Foto: Timo Battefeld

Jon fandt sin lillebror død juleaften

Jon fandt sin lillebror død juleaften

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Jon Erling Villo Nilsson var bare seks år gammel, da han fandt sin lillebror død 24. december. Da han var teenager døde en kær ven julenat, og når han leder i minderne, finder 23-årige Jon kun én eneste juleaften, som er værd at mindes.

24. december 1998. Julefreden er så småt ved at sænke sig over landet. I Brørup vågner seksårige Jon Erling Villo Nilsson tidligt. Morgentræt og julespændt tøffer han ind og putter sig hos sin mor. I sengen ligger også Jons lillebror. Lille Nik er kun 2 ½ måned.
– Jeg ser, at min lillebror har næseblod, så jeg skubber til min mor. Det er det eneste, jeg husker helt tydeligt, fortæller Jon om den første jul, han har en erindring om.
Hvad der derefter skete den morgen, husker han kun i glimt. Moderen, der gav Nik kunstigt åndedræt inde i stuen. Ambulancen, der kom. Ambulancen, der kørte ud af indkørslen igen.
Dagen før nytårsaften blev Nik begravet, og seks dage inde i det nye år fik familien at vide, at hans død formentlig skyldtes meningitis. Jon husker det ikke tydeligt, men det fremgår af bogen "At miste", som Jons mor har skrevet om forløbet.
Han trækker lidt på skuldrene som svar på, hvordan oplevelsen har påvirket ham.
– Det fylder stadig i mig, selvom jeg ikke snakker så meget om det mere. Jeg kan huske, hvor tom jeg følte mig, når de andre besøgte Niks grav. Jeg kunne bare ikke have det. Jeg besøger ham stadig ikke. Jeg kan simpelthen ikke få mig selv til det. Det må være ti år siden, jeg har været der sidst. Men det hele ligger stadig i baghovedet, siger han.

Inden Jon fortæller om sit næste juleminde, lukker han en dør på klem ind til filmen om hans barndom og opvækst.
Minderne kommer som små, usammenhængende klip. Jon, der altid ville blive siddende i bilen, mens resten af familien besøgte Niks gravsted.
Jon, der stak af dagen før sin egen konfirmation, fordi han fik tæsk af sin far. Besværlige familierelationer, skilsmisser, helsøskende, halvsøskende og bonussøskende. Tankemylderet om meningen med livet og menneskers magtbegær og storhedsvanvid. To fængselsdomme. Selvmordsforsøg.
Han ruller det ene jakkeærme op og viser arrene, der skærer sig hen over underarmen. Fortæller, at han knap var blevet teenager, da han forsøgte at skære sin pulsåre over, fordi verden i hans hoved var et uoverskueligt sted at være. Der var dog lyspunkter i kaosset. Blandt andet Karsten.

– Karsten var ven af min mor, men også min kammerat. Han var vel i starten eller midten af fyrrerne, men vi kunne snakke rigtigt godt sammen, og han var en af de få, der kunne få ting til at give mening i mit hoved. Han var sådan én, jeg kunne se op til.
Og otte eller ni år efter lillebroderens død – Jon husker det ikke præcist – holdt han, lillesøster Lea og deres mor jul hos Karsten. Jon husker det som en aften med god mad, gaver og hyggelig snak.
Det fine minde krakelerede dog som krystal mod et betongulv, da hans mor vækkede ham om morgenen 25. december.
– Hun bad mig passe min lillesøster. Karsten var død af et hjertestop julenat, fortæller Jon og flytter sig lidt uroligt på den slidte hjørnesofa, som står i et koldt udhus ved siden af en gammel, slidt ammestol og en masse kasser indeholdende guderne må vide hvad. Det er her, interviewet foregår.

En hængekøje i haven og tid til lidt eftertanke. Jon Erling Villo Nilssons juleminder handler mest om familiedramaer og død. Foto: Timo Battefeld
En hængekøje i haven og tid til lidt eftertanke. Jon Erling Villo Nilssons juleminder handler mest om familiedramaer og død. Foto: Timo Battefeld

En lille smule jul for sønnike

Jon bor lidt udenfor Gram. Her hjælper han en ven med at istandsætte et hus, som han håber, han en dag får råd til at købe. Imens bor han i én af de tre campingvogne, der står på den store grund. Temperaturen udenfor har sneget sig op på to grader efter en nat med frost. Det rimdækkede græs knækker under fødderne, og den varme ånde laver hvide talebobler i luften. Jon lyner med en rutineret bevægelse lynlåsen til forteltet op og viser indenfor i den trange campingvogn.
– Her er sgu lidt koldt lige nu. I morges var der kun ti grader indenfor, da jeg vågnede, siger han og retter lidt på pelshuen.
Der er ganske rigtigt ikke meget plads i campingvognen. Sengen fylder til venstre for døren, og til den anden side skjuler et forhæng et lille siddeområde. På bordet står en vissen plante og et udvalg af rygeudstyr. Det er Jons rygerum. Han forklarer, at han ryger hash hver dag. Ikke så han bliver vind og skæv. Men nok til at kunne holde sit temperament og de mange tanker på et niveau, hvor han kan styre begge dele, forklarer han.
Til trods for kulden, ensomheden og de meget få kvadratmeter, er det her, han bedst kan forestille sig at tilbringe den kommende juleaften, påstår han.
– Så ville jeg ryge en fed og have lidt ondt af mig selv.
I forteltet står et bord med et par flasker og et avisudklip med en artikel, Jon engang har optrådt i. Der ligger også en hvid kakkel med korkkant. "Lucas" og "Julen 2015" står der nedenunder den barnlige tegning af en nisse med rød hue. Lucas er Jons søn. Han er seks år gammel. Og han glæder sig til jul, fortæller Jon:
– Han kan jo ikke gøre for mine oplevelser, så jeg prøver at hygge om ham og pynte lidt op for hans skyld. Jeg plejer også at holde et lille julearrangement, hvor vi inviterer noget familie. Han skal selvfølgelig også have en julegave, selvom jeg ikke helt ved, hvor jeg skal få pengene fra, siger Jon, der er i praktik som murer.

Overfladejul
Jon håber, at Lucas får et helt andet forhold til julen end den anstrengte forventning til højtiden, som han selv trækkes med. Ordet jul får ham til at tænke på andet end bare nisser og pynt.
– Familiediskussioner, siger han med et skuldertræk.
– Vores juleaftener går næsten altid op i familiedrama. Så det er ikke så hyggeligt. Enten er det sådan – eller også er det den der facade med, at det hele skal se så godt ud, selvom det ikke er det. Jeg har også holdt juleaftener, hvor andre har fået dyre rejser og spature, og så har jeg siddet der med et par sokker eller en deodorant. En enkelt gang fik jeg en pakke creme fra Matas. Hvad giver du? En pakke hudcreme. Til mig!? siger han og spærrer øjnene op og ryster på hovedet, som om nogen lige har prøvet at bilde ham ind, at planeten Jorden er trekantet.
– Det er det, jeg mener. Julen er overflade. Sådan en gave er jo ikke til mig, som jeg er. Det er en gave til mig, som folk gerne vil have, at jeg er, siger han og afslører, at gaveæsken fra Matas stadig ligger gemt et sted ovre i campingvognen.
– Julen er falsk. Den har ikke noget med tro eller Jesus at gøre. Snarere med at bruge en masse penge. Det er bare en dårlig grund til at hygge sig. Men det er svært, når man ikke har et godt forhold til sin familie. For min skyld kunne man godt afskaffe julen. Jeg kan ikke rigtigt se noget godt ved den.


Ét enkelt lysende minde
Når han tænker tilbage på sin barndom og opvækst, kan han dog huske én juleaften, han kan mindes med glæde. Den blev holdt hos hans moster Mia i Nordjylland nogle år efter Niks død. Smilet når for første gang helt op i hans øjne, mens han fortæller:
– Ja, den jul husker jeg tydeligt. Det er vist den eneste jul, hvor familien ikke har skændtes. Der var sne, og vi børn havde fået lov at lege inde i min mosters vandseng. Dengang var jeg bare lille og glad, og så frem til, at vi skulle sætte risengrød ned til nissen i kælderen, siger han og viser med hænderne, hvor lavt til loftet, der var dernede.
– Og jeg husker, hvor fornøjede vi var, når skålen var tom efter et par timer. Det var en god jul. Også selvom der gik ild i mit pandehår, fordi jeg kom for tæt på et lys, griner han.
Jon indrømmer, at han godt kan blive misundelig, når han hører om andre menneskers hyggelige jul.
– Jeg vil da også gerne have sådan en jul, hvor folk tænker på hinanden og hygger sig. Hvor man får lækker mad og gode gaver – og ikke en sviner og en pakke hudcreme.
Måske bliver julen i år sådan en jul. For han skal nemlig ikke sidde i sin campingvogn og ryge sig skæv. I år skal han hjem til et par, som han kalder sine bonusforældre. Han har kendt dem, siden han var barn. Dem kan han godt lide.
– Jeg er spændt. Og lidt nervøs. Men det skal nok gå.
Jon rejser sig. Han er smøgtrængende, men giver sig tid til at sige pænt farvel. Hele hans krop ryster af kulde. Det er ikke til at sige, hvor han skal finde varmen på denne kolde dag. Men ét er sikkert – det bliver ikke ved kalenderlysets skær.

Jon kan godt blive misundelig på andre menneskers hyggelige juleaftener. Men hvis alternativet er falskhed og skænderier, undværer han hellere både julemaden og selskabet. Foto: Timo Battefeld
Jon kan godt blive misundelig på andre menneskers hyggelige juleaftener. Men hvis alternativet er falskhed og skænderier, undværer han hellere både julemaden og selskabet. Foto: Timo Battefeld

Jon fandt sin lillebror død juleaften

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den svære jul
De fleste forbinder julemåneden med gaver, god mad og hyggeligt samvær med familien. Men sådan en jul er ikke alle forundt. For nogle er julen en svær tid. For julelysets klare skær bringer ikke kun glæde - det får også afsavn til at skinne klarere. JydskeVestkysten sætter fokus på den svære jul. I dag kan du møde Jon, hvis juleminder mest handler om død og skænderier.
Annonce
Annonce