Selvom Karsten ikke længere har kontakt med sin familie, vil han sende sin kære mormor en tanke juleaften - for hun vækker kun de gode minder.
Foto: Chresten Bergh

Karsten er hjemløs: Sådan holder han jul

Karsten er hjemløs: Sådan holder han jul

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Karsten "Hund" har ikke holdt jul med sin familie i mange år. For mere end ti år siden satte en familiestridighed stopper for de juletraditioner, han voksede op med. Nu holder han jul hos Frelsens Hær.

Det er en gråtrist decemberdag, og en lille mudderpøl breder sig foran trinbrættet til Ølskuret. Her i den graffitimalede skurvogn tæt på Esbjergs banegård holder byens hjemløse til.
Til trods for kulden står døren åben, men der er nu heller ikke den store risiko for, at varmen siver ud af vognen. Her er nemlig hverken radiator eller andre varmekilder. Kun kolde, nøgne vægge. Julestemningen er ikke nået til Ølskuret, og gør det sikkert heller ikke. Her er ikke skyggen af hverken nisser eller hygge. Kun stearinlys – og de er her kun som en ringe erstatning for manglende elektrisk lys.
I skuret sidder et par mænd og en logrende Jack Russel-terrier, der lyder navnet Happy. Hunden tilhører Karsten Esmarch Knudsen, i daglig tale kaldet Karsten Hund. Han har lovet at fortælle lidt om sine tanker om julen. I øjeblikket bliver der dog røget så kraftigt i skuret, at vi må trække udendørs.
– Jeg har godt nok en lejlighed ude i Lykkegårdsparken, som jeg har haft i to år. Men jeg vil hellere være her, siger Karsten, hvis arme allerede er begyndt at ryste let på det slidte, blå træbord.
Kulden har sneget sig ind på ham – måske har den i virkeligheden aldrig sluppet sit tag i ham efter natten. Sammen med en af de andre hjemløse, overnatter han nemlig i Ølskuret.
– Jeg er aldrig rigtigt faldet til derude. Jeg har haft den i to år, men jeg har kun sovet der én gang. Mine venner er jo her. Det er her, jeg har min base, siger han og nikker mod skurvognen bag sig.
Den forestående juleaften skal heller ikke fejres i lejligheden.
– Jeg har holdt jul én gang i min lejlighed alene sammen med en pose bajere. Så sidder man dér og ser ud af vinduet og kan se, at andre hygger sig. Så bliver man da lidt ked af det, siger Karsten.
Alligevel kunne han ikke drømme om at holde jul med sin familie. Dem røg han uklar med for over ti år siden.
– Min bror, Flemming, var rigtig syg et år. Noget med bugspytkirtlen. I to lange måneder troede jeg, at jeg skulle miste ham. Min mor og jeg skiftedes til at besøge ham hver anden dag. Han fik udgang to timer juleaften. Det var alt, husker Karsten.
Det var i forbindelse med den juleaften, at han brød med sin familie.
– Min søster kom hjem for at udveksle julegaver med min mor. Men hun havde ikke tid til at besøge Flemming. Der mistede jeg alt for hende. Efter det fandt jeg andre steder at holde jul, siger Karsten uden at han har lyst til at komme nærmere ind på hvor og hvordan.
Han konstaterer blot, at det i dag er søsteren, der holder jul for deres mor.
– Jeg tror da, at jeg er inviteret. Men jeg har det ikke godt med hende. Så jeg vil hellere være fri. Jeg har det udmærket, hvor jeg er, siger han med et bestemt blik ud mod togskinnerne, der bringer togene ud og ind ad Esbjerg.
– Jeg bryder mig ikke om alt det juletamtam. Det er bare bytte-bytte-købmand. Det er et ræs med de julegaver. Jeg kan jo også se på genbrugspladsen, hvordan det hele bare bliver smidt ud igen. Det siger mig ikke noget.
Alligevel får han et lille glimt af lys i øjnene, da han fortæller om, hvordan han i sin ungdom tog ind til byen for at handle, når han havde fri fra stalden.
– Det var en god fornemmelse at komme ind og se juleudsmykningen, nikker han.
Men i takt med at samtalen bevæger sig ind på familie og juletraditioner, bliver Karsten mere og mere tavs. Der er længere mellem ordene, kortere mellem punktummerne i samtalen. Nogle spørgsmål vælger han helt at lade være med at svare på.
Som når han bliver spurgt, om han savner sin familie juleaften. Om han tænker på dem. I lang tid siger han ikke noget. Så bliver hans blik pludseligt skarpt.
– Hvis du tror, jeg savner min søster, så tager du grueligt fejl. Jeg tror slet ikke, de forstår, at jeg har det godt hernede, siger han.
Han vil tydeligvis hellere tale om andre ting, så i stedet fortæller han, at han er født i Thyholm i Ringkøbing Kommune og flyttede til Ribe i 1985, da hans forældre købte et landbrug. Her arbejdede Karsten, indtil han var 21 år.
– Så døde min far. Han tog sit eget liv. Det var mig, der fandt ham, siger Karsten.
– Jeg måtte sælge gården. Jeg havde ikke penge til at beholde den, og jeg havde heller ikke det grønne bevis, så jeg kunne ikke drive den alene. Jeg tror også, der ville have været for mange minder, hvis jeg var blevet der.
I årene efter arbejdede Karsten forskellige steder i Ribe, men efter syv år på det samme landbrug, fik han stillet diagnosen astmatisk bronkitis. Rygproblemer har han også. Nu må han kun arbejde 25 timer om ugen og skal undgå løft. Det har sendt ham på kontanthjælp, og i de seneste syv år har han kun haft småjob hist og her.

Jack Russel-terrieren Happy har været Karstens faste følgesvend i ni år, og det er den, der har givet ham hans tilnavn. Selvom han nødigt går ret mange skridt uden den, må den pænt blive i skurvognen juleaften, mens Karsten fejrer jul hos Frelsens Hær.
Jack Russel-terrieren Happy har været Karstens faste følgesvend i ni år, og det er den, der har givet ham hans tilnavn. Selvom han nødigt går ret mange skridt uden den, må den pænt blive i skurvognen juleaften, mens Karsten fejrer jul hos Frelsens Hær.
Foto: Chresten Bergh

Til Esbjerg for fire år siden

Første gang han blev hjemløs var i Ribe, da han røg uklar med en arbejdsgiver og pludselig stod på gaden med Happy og ingen planer for, hvad han så skulle gøre.
– Jeg havde ikke rigtigt nogle muligheder. Men så fandt jeg en lejlighed, der var ulåst. Her boede jeg et par måneder. Der var læ, en radiator, der virkede og et gulvtæppe, som jeg kunne sove under. Jeg boede der vel et par måneder, inden jeg blev opdaget, fortæller Karsten og griner lidt over mindet.
Da han blev smidt ud fra lejligheden, fandt han et offentligt toilet at overnatte på.
– Det var koldt. For de tændte først for varmekanonen klokken fem om morgenen.
For fire år siden tog han toget til Esbjerg. Han ville prøve noget nyt. Her mødte han en anden hjemløs, og sammen fandt de et skur i Tangeskoven, som de kunne sove i et par måneder hen over sommeren. Det var også i Esbjerg, han begyndte at komme hos Kirkens Korshær.
– I starten var det vanskeligt. De påstod, at Happy var fuld af lopper. Jeg har altid sørget godt for min hund, så det gjorde mig ked af det. Men nu er det okay. Efter tre år har de accepteret mig. Vi har også snakket lidt om det med at tilgive. Jeg havde sådan et had til min far, da han tog sit eget liv.
Og søsteren? Kommer han til at tilgive hende?
Han trækker på skuldrene.
– Måske den dag min mor er væk, siger han kort og kigger efter Happy, der glad vimser rundt – hele tiden indenfor Karstens synsvidde. En gang imellem gør den prøvende efter en forbipasserende, når den da ikke poserer for fotografen, snuser i græsset eller charmer sig til en kæletur hos mændene i skurvognen.


Jul hos Frelsens Hær
De sidste to juleaftener har Karsten tilbragt hos Frelsens Hær. Det skal han også i år.
Han folder et stykke papir ud og viser invitationen frem.
– Det er godt. Jeg kender de fleste fra gaden. Vi skal have and, flæskesteg og medister og danse rundt om juletræet. Det er hygge og god snak, siger Karsten og fortæller, at der også plejer at være et deosæt i gave.
Og måske skal han også tænke en lille smule på familien. I hvert fald den del af den, der er et led længere ude end den allernærmeste:
– Jeg tænker da på min mormor. Hende har jeg gode minder om. Hun kom altid med en chokoladejulekalender til os, da jeg var barn. Og Anna Bach. En gammel dame, der passede os, når mine forældre var ude at rejse. Hun holdt altid jul hos mine forældre. Og min fætter Ole, men han er lige blevet begravet, siger han trist.
Den eneste juletradition, Karsten har, ud over selve juleaften hos Frelsens Hær, er en julegave til 80-årige Alfred, der bor på Distriktscenter Strandby.
– Han får en juleøl. Det har jeg givet ham i flere år. Det er den eneste gave, han får. Og det er selvfølgelig en Esmarch-øl, siger han og forklarer, at det er noget familie, der producerer den, men at han bare køber dem i den nærmeste Coop.
Men lige nu står den bare på en ganske almindelig Harboe dåseøl. De første af slagsen er kommet på bordet i skurvognen, og det klirrer også svagt fra en plasticpose under bordet.
Mens en af de andre mænd åbner to skinnende madkasser, der indeholder løs tobak og cigarretpapir, slukker Karsten tørsten, mens Happy finder sin plads ved hans side, og et larmende tog ruller forbi på den anden side af vejen. Dagen er igen gledet ind i sin vante gænge i Ølskuret i Esbjerg.

Karsten Esmarch Knudsen - også kaldet Karsten
Karsten Esmarch Knudsen - også kaldet Karsten "Hund" - husker barndommens jul som en helt almindelig, traditionel familiejul. Idag har han ingen kontakt med familien. Julen skal holdes sammen med vennerne fra gaden hos Frelsens Hær.
Foto: Chresten Bergh

Karsten er hjemløs: Sådan holder han jul

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den svære jul
De fleste forbinder julemåneden med gaver, god mad og hyggeligt samvær med familien. Men sådan en jul er ikke alle forundt. For nogle er julen en svær tid. For julelysets klare skær bringer ikke kun glæde – det får også afsavn til at skinne klarere. JydskeVestkysten sætter fokus på den svære jul. I dag kan du møde Karsten, som ikke har holdt jul med sin familie i mange år.
Annonce
Annonce