Min græske familie og kampen mod krisen

Min fætter Vasilis går tur tæt ved Piræus Havn, hvor mange af de velhavende har dyre yachts eller lystbåde.

Min græske familie og kampen mod krisen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Sidste weekend gik grækerne til stemmeurnerne og valgte en ny regering. En regering ledet af det venstreorienterede parti Syriza, der har lovet grækerne lys i mørket. Men bedre tider kommer ikke af sig selv. Grækerne må fortsat kæmpe mod deres dårlige ry i Europa, men vigtigst af alt må de kæmpe for sig selv. For et troværdigt system, for troværdige politikere, for en bedre fremtid. Men hvem er de mennesker, der kæmper? Følg med på en personlig rejse ind i kriselandet.

Vi kører væk fra Athen-forstaden Nea Smirni i min fætter Vasilis' gamle Fiat. Han dytter af en bilist, der parkerer midt på vejen med havariblinket slået til, overhaler og drøner ud på motorvejen. Forbi graffitimalede mure og facader. Væk fra det overvældende kaos af betonboligblokke, "til salg"-skilte og trestjernede taverner. Væk fra turisterne, der venter på at gå om bord på de dyre krydstogtskibe i Piræus havn og væk fra en mand i vest og habit, der roder i en skraldespand. Vi ved ikke, hvor vi skal hen.

- Man har bare brug for at komme væk, siger min fætter.

Vi sidder stille uden at sige noget. Så tænder han for musikanlægget. Engang hørte han The Rolling Stones, nu sætter han dystre rebetikasange af Vassilis Tsitsanis på.

"Du er en dag som denne / den dag, jeg mistede min glæde / overskyede søndag / du får mit hjerte til at bløde".

Jeg tager mod til mig og spørger:

- Har du tænkt på at rejse fra Grækenland som så mange andre?

Kriselandet

Jeg besøger Athen for første gang, siden den økonomiske krise brød ud i 2009. Dengang syntes jeg, landet var et afslappende paradis. Nabofruen kom forbi min farmor, når hun var på vej til markedet, men endte altid med at blive til sidst på eftermiddagen. Jeg plukkede citroner i min fasters baghave og drak iskaffe på altanen.

I dag ser jeg anderledes på det, for de seneste år har jeg ikke hørt om Grækenland uden også at høre ordet "krise" og med god grund. For krisen har sendt den græske økonomi og samfundet i frit fald. Mens jeg flyttede hjemmefra, tog min uddannelse og fandt fast job, gik Grækenland gennem seks års recession, stigende arbejdsløshed, faldende lønninger, stigende skatter og politisk polarisering. Utilfredse grupper har hærget gaderne, politikerne skændes med hinanden, og borgerne har ikke længere tillid til staten, systemet og den politiske elite.

I medierne har jeg læst om landet i eurozonen, hvor produktiviteten var for lav, hvor de ikke betalte deres skatter, hvor de brugte alt for mange penge, hvor de pyntede på økonomien. Og nu hvor regningen skal betales, tillader de sig at protestere.

Den 25. januar gik grækerne til valg og stemte det venstreorienterede parti Syriza til magten. Partiformand Alexis Tsipras har lovet grækerne, at han vil genforhandle en markant nedskæring af landets gæld og skabe økonomisk luft til at forbedre de sociale forhold. Udmeldinger, der har skabt røre i EU, som har lånt grækerne penge til at undgå kollaps. Grækenland går derfor en usikker fremtid i møde.

Hér, i kriselandet, bor min græske familie, som jeg ikke har set i fem år. De tilhører den brogede middelklasse. En gruppe, der er hårdt ramt. For at forstå, hvordan det kunne gå så galt, og hvordan krisen har påvirket dem og deres fremtid, besluttede jeg mig for at rejse derned.

Mine forældre forlod Grækenland i august 1990. Måneden efter kom jeg til verden. Min danske mor savnede sit hjemland og syntes, at mulighederne var bedre i Danmark. Siden er min far rejst til Grækenland for at besøge familien en gang om året.

"Ine treli", siger han i dag om grækerne, mens han slår pegefingeren mod tindingen og ser alvorlig ud. "De er ikke rigtig kloge". Han uddyber det sjældent. Som om han ikke ved, hvor han skal begynde.

For ung til krise

Min fætter ligner sig selv, da han tager imod mig i døren en tirsdag formiddag. Kulsort hår og brune øjne. Han giver mig to kys på kinden og siger, at det er godt at se mig igen. Der er sket meget siden sidst. Dengang havde han været i et fast forhold i otte år, boede i egen lejlighed og tjente 14.887 kroner om måneden fra sit job i metroen. Min fætter er født i en højkonjunktur. Han havde det hele og behøvede ikke at bekymre sig om fremtiden. Med sine 34 år er han for ung til at have oplevet de kaotiske år efter anden verdenskrig og de græske identitetskriser, der siden fulgte.

Han har ikke måttet overleve den blodige borgerkrig, det militære diktatur, fattigdom, hungersnød eller masseudvandring. Han kom først til verden i 1980. Årtiet, hvor Grækenland trådte ind i EU. Hvor pengene blev billigere, og hvor man pludselig så let som ingenting kunne få lån til biler, huse, ferier. Til det hele. Endelig kunne landet under ledelse af den socialistiske Andreas Papandreou tilbyde sin befolkning den stabilitet og velstand, de havde måttet undvære i årtier.

I 2001 indførte Grækenland euroen, og væksten fortsatte. Europa var godt for Grækenland. Så godt at ingen ville se faretegnene, før det var for sent.

Min fætter nåede knap nok at nyde godt af forbrugsfesten, før den var forbi. Nu ser hans liv anderledes ud, og fremtiden tegner så dårlig, at han ikke kan lide at tænke på den.

Først kom lønnedskæringerne snigende. I begyndelsen var det bare ti procent, så 25, og i starten af 2013 var hans løn halveret. Rundt om hjørnet venter endnu ti procents nedskæring, fortæller han. Men det er ikke det værste. Det værste er frygten for helt at miste jobbet. Frygten for fremtiden. Kæresten har han allerede mistet. Hun ville stifte familie, det turde han ikke.

- Hvordan skulle jeg kunne sikre mine børns fremtid, når jeg ikke engang kan sikre min egen? spørger han.

For halvandet år siden flyttede han hjem på sit syv kvadratmeter store barndomsværelse i min faster og onkels lejlighed i Nea Smirni. Som flere unge grækere havde han ikke længere råd til at bo for sig selv.

Følelsen af håbløshed

Værelset har stadig blå vægge. Bamsen, sparegrisen og den røde legetøjsbil står der stadig, men tingene har fået selskab af parfumer, ringbind og sko i størrelse 42.

- Da min far var på min alder, boede han ikke hjemme. Han var gift og havde to børn. Det får mig til at føle mig uduelig. Jeg har ikke noget liv, ikke noget at glæde mig til, og jeg kan ikke gøre noget ved det. Jeg må bare se til, mens jeg langsomt mister alt. Det er følelsen af håbløshed. Jeg synes, at mine forældres generation havde bedre muligheder, men de sløsede dem væk. Nu er jeg et offer for konsekvenserne og for politikernes svindel og nepotisme, og det gør mig vred. Men jeg er også vred på mig selv, for jeg er også skyldig. Jeg har været forkælet. Før krisen tænkte jeg aldrig over, hvad jeg brugte mine penge til. Jeg sparede ikke op, tænkte kun på mig selv og gik i byen hver dag. Nu tænker jeg over, om der mangler noget her i hjemmet, og jeg tænker over, at jeg også har et ansvar for samfundet.

Selvom min fætter synes, at hans situation er håbløs, ved han godt, at han klarer sig bedre end mange andre. Han har trods alt et arbejde modsat de 1,3 millioner grækere, 26,6 procent af befolkningen i den arbejdsdygtige alder, der i dag står uden job. I Grækenland betegnes man først officielt som fattig, hvis ens årlige indkomst er 42.489 kroner om året eller derunder. 2,5 millioner mennesker af en befolkning på 11 millioner levede i risiko for fattigdom i 2012. Det svarer til 23 procent. I dag er tallet formentlig højere. Min fætter er langt fra at være én af dem.

De vil ikke leve af krummer

Lørdagen efter jeg er ankommet til Athen, tager jeg sporvognen ind til centrum. Ved Syntagma-pladsen foran parlamentet holder en politibus. Seks politimænd med skudsikre veste og knipler står tilbagelænet og småsnakker, men ellers er pladsen næsten tom for mennesker. Det ændrer sig om få timer, hvor den vil fyldes af utilfredse demonstranter. Det er sket mange gange før, at grækerne går på gaden for at protestere. Den 5. maj 2010 var en af de gange, hvor det gik særligt voldsomt for sig. Den dag samledes tusindvis af mennesker i protest mod regeringen, der tre dage forinden havde vedtaget en kontroversiel spareplan, der sikrede landet en lånepakke på 110 milliarder euro fra EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond, en treenighed bedre kendt som Trojkaen. Protesterne forvandlede sig til voldsomme gadekampe mellem politi og demonstranter. Vrede aktivister kastede en molotovcocktail ind i en bank nær Syntagma-pladsen. Det kostede tre ansatte livet.

Nu står jeg foran ruinerne. Udefra kan jeg se det afsvedne tapet og resterne af vægge, der er faldet sammen. De engang hvide snirkler omkring vinduerne er dækket af et sort lag sod. Afspærringen omkring banken er overmalet med rød graffiti og ordet anarki. Bag mig kan jeg høre højrøstede stemmer og sang. Grækerne er igen på gaden.

Da jeg begynder at gå tilbage mod Syntagma-pladsen, bliver jeg omringet af flere og flere mennesker. Jeg går iblandt dem mod parlamentet. Mit hjerte hamrer. Jeg tænker på banken i flammer. På maskerede demonstranter, der kaster brosten og røgbomber. På betjente, der slår folk med knipler, og på hærgede gader og ødelagte forretninger. Mine håndflader er svedige. Nogle af demonstranterne har bannere, andre har megafoner. Budskabet er det samme.

"Stop jeres nedskæringer. Vi vil ikke leve af krummer".

"I har taget vores fremtid, men vi står sammen".

"I skider på os. Kom i gang med at sikre arbejde til folket".

"Ingen skal arbejde for under 750 euro om måneden".

En pige deler pamfletter og det kommunistiske græske dagblad Rizopastis ud og rækker mig et eksemplar. Bag demonstrationen står blandt andre den militante og faglige arbejderorganisation PAME, der primært samler kommunistiske arbejdere.

Heldigvis bliver situationen i dag ikke så slem som i 2010. Da vi når Syntagma-pladsen og parlamentet, bløder stemningen op. Der er ingen sammenstød mellem politi og demonstranter. Tværtimod står folk og småsnakker, og der dufter af grillede majs og kastanjer fra gadeboderne. Fra højtalere spilles der musik af Mikis Theodorakis. Nationalmusikeren, der kæmpede i modstandsbevægelsen under anden verdenskrig og mod militærjuntaen i 70'erne og i dag står som et symbol for det græske folks frigørelse. Jeg bliver der i et par timer, før jeg tager tilbage til Nea Smirni. Sporvognene kører ikke på grund af demonstrationen, så jeg må tage en taxa. Vi kører et par hundrede meter og holder for rødt.

- Kan du ikke slå taxametret til?, spørger jeg.

- Det er desværre i stykker i dag, svarer han.

Slut med gavmilde pensioner

Om aftenen ser jeg i nyhederne, at 100.000 grækere var samlet ved demonstration. Jeg sidder i min faster Leta og onkels Georgios ferskenfarvede stue. Lige over mit hoved hænger et stort billede af en idyllisk skovsø i en ornamenteret guldramme. Til venstre for mig, på skænken i massivt kirsebærtræ, står en vase med kunstige blomster og en porcelænsfigur, der forestiller jomfru Maria med jesusbarnet. Sofaen, jeg sidder på, er dækket af et lagen, så den ikke bliver slidt, og foran mig står et stort Panasonic fladskærmsfjernsyn.

Min faster skifter kanal. Nu handler det om, at der er 17 millioner euro på højkant i lotto. En præmie, der ifølge tv-værten, har fået tusindvis af håbefulde grækere til at smutte i kiosken efter kuponer. Min faster har også spillet, men kun for én euro, for økonomien er stram.

Min faster Leta er 60 år. Det er ti år siden, hun gik på pension. Den officielle pensionsalder før krisen var 65 år, men dengang bestod Grækenlands pensionssystem af et mylder af forsikringsordninger alt efter, hvor man var ansat. Min faster var ansat hos et stort teleselskab, og her gjaldt reglen, at når man havde været ansat i 20 år, kunne man gå på pension, så det gjorde min faster. I en alder af 50 år. Endda til en generøs udbetaling, der lød på det samme som lønnen, da hun arbejdede. 11.910 kroner om måneden.

- I dag kan jeg godt se, at det var naivt. Men dengang var der ingen, der stillede spørgsmål. Havde jeg vidst, at situationen ville blive så dårlig, var jeg blevet på arbejdsmarkedet og havde truffet nogle andre beslutninger. Men hvor er vores politikere i alt det her? Vi har manglet nogen, der gik forrest og satte det gode eksempel, siger hun.

I dag er det slut med de gavmilde pensioner. Da Trojkaen besluttede at give Grækenland lånepakkerne, fulgte foruden pengene en række krav til, hvad grækerne måtte gøre til gengæld. Et af kravene var, at landet skulle gennemføre en omfattende pensionsreform, så i dag er pensionsudbetalingerne skåret med mellem 20 og 40 procent, den officielle pensionsalder er hævet til 67 år, og man skal nu have været på arbejdsmarkedet i 40 år for at få fuld pension.

Min faster får i dag udbetalt 9528 kroner om måneden, og hendes pension beskæres yderligere fem procent i år.

Frygten for fremtiden

Min onkel Georgios har ingen indtægt. Han blev fyret fra sit job som pedel for et år siden. Da han hverken havde nogen pensionsordning eller havde været ansat længe nok, kunne han ikke få pension. Om to år når han fylder 67, kan han få en lille smule fra staten. Modsat resten af familien er det ikke bekymringerne, der holder min onkel vågen om natten. Det er vreden.

- Jeg har betalt min skat i alle de år. Vores velfærdssystem er måske lige så dyrt som det danske, men når man har brug for hjælp, viser det sig, at systemet er komplet udueligt og mangler økonomiske ressourcer. Hvor er pengene forsvundet hen? Ned i griske politikeres lommer. Jeg bildte mig ind, at Grækenland havde demokrati. Nu ved jeg, at det er det rene sludder. Vi har haft et diktatur, hvor politikerne har gjort, som de ville og betalte folk for at holde kæft. Hvis de, der skal forestille at styre landet, er sådan nogle plattenslagere, hvad kan man så forvente af befolkningen?

Min onkel skubber højlydt stolen tilbage og rejser sig. Min faster og onkel har i dag udgifter for 11.906 kroner. Min fasters pension alene er ikke høj nok til at forsørge dem. Det kan ikke køre rundt, hvis deres børn flytter hjemmefra. Foruden min fætter Vasilis, bor også min 31-årige kusine Sofia hjemme. Hun arbejder 40 timer om ugen på et apotek til en månedsløn på 3721 kroner. Det er en smule over mindstelønnen, og for mig lyder det ikke særlig godt, men min kusine er bare glad for, at hun har et arbejde. Hun fik jobbet i maj efter at have været arbejdsløs i to år.

- Da havde jeg det virkelig skidt, men nu har jeg i det mindste noget at stå op til, siger hun.

Hjemme hos min familie snakker de ofte om krisen. Om deres situation.

- Vi er meget bekymrede, for hvad hvis det bliver værre? Hvis der kommer flere nedskæringer, eller hvis Sofia og Vasilis mister jobbet. Hvordan skal det så køre rundt? Jeg tænker hele tiden på, at vi skal spare. Vi køber ikke tøj, går ikke ud, gør ingenting. Vi skal ikke bruge penge på noget, medmindre det er meget vigtigt. Jeg sover ikke om natten, og jeg har mistet lysten til alting. Jeg ser simpelthen ikke noget håb. Ikke i min levetid, siger min faster.

I de gode tider, da det var let at låne penge i banken, købte min faster og onkel to lejligheder foruden den, de selv bor i. Men med den nuværende situation er det svært, nærmest umuligt, at få lejlighederne solgt til en pris, der dækker de lån, de tog for at købe lejlighederne. I dag genererer lejlighederne ikke længere indtægter til min faster og onkel. Ejendomsskatterne er steget, og de har været nødt til at sænke huslejen for lejerne, så de har råd til at blive boende, og så er der frygten. Frygten for at lejerne mister jobbet og ikke kan betale huslejen.

- Det tør jeg slet ikke tænke på. Vi skulle aldrig have lånt penge og købt lejlighederne. Vi var alt for optimistiske og rundhåndede med pengene. Vi skulle have tænkt på, at der kunne komme dårligere tider.

Den græske mentalitet

Efter seks dage i Athen forstår jeg bedre, hvordan krisen har ramt min familie. At de var medvirkende til at låne og bruge for mange penge i de gode år og nu må betale en høj pris. Men EU beder ikke bare grækerne og min familie om at betale regningen. EU beder dem også om at ændre deres mentalitet. Den mentalitet, der i alt for mange år har fået mange grækere til at gøre deres bedste for at snyde systemet ved at give og modtage bestikkelse og ved at undlade at betale skat, når man kunne slippe af sted med det.

For at forstå den mentalitet må man stifte bekendtskab med begrebet "fakelaki", der direkte oversat til dansk betyder "små konvolutter" af den slags, der bliver betalt under bordet. Grækenland har været EU's mest korrupte land, og mange steder kunne man komme langt med de små konvolutter. For eksempel kunne de sikre, at man kom hurtigere i behandling på hospitalerne, fik den byggetilladelse man gerne ville have, eller var helt sikker på at man nu også bestod køreprøven. Den sorte økonomi skønnedes til at være mellem 30-40 procent af landets økonomi før krisen.

Min onkel fortæller for eksempel om dengang, han skulle opereres for brok. Han kendte en, der kendte en god læge, og så betalte min onkel lidt ekstra penge for nu at være sikker på at få den gode læge. Min faster tilføjer, at min farmor indimellem betalte lægen en ekstra skilling for at få en seks måneders recept på medicin frem for kun at få en recept til tre måneder. Hvorfor gjorde I det, spørger jeg. Men det er der ingen i min familie, der rigtig ved.

- Det var bare sådan, det var. Mange gjorde det uden at tænke over det. For os var det ikke bevidst for at snyde staten. Det hele var bare skævt og ingen satte spørgsmålstegn ved det, siger min faster.

Så enkelt kan det da ikke være, tænker jeg.

Ingen tiltro til staten

For at blive klogere på den græske mentalitet, mødes jeg med Nick Malkoutzis. Han er journalist og chefredaktør for avisen Kathimerini og for webmediet Macropolis, hvor han analyserer udviklingen i Grækenland.

Vi mødes på en café i centrum af Athen og bestiller espresso. Regningen kommer på bordet før kaffen. Før krisen var det sjældent, at kvitteringen overhovedet kom på bordet, men nu hænger der skilte i caféernes ruder, hvor der står, at hvis kunden ikke får kvitteringen, skal han ikke betale. Jeg stiller Nick Malkoutzis det samme spørgsmål, som jeg også stillede min familie: Hvorfor er bestikkelse så udbredt i Grækenland?

- Fordi det altid har virket, er hans korte svar.

Men det er mere kompliceret end som så. Nick Malkoutzis fortæller mig om den klare forskel mellem det danske og græske samfund. I Danmark har vi tradition for at tænke på fællesskabet og betale skat, fordi vi ved, at pengene går til velfærd, der kommer os til gode, når vi har brug for det. Sådan er det ikke i Grækenland. Efter mange års besættelse har grækerne historisk erfaring med, at det ikke kan betale sig at stole på staten. I stedet har man orienteret sig mod familien, når man havde brug for hjælp.

- Vores eneste bekymring har været, at vi skulle passe på vores familie. Hvis bare familien har det godt, så pyt med resten af samfundet, og det har været skadeligt. I 1980'erne da partierne Nyt Demokrati og Pasok kom til magten, tog de familiementaliteten med sig i regeringen og skabte en udveksling af tjenester. Hvis bare du stemmer på mig, så skaffer jeg dig et job i den offentlige sektor, vender det blinde øje til den ulovlige tilbygning du bygger og lader dig slippe for at betale skat, siger Nick Malkoutzis.

Kammerateriet slog lige så stille sine beskidte rødder overalt i samfundet og skabte en kæmpe ineffektiv offentlig sektor. For mange grækere blev det normalt, at man måtte spille efter disse regler for at overleve.

- Forestil dig, at du er den eneste, der overholder reglerne og hver dag må kæmpe, mens du ser dine naboer gøre det modsatte. Hvor længe kan du så fortsætte?

I dag er det langsomt ved at gå op for grækerne, at de kan og skal leve uden bestikkelse og tjenester, hvis de vil gøre sig forhåbninger om et bedre system og en bedre fremtid for landet. Der er sket en reduktion i omfanget af bestikkelse, men det kan være svært at sige, om det skyldes en mentalitetsændring, eller at grækerne, staten og den politiske elite har fået færre penge at bestikke med. Formentlig begge dele, mener Nick Malkoutzis.

Min familie tilkendegiver, at deres syn på bestikkelse har ændret sig.

- Selvom vi kun har gjort det meget få gange, så har vi det dårligt med det i dag, og det sker aldrig igen. Man kan ikke bygge et godt samfund på bestikkelse, siger min faster.

Men mentalitetsændringen er langt fra slut. At opbygge tillid til staten og politikerne vil tage lang tid. Måske generationer.

Der er dog tegn på, at grækerne er ved at bryde ud af den indædte familiementalitet og føle mere solidaritet med deres omverden. For eksempel er antallet af frivillige og organisationer, der hjælper folk i nød, steget.

I dag behandles hvert år omkring 10.000 mennesker på frivillige klinikker, ligesom mange grækere må ty til suppekøkkener for et gratis måltid mad.

"Jeg tænkte på at tage mit liv"

Det frivillige arbejde får jeg selv syn for, da jeg på vej hjem går gennem Athens bydel Psiri. Der er huller i vejen, og mange steder ligger der skrald og flyder. Der er skodder for vinduerne i de grå betonboligblokke og en duft af karry fra gadekøkkenerne. Der er små forretninger, der sælger kopivarer fra Kina og andre forretninger, der veksler desperate grækeres guldsmykker til penge. Fra en butik midt i det hele, står en masse mennesker i kø. "Hjertets supermarked", står der på skiltet. Her kommer de fattige for at få gratis brød, pasta og kaffe, som frivillige deler ud.

For min familie står det endnu ikke så skidt til, at de må stå i kø for at få gratis mad, men den 52-årige Elli risikerer at blive en af dem. Det havde hun aldrig forestillet sig før krisen.

Elli er en ven af mine forældre. Hun har hverken mand eller børn. Indtil 2011 var hun afdelingsleder for et sengetøjsfirma og tjente 14.879 kroner om måneden. Men så en dag, uden varsel, gik firmaet konkurs, og hun blev fyret. Fra at have været ansat i 22 år var hun pludselig ledig i en krisetid.

- Den dag gik mit liv i stykker. Jeg var bange, rigtig bange. Jeg søgte alverdens job. Alt, hvad jeg kunne finde, men jeg fik ikke noget.

I et år kunne Elli få 2679 kroner om måneden i understøttelse, men da det var slut, var hun på spanden. I Grækenland kan man kun få arbejdsløshedsunderstøttelse i op til 12 måneder. Herefter må man klare sig selv. Pludselig var hun ude af stand til at betale husleje, ude af stand til at betale regninger og mad. Hun måtte opsøge familie og bekendte for at få noget at spise.

- Det var ydmygende. Hele livet har jeg været vant til at klare mig selv.

Og så var det, at tanken strejfede hende.

- Jeg tænkte på at tage mit eget liv. Det ville være så let at gøre en ende på det hele og slippe for bekymringerne.

Det blev ved tankerne, for en dag for et år siden fik Elli et job i et andet sengetøjsfirma. Men glæden var kortvarig. I dag tjener hun 3535 kroner om måneden. Det er under fattigdomsgrænsen. Lønnen får hun endda kun, hvis hun er heldig. Hun har endnu ikke fået løn for september og oktober. Hver måned må hun tigge om at få sin løn, og hun har ikke kunnet betale sin husleje i månedsvis. Hun kan blive smidt ud hvert sekund.

Jeg spørger Elli, om hun synes, at hun også selv er ansvarlig for Grækenlands situation. For sin situation.

- Selvfølgelig. Som alle andre. Mit ansvar er, at jeg har været for naiv. Stillet for få krav til politikerne og systemet. Men jeg har også arbejdet i hele mit liv og betalt den skat, jeg skulle. Jeg har aldrig betalt penge under bordet, siger hun og fortsætter:

- Jeg forventer ikke et liv i luksus. Jeg vil bare have et anstændigt liv. Et liv, hvor frygt og bekymringer ikke holder mig vågen hver nat. Nogle gange tænker jeg stadig på, at det ville være lettere at gøre en ende på det hele.

Elli har ikke fået en psykologs ord på, at hun har en depression, men selv er hun ikke i tvivl om, at det har hun, og hun er ikke alene.

I 2008 led 3,3 procent af grækerne af klinisk depression. I 2013 var tallet steget til 12,3 procent. Fyringer, lønnedskæringer og stigende skatter, har sat sine spor på grækernes mentale helbred.

Før jeg rejste til Grækenland, syntes jeg, at grækerne havde levet over evne. Det synes jeg stadig. Men i dag ser jeg mere nuanceret på det. Bag statistikkerne og reformerne er der mennesker. Min familie. Mennesker hvis liv er smuldret. Jeg troede, jeg skulle til Grækenland for at få min familie til at vedkende sig deres samfundsskadelige mentalitet og til at fortælle mig, at den har ændret sig. Og det gjorde de. Men de fortalte også om de vågne nætter, bekymringerne og håbløsheden. Den side af krisen har vi ikke hørt meget om, for fortællingen om Grækenland og krisen blev sat fra start, og fortællingen gik ofte på, at krisen var selvforskyldt. Og med god grund måske.

For der er en krog, man kan hænge de kulturelle stereotyper på. Politikerne pyntede på landets økonomi, politikerne lagde velmenende grækeres skattepenge i lommerne på venner og bekendte til gengæld for stemmer, og politikerne skabte et stort ineffektivt system, der ikke formåede at servicere borgerne, når der var brug for det. Mange grækere, ikke alle, betalte gennem årene under bordet eller undlod at betale skat. En stor del af krisen er grækernes egen skyld. Det er bare ikke hele historien om Grækenlands krise, mener Nick Malkoutzis.

- I begyndelsen af 2011 gik Tysklands kansler, Angela Merkel, ud og sagde, at grækerne var det folk, der holdt flest fridage. Det viste sig at være forkert, men billedet af de dovne grækere hang ved og gør det stadig den dag i dag. Jeg tror, at den politiske elite kunne lide det billede, fordi det gjorde det muligt at skjule andre problemer bag det. For eksempel hvordan det overhovedet kunne lade sig gøre, at EU ikke spottede et medlemslands problem tidligere. Hvorfor skulle der gå så mange år? Eller de tyske og franske bankers adfærd med at låne penge til Grækenland uden at sikre sig, at staten og bankerne kunne betale tilbage, siger han.

Min familie er i hvert fald ikke enige i, at de er dovne.

- Det er måske rigtigt, at mange grækere kun arbejdede for at leve og ikke levede for at arbejde. Men jeg synes ikke, at vi er dovne. Vi har arbejdet hele vores liv og betalt vores skat. Ja, måske gik jeg på pension for tidligt, men det skyldtes ikke dovenskab. Det skyldtes en tradition og et system, der gjorde det muligt, siger min faster.

Ingen bedring i sigte

Hvad så nu, hvordan går det egentlig Grækenland i dag? Svaret er, at nogle ting er blevet bedre.

I 2014 havde Grækenland for første gang økonomisk vækst siden 2008. Den var omkring en halv procent. Men zoomer man ud, er bruttonationalproduktet faldet med 25 procent siden krisen brød ud. Arbejdsløsheden er også så småt begyndt at falde. Nu er den 26,6 procent, cirka en procent mindre end for et år siden.

Det er selvfølgelig positivt, at arbejdsløsheden falder, men før krisen var den under ti procent. Disse ændringer i den store samfundsøkonomi betyder meget lidt for den person, der har mistet sit job, den person, der ikke får sin løn til tiden og den person, der betaler 15-25 procent mere i skatter og afgifter.

Min familie og mange andre synes, at kravene fra Europa har været for hårde, og de tror ikke på fremgang. Selv kan jeg godt sætte mig ind i, hvor dramatisk omvæltningen må føles for et land, der troede, at det var gået ind i sin guldalder. Krisen har også ført til vrede over for politikerne, som min familie ikke tøver med at kalde løgnere og bedragere.

- Nogle gange synes jeg, at politikerne skulle hænges på Syntagma-pladsen. De har forrådt deres befolkning og indvilget i en kur, som har været alt for hård, mens de selv og resten af eliten fortsat hæver en stor løn. Jeg tror, at de en dag vil blive straffet hårdt for deres korruption og magtmisbrug. Vi er magtesløse. Vi kan ikke banke på deres dør og snakke med dem. Det eneste, vi har, er vores stemme til valget, siger min faster.

Min familie har siden krisen brød ud brugt deres stemme til at straffe regeringen. Ved parlamentsvalget i 2012 gjorde de som 425.980 andre grækere. De satte krydset ved det højrenationale parti Gyldent Daggry.

Senere kom det frem, at højtstående medlemmer af partiet havde været involveret i mord og voldelige overfald. I dag sidder flere af partiets parlamentsmedlemmer i fængsel.

- Dengang vidste vi ikke bedre. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at de kunne finde på de ting. Nu kan jeg se, at de er kriminelle, og de får ikke min stemme igen, siger min faster.

Ved valget den 25. januar satte min familie krydset ved det venstreorienterede parti Syriza.

- De har lovet, at der ikke bliver skåret mere i pensionerne, og at lønningerne skal hæves. Jeg ved ikke, om jeg kan stole på det, men jeg havde ikke andet valg end at stemme på dem, siger min faster.

- Vi trænger til nyt blod i regeringen. Indtil vi får et nyt system og nye politikere, vil der være uro i Grækenland, supplerer min fætter.

Men frygter de ikke, hvad der vil ske, nu hvor Syriza er kommet til magten og lægger en kurs, der kan rage uklar med EU, vil jeg vide.

- Det er et godt spørgsmål. Måske er vi ikke stærke nok til at være en del af euroen. Måske er det bedst at komme ud af samarbejdet. Måske bliver situationen værre, hvis det sker. Jeg ved det ikke. Der er ikke noget svar. Det er jo en kæmpe usikkerhed. Jeg ved bare, at vi snart ikke kan holde til mere, siger min faster.

Et værelse i Danmark

På min sidste aften i Grækenland tager min fætter mig med på en tur. Det er på den tur, jeg tager mod til mig og spørger:

- Hvorfor rejser du ikke fra Grækenland som så mange andre?

Jeg spørger, fordi jeg har læst, at 120.000 unge allerede har forladt den synkende skude i håbet om en bedre fremtid i et andet land, og fordi jeg ved, at min fætter synes, fremtiden er håbløs. Min fætter tænker over spørgsmålet i nogle sekunder, før han svarer.

- Det er mit land. Her er jeg født, og her har jeg min familie.

Han tænker lidt mere og siger så:

- Jeg har jo også et job og et sted at bo. Måske ville jeg gøre det, hvis jeg havde en uddannelse. Lægerne og ingeniørerne kan måske få et bedre liv i udlandet, men sådan nogle som mig, vi må blive i Grækenland. Vi ville ikke klare os bedre i udlandet.

Kort tid efter kører vi tilbage til Nea Smirni. Vi tager afsked, og min fætter skal til at køre, da han ruller vinduet ned. Han griner og siger:

- Kusine, du må hellere have et værelse klar i Danmark for en sikkerheds skyld, hvis situationen her bliver værre. Måske skifter jeg mening.

Jeg tænkte på at tage mit eget liv. Det ville være så let at gøre en ende på det hele og slippe for bekymringerne.
Elli
Elli
Demonstration i Athen den 1. november. Omkring 100.000 mennesker var på gaden for at protestere mod regerings nedskæringer.
Demonstration i Athen den 1. november. Omkring 100.000 mennesker var på gaden for at protestere mod regerings nedskæringer.

Sådan blev artiklen til

  • Artiklen er skrevet på baggrund af 11 dages ophold hos journalistens familie i Athen.
  • Baggrundsinformationerne i artiklen stammer blandt andet fra statistikker fra Grækenlands statistikbank Hellenic Statistical Authority, Transparency International Greece, Eurostat og OECD og fra interviews med Tom Kristensen, forsker i græsk samfundsudvikling og ekstern lektor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet, samt Caroline Rubow, souschef på den danske ambassade i Athen.

Grækenland i EU

  • Grækenland blev optaget i EU i 1981. Optagelsen skete før de såkaldte københavnerkriterier blev indført, og landet kom således med på mere lempelige krav, end der i dag stilles til ansøgere.
  • Københavnerkriterierne, der blev indført i 1993, er de betingelser, ansøgerlandene i dag skal opfylde for at blive medlem af EU.
  • De dikterer blandt andet, at eventuelle medlemslande skal have stabile institutioner, der sikrer demokrati og en velfungerende markedsøkonomi.

Kilde: eu-oplysningen.dk

Grækenland og euroen

  • I 2001 blev Grækenland optaget i Eurozonen.
  • For at kunne indføre euroen, er der fem kriterier, et land skal leve op til. De kaldes konvergenskriterierne.
  • Et af kriterierne er, at underskud på offentlige budgetter ikke må være mere end tre procent.
  • Senere kom det frem, at grækerne havde pyntet på papirerne, så det så ud som om, de levede op til kravene.

Kilde: eu-oplysningen.dk

Fakelaki

  • Fakelaki er et græsk udtryk for bestikkelse.
  • I 2012 var Grækenland det EU-land, der lå længst nede på listen over verdens mest korrupte lande. Grækerne delte således en 94. plads med lande som Indien og vestafrikanske Benin.
  • En helt ny opgørelse fra december 2014 viser, at Grækenland i dag ligger nummer 69 med lande som Bulgarien og Italien.

Kilde: Transparency International


Græsk parlamentsvalg

  • Søndag den 25. januar 2015 var der parlamentsvalg i Grækenland.
  • Valgets store sejrherre blev det venstreorienterede parti Syriza, der fik 36,3 procent af stemmerne og 149 af 300 sæder i parlamentet. Det betyder, at partiet lige præcis ikke fik nok sæder til at danne regering selv.
  • Syriza er derfor gået sammen med højrepartiet De Uafhængige Grækere, der fik 13 sæder til valget. Dermed er flertallet på plads.
  • Grækenlands nye regeringsleder bliver Syriza-formand Alexis Tsipras.
  • Regeringspartierne er enige om at være imod EU's sparekrav og ønsker, at EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond skal sænke nogle af de hårde nedskæringskrav til Grækenland, så landet får luft til at forbedre de sociale forhold.

Min faster Leta og onkel Georgios. Min faster gik på pension som 50-årig.   Min onkel har ingen indtægt. Han blev fyret fra sit job som pedel og kan ikke få noget fra staten, før han om to år fylder 67.
Min faster Leta og onkel Georgios. Min faster gik på pension som 50-årig. Min onkel har ingen indtægt. Han blev fyret fra sit job som pedel og kan ikke få noget fra staten, før han om to år fylder 67.



Hjemløse sover på stranden i Athen, mens turister tager sig en dukkert. Antallet af hjemløse er steget, siden krisen brød ud, ligesom mange almindelige grækere må gå til suppekøkkener eller frivillige klinikker for at få mad og gratis lægehjælp.
Hjemløse sover på stranden i Athen, mens turister tager sig en dukkert. Antallet af hjemløse er steget, siden krisen brød ud, ligesom mange almindelige grækere må gå til suppekøkkener eller frivillige klinikker for at få mad og gratis lægehjælp.
Ruinerne af Marfin Egnatia Bank i centrum af Athen står der endnu. Demonstranter kastede molotov cocktails mod banken tilbage i 2010. Tre bankansatte omkom.
Ruinerne af Marfin Egnatia Bank i centrum af Athen står der endnu. Demonstranter kastede molotov cocktails mod banken tilbage i 2010. Tre bankansatte omkom.
Elli i sin lejlighed i Agia Paraskevi. Hun tjener under mindstelønnen og er en af de mange mennesker, der lever i fattigdom. Hun kan ikke være sikker på, at få udbetalt sin løn hver måned og risikerer dermed at blive smidt ud af sin lejlighed hvert øjeblik.
Elli i sin lejlighed i Agia Paraskevi. Hun tjener under mindstelønnen og er en af de mange mennesker, der lever i fattigdom. Hun kan ikke være sikker på, at få udbetalt sin løn hver måned og risikerer dermed at blive smidt ud af sin lejlighed hvert øjeblik.
Knus nazisterne står der skrevet på muren. Grækenland har siden krisens start oplevet en politisk polarisering, hvor blandt andet det højreradikale parti Gyldent Daggry er stormet frem. Senere er det kommet frem, at højtstående medlemmer af partiet har været involveret i mord og voldelige overfald.
Knus nazisterne står der skrevet på muren. Grækenland har siden krisens start oplevet en politisk polarisering, hvor blandt andet det højreradikale parti Gyldent Daggry er stormet frem. Senere er det kommet frem, at højtstående medlemmer af partiet har været involveret i mord og voldelige overfald.
Min 31-årige kusine Sofias syv kvadratmeter store værelse i min faster og onkels lejlighed. Sofia har aldrig boet for sig selv. Hun venter med at flytte hjemmefra til den dag, hun skal stifte familie.
Min 31-årige kusine Sofias syv kvadratmeter store værelse i min faster og onkels lejlighed. Sofia har aldrig boet for sig selv. Hun venter med at flytte hjemmefra til den dag, hun skal stifte familie.
Frihed til at drømme står der skrevet på denne husmur i centrum af Athen.
Frihed til at drømme står der skrevet på denne husmur i centrum af Athen.
Det lille køkken i Ellis lejlighed i Agia Paraskevi. Hun har hverken mand eller børn, så lejligheden på 60 kvadratmeter er fin til hende, synes hun.
Det lille køkken i Ellis lejlighed i Agia Paraskevi. Hun har hverken mand eller børn, så lejligheden på 60 kvadratmeter er fin til hende, synes hun.
Det græske parlament troner over Syntagma-pladsen, hvor der så ofte har været afholdt demonstrationer.
Det græske parlament troner over Syntagma-pladsen, hvor der så ofte har været afholdt demonstrationer.
Stranden og gaderne flyder mange steder med affald og afbrændte ting.
Stranden og gaderne flyder mange steder med affald og afbrændte ting.
Sofia arbejder fuldtid på et apotek til 3721 kroner om måneden. Jobbet har hun haft i otte måneder. Før det gik hun arbejdsløs i to år. I dag er hun bare glad for, at hun modsat mange andre grækere har et arbejde.
Sofia arbejder fuldtid på et apotek til 3721 kroner om måneden. Jobbet har hun haft i otte måneder. Før det gik hun arbejdsløs i to år. I dag er hun bare glad for, at hun modsat mange andre grækere har et arbejde.
Min fætter Vasilis' værelse på syv kvadratmeter store værelse i lejligheden i Nea Smirni. Væggene er stadig blå og mange af tingene fra barndomsværelset står der stadig. Det er et par år siden, han flyttede hjem igen. Han havde ikke længere råd til at bo for sig selv.
Min fætter Vasilis' værelse på syv kvadratmeter store værelse i lejligheden i Nea Smirni. Væggene er stadig blå og mange af tingene fra barndomsværelset står der stadig. Det er et par år siden, han flyttede hjem igen. Han havde ikke længere råd til at bo for sig selv.
Overalt i Athen er der tomme butikslokaler, der lejes ud. Krisen har været hård ved små selvstændige, der må dreje nøglen om.
Overalt i Athen er der tomme butikslokaler, der lejes ud. Krisen har været hård ved små selvstændige, der må dreje nøglen om.
Overalt i Athen er der tomme butikslokaler, der lejes ud. Krisen har været hård ved små selvstændige, der må dreje nøglen om.
Overalt i Athen er der tomme butikslokaler, der lejes ud. Krisen har været hård ved små selvstændige, der må dreje nøglen om.

Min græske familie og kampen mod krisen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce