Lasse & Mathilde: - Livet i sig selv er den ultimative kulturoplevelse

Lasse & Mathilde. Foto: Elona Sjøgren

Lasse & Mathilde: - Livet i sig selv er den ultimative kulturoplevelse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mig og kulturen: Lasse & Mathilde

Lasse & Mathilde er en folk-duo, der består af ægteparret Lasse Helner (født 1947) og Mathilde Bondo (født 1956). Deres samarbejde begyndte i 1975, da Mathilde Bondo indspillede pladen "Pigesind" med tekster af Tove Ditlevsen og musik af Lasse Helner. To år senere udgav de deres første album under navnet Lasse & Mathilde.

Mathilde Bondo sang og spillede violin med Hvalsøspillemændene, inden hun gik solo, mens Lasse Helner var en af de bærende kræfter i beatgruppen The Baronets, der blev dannet i midttresserne, inden han dannede par med Mathilde.

Parret har udgivet et væld af plader både sammen og solo, og de er aktuelle med albummet "Hvem drømmer Hvem".

- Hvad bidrager kulturoplevelser med i jeres liv?

Lasse: - Hvad er kulturoplevelser? Er det noget, der er konstrueret for at aflede/inspirere mennesker i deres hverdag, eller er det livet i sig selv? De bedste kulturoplevelser er, når livet sammen med andre mennesker, fællesskabet, går op i en højere enhed. Det kan være en arbejdssituation, en kunstnerisk udfoldelse eller en kommunikation, der lykkes. Når det lykkes, bidrager det til det at leve, at være til. Det er det, der er essensen, hvad enten man deltager aktivt eller er tilskuer. Når det lykkes, er tilskueren en aktiv del af kulturoplevelsen. Kulturoplevelser bidrager til at forstå og til at give tilværelsen mening, og livet i sig selv er den ultimative kulturoplevelse.

- Hvilken bog eller hvilket blad har givet jer en god oplevelse?

Mathilde: - Den seneste bog, jeg har læst, er Martin Kongstads "Kokken der holdt op med at rødme". Da jeg selv er et madøre og har mange kokkevenner, er det en vanvittig god beskrivelse af miljøet omkring de store gastronomer med masser af grov humor, alvor og empati. Har vi et ord på dansk for "pageturner"? Sådan en er det.

- Hvilket album eller koncert vil I gerne høre igen?

Lasse & Mathilde: - The King and The Queen lig med B.B. King og Aretha Franklin sammen med det FEDESTE bigband i New Orleans blandt 15.000 gallaklædte (overvejende sorte) publikummere. Det kan, i sagens natur, ikke opleves igen.

- Hvilken film, tv-serie eller hvilket teaterstykke har gjort indtryk?

Lasse: - Filmen om Woodstock-festivalen gjorde et voldsomt indtryk på mig. Det var der flere grunde til: En perlerække af ikoner i et kaos af mennesker. Det kunne aldrig gentages. Det var hippiekulturens endelige orgasme og dødsskrig, inden kommercialismen overtog og bedøvede de oprindelige idealer.

- Hvilket kunstværk eller hvilken udstilling tænker I tilbage på?

Mathilde: - Jeg holder meget af Faaborg Museum og Johannes Larsen Museet, og jeg er også vild med Glyptoteket og Koldinghus. Vi er heldige at have mange skønne museer og kulturbygninger i vort land, det skal vi tage vare på og ikke tage for givet.

- Hvilket design eller kunsthåndværk sætter I mest pris på?

Lasse: - Hajfinnen. Den geniale dåseåbner, designet af den store danske designer Jens Harald Quistgaard. Hvor svært kan det være? Alle kender den og bruger den. Her er funktion og design gået op i en højere enhed.

- Hvilken kulturoplevelse drømmer I om at få mere tid til?

Mathilde: - At selv få lov til at spille flere koncerter på museer og i kirker.

- Hvad er den værste kulturoplevelse, I har haft?

Lasse & Mathilde: - Vi er i Damaskus i 1999, vi er inviteret af Den Danske Ambassade til koncert i citadellet, og fuldmånen er enorm og hænger over os som en kæmpestor moden blodappelsin. Da vi kommer indenfor, står der en flok smukke afrikanske musikere i det smukkeste tøj ved scenen. Og vi siger til hinanden, at dette vil blive en oplevelse for livet. Det gjorde det sandelig også, men med modsat fortegn: De havde samlet et band af de mest urytmiske og umusikalske personer fra det store kontinent - det var ufrivilligt komisk. Der var en lille pige, der dansede foran scenen, og hun reddede situationen. Mathilde "fik et astma-anfald", og vi forlod citadellet i en ret uforløst stemning. Vi glemmer det aldrig.

Lasse & Mathilde: - Livet i sig selv er den ultimative kulturoplevelse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce