao, er pigernes forberedelser til den kommende sæson allerede i fuld gang. Faktisk har sæsonen aldrig været fuldstændig afblæst, for undtagen et par uger hen over julen, er der blevet trænet hele året. Det er blevet muligt, fordi Billund - omsider - har fået en kunstgræsbane, der gør udendørs fodbold muligt, uanset om Kong Vinter er med på idéen eller ej.
- Vi har mange træningskampe, der ligger og venter foran os. Der vil også være kampe, hvor vi bliver matchet mod hold, der spiller en række over os, fortæller Flemming Vesth.
I løbet af efteråret har der været cirka 15 til hver træning. Det ambitiøse projekt har trukket enkelte spillere til fra naboklubber, mens ingen så vidt vides er blevet skræmt væk over det pludselige og tårnhøje ambitionsniveau.
Med en flok spillere, der for en stor dels vedkommende går i gymnasiet, er det nærliggende, at mange af dem i løbet af en håndfuld år har søgt mod større byer, hvor muligheden for videregående uddannelser er større. Det er dog et scenarie, der allerede er taget højde for.
- Vi har en ret bred ungdomsafdeling inden for U15 og U16. Der er formentlig mange af dem, som skal på efterskole, men når de kommer tilbage, vil de begynde at blive integreret i seniorafdelingen. Vi har forsøgt at være lidt fremsynede, siger Flemming Vesth.
Vel er trænerne ambitiøse, men det er vigtigt for dem at slå fast, at det er pigernes projekt. Trænerne kan opstille nogle rammer, der giver pigerne muligheden for at føre ambitionerne ud i livet, men det skal komme nedefra.
- Det er vigtigt, at det er vores fælles projekt. Det skal ikke bare være trænernes projekt, for hvis pigerne ikke tror på det, kan det heller ikke blive til noget, siger Susanne Christensen, der er holdets fysioterapeut og primært står for den fysiske træning.
Første turneringskamp i serie 1 bliver formentlig spillet i begyndelsen af april. DBU Jylland har endnu ikke fordelt holdene i puljer til foråret.
Der er opstået en fejl:
Beskeden er sendt.