Overlæge: - Hospitalspræsten kan noget, vi andre ikke kan

Præst Elisabeth Rokkjær Hammer og overlæge Lena Hamm arbejder ved det børnepalliative team, der rækker Region Syddanmark med base på Odense Universitetshospital. Foto: Henrik Anderson

Overlæge: - Hospitalspræsten kan noget, vi andre ikke kan

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Elisabeth Rokkjær Hammer er hospitalspræst ved det børnepalliative team, som i 2016 blev oprettet på Odense Universitetshospital. Det er unikt for afdelinger som denne i Danmark, at man har tilknyttet en hospitalspræst, og det har både patienter, læger og sygeplejersker stor gavn af.

Hver gang et barn rammes af livstruende og uhelbredelig sygdom, har det store konsekvenser for både barnet og familien. Hvert år dør godt 400 børn af sygdomme, hvor barnet kunne have haft gavn af såkaldt palliativ behandling, der er betegnelsen for indsatsen med lindrende behandling til barnet og støtte til familien.

Siden 2016 har det børnepalliative team på Odense Universitetshospital støttet familier med syge børn i hele Region Syddanmark. Som noget unikt inden for børnepalliationen har afdelingen på OUH tilknyttet præst Elisabeth Rokkjær Hammer. Et tilbud der i Danmark ellers kun findes på børnehospice Lukashuset i Hellerup.

Overlæge Lena Hamm var med til at starte børneteamet, og hun var ikke i tvivl om, at en hospitalspræst var vigtig at have med. Den forskel, hospitalspræst Elisabeth Rokkjær Hammer gør i palliationen, er afgørende.

- Elisabeth giver familierne en fantastisk ro. Man kan ikke tage smerten væk fra familierne, men Elisabeths måde at være i det på sammen med dem giver dem en ro og et håb om, at man som familie klarer det, siger Lena Hamm.

Børnepalliation
Pædiatrisk Palliativt Team dækker Region Syddanmark og blev oprettet i 2016. Børnepalliationen behandler patienter i samarbejde med patientens vanlige læger.Enheden tilbyder lindrende behandling, støtte og rådgivning til familier, der har et barn under 18 år, som lider af en livstruende eller uhelbredelig sygdom. Uhelbredelige sygdomme dækker blandt andet over forskellige kræftsygdomme. Livstruede børn lider typisk af sjældne genetiske neurotiske sygdomme, som ikke er akut livstruende, men hvor der er en vis risiko for, at barnet ikke får et langt liv. Det er disse kroniske sygdomme, der fylder mest i børnepalliationen.

Afdelingen består af overlæge Lena Hamm, to sygeplejersker, en fysioterapeut, en socialrådgiver, en psykolog, præst Elisabeth Rokkjær Hammer og et frivilligt netværk.

Elisabeth Rokkjær Hammer er delt sognepræst ved Skellerup og Ellinge Kirker og hospitalspræst, men har for tiden orlov fra sin stilling som sognepræst for at være præst på hospitalets palliative teams for børn og voksne på fuld tid.

Siden teamet blev oprettet er 22 børn døde. Af dem er 18 døde i hjemmet, fordi det har været familiens ønske.

Afdelingen er udekørende og forsøger så vidt muligt at behandle patienter i eget hjem.

Præsten kan noget særligt

Foruden overlæge Lena Hamm og præst Elisabeth Rokkjær Hammer består det børnepalliative team på OUH af to sygeplejersker, en fysioterapeut, en socialrådgiver, en psykolog og et frivilligt netværk. De gør en tværfaglig indsats for at hjælpe børn og unge under 18 år, der har livstruende og uhelbredelige sygdomme. Patienternes udfordringer kan blandt andet være fysiske, sociale, psykologiske, eksistentielle og håndgribeligt praktiske, når et familieliv skal fungere i en hverdag med svære lidelser.

- Når børn og unge får en alvorlig diagnose, prøver vi at komme på med det samme. Så følger vi patienterne i behandlingen. Nogle i kortere tid, andre i lang tid. Det kan sagtens være, at der ikke er et behov for medicinsk lindring i lang tid, men når du taler specialiseret palliation, er vores opgave at have hinandens kasketter på. Derfor taler jeg hele vejen rundt med vores patienter, så vi kan sætte ind der, hvor behovet er, siger Lena Hamm.

Derfor involverer overlægen ofte Elisabeth Rokkjær Hammer, hvis familien ønsker en at tale med om de spørgsmål og tanker, der presser sig på, når de står en af livets store kriser.

- Nogle forældre snakker om døden. Det gør børnene og deres søskende også nogle gange selv. Hvad er det, der skal ske? Alle har en dødsangst, og der er Elisabeth absolut relevant. Men der er også familier, hvor man ikke forholder sig til kirken eller Gud, og da er det den rent eksistentielle retning, man taler om. Det er lidelsesfyldt at være i, og nogle familier er i det i årevis. Elisabeth er eminent til at være i det sammen med dem og til at guide dem. Der kan hun noget, vi andre ikke kan, siger Lena Hamm om hospitalspræsten.

Livet går i stykker

Når hospitalspræst Elisabeth Rokkjær Hammer møder familier, begynder samtalen altid, der hvor familien er. Og det er vidt forskelligt fra familie til familie. Hun ser sin rolle som medvandrer og budbringer af tro, håb og kærlighed. Hun besøger familierne uden dagsorden, men med sig har hun et sprog, der gør det muligt at tale om de følelser og erfaringer, der er forbundet med at være syg eller at have et barn, der er det.

- Jeg kan ikke gøre smerten ved tab mindre. Når man bliver ramt på denne måde, går livet i stykker. Meningen går i stykker. Du har brug for nogen til at gå med dig på den vej. Man har brug for fællesskab. Der er ingen nem vej at gå i det, men jeg er der til at bære byrden sammen med dem. Og jeg tror på, at Gud bærer med. Det gør noget, også uden at det bliver italesat, siger Elisabeth Rokkjær Hammer.

Hvad er meningen? Hvorfor mig? Er det min egen skyld? Hvordan finder jeg overhovedet mening i det liv, der er på trods af alt det, der er taget fra mig? Spørgsmålene trænger sig på, men svarene er for mange familier svære at ane, når de første gang mødes med Elisabeth Rokkjær Hammer.

- Når man bliver ramt af sådan en modgang, sker der et brud af sammenhæng. Det vælter frem med alle mulige eksistentielle, åndelige og religiøse spørgsmål. De fleste mennesker har brug for en, der går med dem på vejen, uden at vi skal ordne noget. Der er et paradigme om, at vi skal gøre noget, men i samtalerne skal vi ikke nå noget. Der skabes et rum, hvor vi er med det, der er. Og så sker der alligevel en masse, siger Elisabeth Rokkjær Hammer.

Elisabeth Rokkjær Hammer taler både med forældrepar alene, med hele familier og handler det om små børn, leger hun med dem, når det er oplagt. Og hun involverer gerne søskende og bedsteforældre. Hun har konstant et blik for at inddrage hele familien, fordi relationer er afgørende for mennesket, mens det syge barn også påvirkes af omgivelserne.

- Vi er vores relationer, så afdelingen tager hånd om hele familien, og det er en af styrkerne ved den specialiserede palliative indsats. Det gælder både på børne- og voksenområdet, siger Elisabeth Rokkjær Hammer.

Samtaler giver afklaring

Der foretages mange svære valg i behandlingen af syge patienter, og overlæge Lena Hamm oplever en stor værdi i at have hospitalspræst Elisabeth Rokkjær Hammer med i billedet, når etiske spørgsmål og svære valg melder sig. Hun oplever, at forældrene bliver mere afklarede i behandlingsforløbet.

- Vi ville slet ikke kunne yde den samme indsats ude ved familierne, hvis vi ikke havde Elisabeth. Behandlingen er altid lægernes ansvar, men hun hjælper forældrene med at finde roen i de beslutninger, der træffes, siger Lena Hamm.

Hospitalspræst Elisabeth Rokkjær Hammer understreger, at hun aldrig taler om accept. Hun oplever, at nogle forældre stejler, hvis de føler, at de skal acceptere sygdom og måske døden. I stedet åbner hun for muligheden for forsoning, der rummer både kamp og håb. Hun oplever, at familierne slås med eksistentielle og religiøse emner, som de gerne vil tale om, men som de ikke har fundet vej ind i alene.

- Nogle af de tanker, der fylder for forældrene, kan være rigtig svære at tale om. Selv om man er meget tætte. Vi har en blufærdighed omkring tro og religion, der betyder, at det ikke er noget, man lige taler med naboen om. Derfor kan man blive alene med disse tanker, siger hospitalspræst Elisabeth Rokkjær Hammer.

Overlæge: - Hospitalspræsten kan noget, vi andre ikke kan

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce