Nikoline Werdelin: Jeg må passe lidt på mine øjne

- Tidligere havde jeg et billede af mig selv som temmelig ekstrovert. Jeg kunne underholde et helt middagsbord som en slags siddende stand-up-comedian, klare to måneders prøveforløb og få en samlet teaterstab til at lytte, holde foredrag og gøre ved. Men jeg har opdaget, hvor udmattet det gør mig.
Foto: Stine Heilmann

Nikoline Werdelin: Jeg må passe lidt på mine øjne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Interview: Kunstneren Nikoline Werdelin har erkendt, at hun er et menneske uden filter. Det er dét, der gør hende til sådan en skarp og indfølende iagttager af os danskere. Men det er også derfor, det er bedst, hun bor i Berlin ... lige nu.

»For hyggens skyld: jeg drikker kaffe med varm mælk og har tændt et stearinlys :-) «.

Når man bor langt væk fra familie og venner og journalister, som ellers ville være kommet på besøg, må man være kreativ. Nikoline Werdelin kalder det »telefonkaffe«. Altså at man aftaler at gøre det lidt hyggeligt i begge ender af linjen: Hvad drikker vi? Skal vi have kage til? Sidder vi godt? Tager vi te?

Hun har forberedt sig. Grublet over, hvad der er på spil i det bind tre af »Homo Metropolis«, hun nu udgiver. »333 siders røverhistorier« kalder hun striberne, der har underholdt Politikens læsere fra 2010 til 2012. Men selvfølgelig er det mere end det.

- Hvis der er et fælles tema i den her bog, så er det nok, hvordan man griber dét an at være midaldrende. Der er den net-datende dame, som har brug for at afsøge seksuelle dimensioner, der åbenbart har sovet. Eller manden, der sensommerforelsker sig i datterens veninde. Og skuespilleren, der drikker og ikke kan huske sine replikker.

- Alle ens særkender bliver meget stærke, når man bliver midaldrende, siger Nikoline Werdelin.

Overload
Hun er der selv. Det er tre år siden, hun rundede 50. Forinden måtte kunstneren igennem en krise for at blive klogere på sig selv. Den gik i udbrud, da hun flyttede til Berlin.

- Jeg troede, jeg skulle have en vældig fest. Totalt Liza Minelli. »If I can make it here ...!«. De brusende 20'ere og 30'ere. Men sådan var det slet ikke.

Siden hun som 24-årig vandt en tegneseriekonkurrence i Politiken, havde Nikoline Werdelin haft vidunderligt travlt. Med Café og Homo Metropolis, med Laura og Nugga i Alt for Damerne og med illustrationer og brevkasse i Ugebladet Søndag. Og med at skrive og instruere syv teaterstykker på otte år. Men da hun ankom til lejligheden på Prenzlauer Berg, gik hendes muse i strejke. Der kom ingenting. I to et halvt år. Hun har fortalt om nedturen og om at trøste sig med skumfiduser, rødvin og sovepiller. Blive sygemeldt. Slet ikke lave noget. Og om det svar, hun fik fra en tysker, da hun sukkede: »Jeg kan ikke se, hvor det sjove i mit liv nogensinde skal komme fra igen«.

- Han sagde: »Måske skal du lede efter fred i stedet for«.

Fast arbejde
Vi taler om gåture med hunden. Om at sidde i sin sofa og se tv-serier. Eller bare strejfe rundt i gaderne og nyde de skæve berlinere. Om at arbejde igen og samtidig passe på sig selv. Dagen efter interviewet må hun have tænkt, at der gik lidt for meget zen i det. Så hun mailer:

»Lå i morges og tænkte på, at jeg lige vil tilføje, at mit liv ikke kun er rekreativt hernede. Jeg har en ugentlig brevkasse, en ugentlig farvetegneserie og en daglig tegneserie. På avisen har jeg to fridage om året, 1. juledag og 1. påskedag. På ugebladet ingen fri. Jeg arbejder hele ugen året rundt, og holder ikke weekends, og jeg ligger heller ikke syg (så sidder jeg syg ved en af mine Imacs, wie immer!).

Jeg har en hel lille fabrik kørende her i Wörther Straße. Et stort arbejdsværelse med tre skriveborde og to store Imacs. Menagen (som altså kommer og går) består af en assistent, en bogholder, en farvelægger, en rengøringsdame, en russisk massør (der kommer her! det er nemlig hårdt at sidde så meget ved en Imac med en stor tegneplade) og en revisor - heldigvis tjener jeg godt, så der er råd til hjælp. Men det er nok den vægtigste grund til, at jeg så forsigtigt vælger, hvad jeg ellers kan nå«.

Distanceromance
Heldigvis elsker hun sit arbejde, tilføjer Nikoline Werdelin og mener, at det er en slags kærlighedsforhold. Der er dog også en kødelig affære inde i billedet - med Ib Lucas, forfatter og pensioneret gymnasielærer, som bor i København. De har et sommerhus sammen på Vestsjælland, der trækker hende hjem, når lyset rammer Danmark. De rejser til Norge og Italien. Og om vinteren kommer han til Berlin.

- Vi har regnet ud, at vi i timer er mere sammen end alle andre par, vi kender. Folk spørger, om vi ikke savner hinanden, når vi er hver for sig. Og jo, det gør vi, men dét er jo også meget sexet. Længsel, der bliver opfyldt, er utroligt skønt. Og så skriver vi i øvrigt kæmpelange breve til hinanden. Mindst ét om dagen.

Hun HAR prøvet at være gift. Men mænd giver uro, når man skal dele AL sin eksistens med dem.

- Jeg er ikke så dygtig til det. Hvis man skal være sammen hele tiden, er man nødt til at kunne være ligeglade med hinanden, tænker jeg, og det kan jeg ikke.

Der mangler en evne til at lukke af. Hun registrerer alt.

- Jeg er nødt til at passe lidt på mine øjne, som hun siger.

Showstop
Det er blandt andet derfor, det er godt at bo i Berlin - den fysiske afstand bliver i sig selv et slags filter mellem kunstneren og de omgivelser, hun er skabt til at tage ind i ekstremt høje doser ad gangen.

- Tidligere havde jeg et billede af mig selv som temmelig ekstrovert. Jeg kunne underholde et helt middagsbord som en slags siddende stand-up-comedian, klare to måneders prøveforløb og få en samlet teaterstab til at lytte, holde foredrag og gøre ved. Men jeg har opdaget, hvor udmattet det gør mig. Hvis jeg er i et selskab i mere end fire timer, er jeg helt tummelumsk bagefter. Jeg bliver så træt og ked af det.

Hun kan ikke slukke for indtrykkene. Registrerer ufrivilligt alt, selv dimserne, folks gæstehåndklæder hænger på, og mærket på deres vatrondeller.

- I dag ved jeg, at hvis jeg SKAL til en fest, så gælder det om hurtigst muligt at finde gode, gamle onkel Georg og trække ham med hen i et hjørne og sidde der og snakke. En eller to fine kontakter er rigeligt. Det har jeg lært af at blive ældre. Midalderen er en chance for at få et nyt ego. Tænke anderledes. Og dét at bo lidt væk har hjulpet mig med at sætte grænser.

Kære Nikoline
Nikoline Werdelin er ret sikker på, at hun en dag flytter hjem igen. Når man er gammel, er det rart at have vennerne lige om hjørnet.

- Nu har de fleste af dem alligevel også fået hund. Jeg elsker »walk and talk«, som hun siger.

Børn er det ikke blevet til, for hun synes, sådan nogen skal vokse op med både mor og far, og det kunne hun jo altså ikke lige stå model til. Men vi må alle undvære noget i livet, og ingen kommer igennem uden både op- og nedture. Noget af dét, der gør Nikoline Werdelin rigtigt glad, er faktisk den brevkasse, hun har i Ugebladet Søndag. Den holdt ud, selv mens der var midtvejskrise mellem hende og jobbet.

- Jeg tænkte lige her til morgen, at hvor er det lykkeligt. Jeg var oppe klokken seks for at nå at sende den af sted. Alle ved jo, hvor god man kan være til at give staldtips til veninderne, mens man er helt sneblind, når det gælder egne problemer. Den energi, den begejstring, jeg mærker mellem læserne og mig, er som en kollektiv kraft. De har jo klaret det meste selv, i og med at de overhovedet skriver til mig. Og så skriver de i øvrigt også til hinanden. Det er en vidunderlig følelse af fællesskab.

Det gode mørke
I sin brevkasse gør Nikoline Werdelin sig ikke klog på, hvordan folk skal handle. Hun skriver »jeg tror« eller »jeg kunne forestille mig«. Hun studerer godt nok jungiansk analytisk psykoterapi.

- Men jeg vil hellere tilbringe en dag i det tyske skattevæsen end have en klient, som hun siger.

Jung er fantastisk. Hans teorier om drømme, myter, arketyper, eventyrtolkning, anima og animus.

- Min underbevidsthed er min store kilde. At arbejde med den er som at gå rundt i en stor, mørkelagt skov. Det er en måde at trække vejret på for mig, forklarer hun.

Men hvad så med tegningerne? Teaterstykkerne? Kan kunsten holde til al den sindsro og balance og kaffe og kage og gåture og hundetræning og tyskere?

- Den ondeste splint i øjet - den er nok væk. Hvis jeg nogensinde har haft én. Jeg tror, mine portrætter er blevet kærligere ... og nogle synes måske også kedeligere. Der er mere fordybelse og ikke det samme boblende forhold til pointer, som da jeg var ung. Men jeg mener, man til hver en tid må prøve at være autentisk og fortælle ud fra det bedste, man har. Og jeg får stadig rigeligt med indtryk. Også flere end jeg kan kapere!

Om bogen
Nikoline Werdelin: »Homo Metropolis. 2010-2012«.
340 sider.
249,95 kroner.
Forlaget Rosinante.
Udkom 31. oktober 2013.
Blå bog
Nikoline Werdelin, tegner, dramatiker, sceneinstruktør, brevkasseredaktør, født 15. september 1960.

Gået tre år på Skolen for Brugskunst.


Debuterede som tegner i 1984, hvor hun vandt en konkurrence i Politiken med striben »Café«, der kørte frem til 1988.


Siden 1994 (dog med en pause fra 2004 til 2010) har hun tegnet striben »Homo Metropolis« - ligeledes til Politiken. Samtidig har hun lavet serierne »Rose« og »Laura og Nugga« til Alt for Damerne og siden 2004 været brevkasseredaktør og illustrator på Ugebladet Søndag, hvor hun tegner serien »Nina fra Rosengade«.


I 1997 debuterede Nikoline Werdelin som dramatiker med stykket »Liebhaverne« og har siden skrevet og instrueret blandt andet »Boblerne i bækken« og »Natmandens datter«.


Nikoline Werdelin bor i Berlin, men ejer sammen med sin kæreste, forfatteren Ib Lucas, der bor i København, også et sommerhus på Vestsjælland.

Nikoline Werdelin: Jeg må passe lidt på mine øjne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce