Med til bådbygning: Hjerting Kanelaug puster vind i sejlene på æ'kårn

Fire medlemmer af Hjerting Kanelaug til bådbygning onsdag aften. Formand Kim Madsen (tv.) for Hjerting Kanelaug har netop sendt en ansøgning afsted om at blive optaget på Unescos liste over immateriel kulturarv, der blandt andet har gamle håndværk fra hele verden på listen. Foto: Mette Pørtner Jensen

Med til bådbygning: Hjerting Kanelaug puster vind i sejlene på æ'kårn

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Da træjollen med navnet Hjerting Kanen var ved at blive et særsyn i Ho Bugt, tog en gruppe hjertingborgere sagen i egen hånd og pustede liv i det gamle håndværk. I dag har foreningen Hjerting Kanelaug et bådhus og et værksted, hvor flere medlemmer mødes hver uge for at høvle og klinke kanerne klar til at sætte sejl til sommer.

Hjerting Bådhus ligger med direkte udsigt til Ho Bugt. Her har foreningen Hjerting Kanelaug et ideelt udgangspunkt for at tage ud på vandet i de historiske Hjerting kaner, som formand Kim Madsen regner med er klar til søs til maj. Det er dog ikke alle kanerne, der er helt sejlduelige. Et par af de fladbundede træjoller får hver onsdag aften en kærlig hånd, når laugets medlemmer mødes om bådbygning i et værksted, der ligger nordpå i naturområdet Marbæk Klitplantage.

Kim Madsen kommer gerne hver onsdag, og han holder af den omkring tre kilometer lange køretur fra Hjerting til værkstedet. Denne aften har han fået selskab af avisens journalist. Vi kører gennem lyng og hede. Meget af vejen kan vi skimte havets horisontlinje. Kim Madsen er født og opvokset i Hjerting og efter at have boet på Sjælland i mange år, flyttede han med sin familie tilbage til området i 2008. Det var i den forbindelse de første frø blev plantet til Hjerting Kanelaug. Dengang annoncerede han over for sin familie:

- Jeg skal have en Hjerting Kane.

Det skulle dog vise sig at være lettere sagt end gjort. For der var næsten ikke flere tilbage, men så fik han en idé.

- Måske var der andre end mig, der havde samme tanke. Andre der ledte efter en kane, husker Kim Madsen.

Derfor skrev han til den lokale avis, Hjerting Posten, som også bragte hans telefonnummer. Efter en uges tid havde han modtaget cirka 30 opkald. Sjovt nok var mange af dem fra hans barndomsvenner. Det blev klart for Kim Madsen, at arven efter Hjerting kanerne havde potentiale til at blive genoplivet. Og sådan gik det til, at foreningen Hjerting Kanelaug blev stiftet i 2011.

Hjerting Kanelaug
Blev stiftet i 2011 af en lille gruppe esbjergensere, da de opdagede, at der kun var en enkelt sejldygtig kane tilbage.Foreningens formål er primært at bygge nye Hjertingkaner, men også at vedligeholde flere bevaringsværdige, gamle kaner, som foreningen har fundet gennem de sidste otte år.

I dag har foreningen 42 medlemmer og otte sejldygtige kaner.

Et medlemskab koster 350 kroner om året pr. person og giver mulighed for at sejle i kanerne og adgang til Hjerting Bådhus (også kaldet Æ'Bådslæw), som også lægger hus til søndagscafé, hvor alle er velkomne.

Det bliver også brugt af lokale børnehaver. På den måde håber foreningen, at børnene får et forhold til kulturen omkring kanerne og måske senere får lyst til at tage aktivt del i at holde kulturarven i live.

Hver onsdag aften mødes de medlemmer, der har lyst, til bådbygning i Myrthuegård, der er kommunens naturformidlingscenter.

Adressen for Hjerting Bådhus er Hjerting Strandvej 23, 6710 Esbjerg V.

Læs mere på www.hjerting-kanelaug.dk.
Kristian Venø er i gang med at skrabe maling af kanen Sebias, før den kan få et nyt lag linoleumsmaling. Foto: Mette Pørtner Jensen
Kristian Venø er i gang med at skrabe maling af kanen Sebias, før den kan få et nyt lag linoleumsmaling. Foto: Mette Pørtner Jensen

Til havs med historien

Siden da har de medlemmer, der har haft lyst, mødtes hver onsdag aften for at reparere og bygge på kaner. Det er blevet til omkring én sejlklar kane om året. Foreningen har nu otte kaner, som et bådslæw ved bådhuset i Hjerting sørger for kommer til havs. Og der kan være mange grunde til at tage ud på vandet. Fiskeri er en af dem, for at nyde naturen er en anden og at tage på tur til for eksempel Fanø en tredje. Men det er også følelsen af at sejle i en træjolle med en historie bag sig, og som man selv har arbejdet for at gøre sejlduelig, der lokker medlemmerne af kanelauget til at mødes hver onsdag aften.

- Som barn i 70'erne kan jeg huske, hvordan kanerne lå på rad og række ved stranden. I hybenbuskene gemte årene sig som regel. Sådan noget vidste man som barn dengang, derfor tog vi tit en tur på vandet. Der var aldrig nogen, der sagde noget til det. Det kunne være hyggeligt, hvis børn i dag kan få samme oplevelse. Det er en kulturarv, som vi gerne vil bringe videre, fortæller Kim Madsen på køreturen gennem klitplantagen.

Det er aften i slutningen af marts, og der er ingen gadelygter. Det eneste lys er stjernerne på himlen og bilens forlygter, der fanger pilende mus og halen af en bambi, inden den hopper i skjul. I skovens stille aftenmørke er det svært at forestille sig livet i værkstedet, der ligger i Myrthuegård, før man træder ind ad døren. Her skramler værktøj, en bådmotor starter og slukker, og snakken går. Denne aften er ni medlemmer i gang med flere reparationer. Fire af dem står bøjet ind over en kane med navnet Langli. Den skal have en ny motor. Eller som en af medlemmerne formulerer det.

- En ny, gammel motor.

Den brugte motor af mærket Yanmar er allerede monteret i bunden. Nu er det næste skridt at gøre plads til brændstof og gøre den fjernstyret. Men det haster ikke mere, end det jager. For bådbygning skal ikke være en sur pligt, men noget man hygger sig med.

Historien om æ'kårn: fra Portugal til Hjerting
Det var en ung skibstømrer ved navn Kristian Thomsen (senere kaldt Kresten Hunderup), der bragte håndværket bag Hjerting kanen (også kaldet æ'kårn) til Esbjerg.Han drog på langfart omkring 1870, og ved New Foundlands ser han en Dory. Det er navnet på portugisiske kaner, der blev brugt ved krogfiskeri efter torsk ved Canadas østkyst.

På grund af dory'ernes flade bund kan de både sejle ind på lavt vand og stables på for eksempel en skonnert.

Da skibstømreren vender tilbage til Hjerting, etablerer han bådbyggeriet, Æ'Juhlers. Inspireret af dory'erne begynder han at bygge Hjerting kaner. De bliver bygget helt frem til 1975.

Kilde: Hjerting Kanelaug.
En bådbygnings aften slutter af med en kop kaffe i et lunt rum ved siden af værkstedet. Foto: Mette Pørtner Jensen
En bådbygnings aften slutter af med en kop kaffe i et lunt rum ved siden af værkstedet. Foto: Mette Pørtner Jensen

Sammen er sjovere

Ved siden af er Kristian Venø i gang med at skrabe gammel maling af en kane med navnet Sebias. Kristian Venø er under 50 år gammel - og dermed et juniormedlem, som de ældre medlemmer betegner det. Sebias skulle gerne være klar til at stå til søs til maj. Den har allerede fået klinket ekstra brædder med kobbersøm, som bliver brugt for at undgå rust, og stævnen er blevet skiftet. Der er forskellige hold til hver kane, og Kristian er skipper på Sebias. Han bruger den flittigt hele sommeren. Han fanger for eksempel makreller fra jollen, som sejler bedst med en seks til syv m/sek. For ham er kanerne et barndomsminde, der er vækket til live.

- Min far havde en Hjerting Kane, som lå på stranden. De er en del af en kulturarv, jeg gerne vil være med til at holde i live. Og så er det lettere at vedligeholde jollerne, når vi er flere. På den måde drukner vi ikke i arbejdet.

- Og så er det sjovt, tilføjer et andet medlem, Claus Løth, der har været med til at plante de træer, som i dag bliver fældet og brugt til kanerne.

Formand Kim Madsen (th.) med medlem Michael Harbøll ved Hjerting Bådhus, der også bliver brugt af lokale børnehaver. På den måde håber foreningen, at børnene får et forhold til kulturen omkring kanerne og måske senere får lyst til at tage aktivt del i at holde kulturarven i live. Foto: Mette Pørtner Jensen
Formand Kim Madsen (th.) med medlem Michael Harbøll ved Hjerting Bådhus, der også bliver brugt af lokale børnehaver. På den måde håber foreningen, at børnene får et forhold til kulturen omkring kanerne og måske senere får lyst til at tage aktivt del i at holde kulturarven i live. Foto: Mette Pørtner Jensen

Ro i hovedet

Til hverdag arbejder Kristian Venø på Cocio Chokolademælk-fabrikken i Kjesing. Onsdag aften står som regel i bådbygningens tegn. Det er tilfredsstillende at se arbejdet skride frem for hver uge, og så giver det noget andet, end hvis man lagde sig hjem på sofaen efter arbejde.

- Bådbygning er fysisk arbejde, men jeg har en ro i hovedet, når jeg kører herfra, fortæller han.

Ved siden af Kristian står Ole Kjærgaard. Han bidrager ikke kun med reparation af jollerne, men også med en vits i ny og næ. Han blev medlem, dengang hans tilværelse som pensionist tog sin begyndelse.

- Min kone syntes ikke bare, at jeg skulle gå hjemme, men ud at møde andre. Jeg læste om kanelauget i Hjerting Avisen, og det lød spændende, fortæller han om starten på sit medlemskab.

Han og de andre medlemmer er så småt begyndt at pakke værktøj væk, mens presenninger bliver trukket over bådene for at beskytte mod, hvad duer nu engang er tilbøjelige til at lade dumpe. Klokken nærmer sig 21, og medlemmerne sætter kursen væk fra det aftenkølige værksted mod et tilstødende lokale. Her luner en tændt brændeovn og lammeskind på bænke ved et langbord med kaffe og lagkage fra en lokal bager. Sådan slutter en bådbygningsaften for Hjerting Kanelaug altid. Med en hyggesnak rundt om bordet. Bagefter sætter medlemmerne kursen tilbage til byen under Vadehavets stjernehimmel.

Med til bådbygning: Hjerting Kanelaug puster vind i sejlene på æ'kårn

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce