Jan Aagaard Pedersen har på forhånd ingen fastlagte forestillinger om, hvilke familier, han skal holde jul med.
Foto: Ludvig Dittmann

Jan inviterer trængte familier til juleaften

Jan inviterer trængte familier til juleaften

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Jan Aagaard Pedersen talte i flere år med sin mor om at invitere økonomisk trængte familier indenfor til jul. Da hun døde i oktober, besluttede han sig for at gøre alvor af projektet alene.

Der dufter lidt af skovbund i Jan Aagaard Pedersens bryggers. Hele bordpladen er da også dækket af træ. Store og små stykker stammer med og uden bark ligger i en bunke hen over bordet.

På gulvet står en sæk fyldt til randen med stubbe. Indenfor terrassedøren står en boremaskine, og kigger man ud gennem døren kan man se, at der er gang i noget.

Splinter af træ ligger som et tæppe hen over terrassens vintervåde fliser, og en boremaskine ligger klar under halvtaget.

Forklaringen på det interimistiske træværksted er, at Jan er ved at samle penge ind. Det gør han ved at forvandle stubbene til jule- og adventsstager, som han sælger. Han har nemlig besluttet, at han i år skal sætte et projekt i søen, som længe har rumsteret i hans hoved.

– Min mor og jeg havde i flere år snakket om, at vi godt kunne tænke os at invitere økonomisk trængte familier indenfor juleaften. Der er mange, der ikke kan få det hele til at hænge sammen til jul, og derfor ville vi gerne være med til at give en familie eller to en glædelig aften, fortæller Jan.

Desværre nåede de aldrig at gøre det sammen. I oktober døde Jans mor af kræft. Kort efter lavede Jan et opslag på Facebook.

– Jeg havde talt med min mor om, at jeg nok ville gøre det i år, hvis det hele endte til den forkerte side. Det gjorde det så desværre, siger han og fortsætter:

– En ven sagde engang til mig, at hvis noget er vigtigt, finder man altid en vej – eller også finder man en undskyldning. Det har jeg tit tænkt på – og nu vil jeg ikke finde på flere undskyldninger. Min mors død har på en måde været medvirkende til, at jeg nu får det gjort.

Han trækker en køkkenskuffe ud og tager et stykke papir op. Han folder det ud og rækker det over køkkenbordet. Det er et gavekort, som han gav sin mor, sidst hun fyldte år. Hun skulle have indløst det i marts næste år – men drømmerejsen til Kuala Lumpur, Australien og Dubai, som hun skulle have været på sammen med sin søn, er nu blevet aflyst. Den er ikke længere en mulighed. Det er julen til gengæld. Den kommer, om vi vil det eller ej. Og det har Jan tænkt sig at få det bedste ud af, selvom han ved, at aftenen bliver følelsesladet.

– Juleaften bliver en meget svær aften for mig. Det er jeg godt klar over. Men jeg er sådan én, der går stille med dørene, så det vil ikke blive temaet for aftenen. Jeg vil godt fortælle om det, og det kan også godt være, at jeg kommer til at knibe en tåre, men når det er sagt, så har jeg egentlig et større behov for at høre noget om de familier, der kommer her for at holde jul, siger han.

Foto: Foto: Ludvig Dittmann

Livshistorier

I sit Facebook-opslag søger Jan to økonomisk trængte børnefamilier, der har lyst til at holde juleaften sammen med ham i rækkehuset i Kolding.

Jan vil stå for alt – mad, juletræ, gaver til familierne og sågar transport, hvis det er nødvendigt. Han arbejder også på at skaffe en julemand – og på at få den lokale frisør til at klippe børnene gratis inden den store aften. Alle de penge, han får ind på dekorationerne, går ubeskåret til gaver juleaften – og resten tager han fra egen konto.

– Uden Jørgen Helmersen fra Agtrup Savværk, som har doneret alle stubbene, var projektet ikke blevet til noget, så ham vil jeg gerne sende en stor tak, understreger Jan og sender også en tak til alle, der har hjulpet ham med at tørre træ, udlånt boremaskiner og trailere – og til dem, der har støttet økonomisk enten ved at overføre penge eller købe en stub eller flere. For uden dem var projektet slet ikke blevet til noget.

Og selvom salget indtil nu er gået tilfredsstillende, håber han dog stadig på, at der er private eller firmaer derude, der har lyst til at donere, så familierne kan få nogle fine gaver.

– Jeg tænker, at den økonomiske grøft i Danmark er blevet mere markant. I nogle familier bliver snebolden bare større og større, og julen bliver dyrere og dyrere, men samtidig bliver den anden grøft bare dybere og dybere. Julen er ikke en selvfølge i alle familier, fordi man skal bekymre sig om, hvorvidt der nu er penge nok til flæskesteg, juletræ og gaver.

For de familier, der tager imod Jans tilbud, venter der en helt traditionel juleaften. Han forestiller sig, at hans hjem står åbent fra klokken 16 om eftermiddagen, og så skal man ellers bare nyde maden, servicen og det gode selskab.

Jan har på forhånd ingen fastlagte forestillinger om, hvilke familier, han skal holde jul med.

– Jeg har ikke nogle præferencer. Men hvis der kommer mange henvendelser, er jeg selvfølgelig nødt til at vælge ud, og så vil jeg tage de familier, hvis historier berører mig mest – uden at jeg dog kan sætte en formel på det. Det er ikke noget, jeg sådan har tænkt over. Jeg vil bare gerne hjælpe nogen, der ikke selv har muligheden.

Når alle sidder bænket rundt om det store spisebord i hans stue den 24. december, håber han, at gæsterne har lyst til at fortælle om sig selv. For han elsker at høre folks livshistorier.

– Det kommer sig nok af, at jeg rejser meget i udlandet. Det har gjort mig nysgerrig på, hvordan andre mennesker lever deres liv, fortæller Jan, der de seneste 11 år har haft mellem 70 og 100 rejsedage om året til steder som Indien, Jordan, Israel, Australien og Afrika.

Han møder tit fattigdom, og det berører ham altid. Alligevel er det rejserne til netop de fattige steder, han bedst kan lide.

– Af en eller anden grund er det altid dér, sjælen og nærværet er størst, siger han.

Foto: Foto: Ludvig Dittmann

Børnene i centrum

Og når han forklarer, hvorfor han har valgt at holde juleaften, som han har, er der to forklaringer, der hele tiden krydser ind over hinanden. Hans egen familie – og hans mange rejser i udlandet. Og fællesnævneren i de to historier er børn.

– Jeg ved ikke, hvad det er med de børn. Men jeg bliver meget berørt, når jeg ser børn næsten uden tøj på rende rundt i Indiens gader. Jeg er ellers ikke sådan en, der går og giver penge til alt muligt velgørende, men når jeg ser sådan et barn, så får de altså en skilling – også selvom de ikke tigger. Mit hjerte bliver virkelig blødt, når jeg ser dem. Det kan godt være frygteligt irriterende, smiler han næsten undskyldende, mens han forklarer, at det er, når han ser de børn, at han tænker på sin egen trygge opvækst – og på, at ikke alle har de muligheder, han selv er vokset op med.

– Familieværdier er meget vigtige for mig. Jeg har selv haft en god opvækst, og når jeg ser fattige børn på gaden, tænker jeg, at de skal da ikke rende dér. De skal da løbe rundt på en fodboldbane og sparke til en bold. Eller spille cricket.

Hvad de danske børn angår, er forholdene lidt anderledes. Men det er stadig Jans bløde punkt. De skal ikke stå i skolegården efter jul og høre på alt det, kammeraterne fik, som de ikke selv havde råd til.

Og netop derfor betyder det allermest for ham at give børnene en god juleaften.

– Juleaften skal være på børnenes præmisser. Sådan er det bare. Og det er nok i virkeligheden dét, jeg glæder mig allermest til – at se glæden i deres øjne. Jeg er godt klar over, at jeg ikke kan redde verden. Men kan jeg bare lette én familie én aften, så er det også noget værd.

Og derfor har Jan brugt næsten al sin vågne tid – ved siden af job og rejsedage – på at indsamle penge til at kunne holde jul for de udvalgte familier.

Træ fra savværk
Han har hentet træ på savværket, slæbt det indenfor, tørret det, slæbt det ud igen, boret et hav af hårde huller, ødelagt et par bor og kørt land og rige rundt for at finde nye og stærkere udgaver, holdt åbent hus, serveret æbleskiver og ført regnskab over de indbetalte penge. Arbejdsbyrden er kommet en smule bag på ham, indrømmer han.

– Puha, ja. Da jeg startede, havde jeg ikke regnet med, at der var så meget arbejde i det. Det er gået lidt stærkt det hele, indrømmer han.

Og oven over hele projektet ligger stadig sorgen over at have mistet moderen. Da hun blev syg i august, handlede hverdagen om at være der for hende. De sidste otte uger var han der for hende mere eller mindre 24/7.

– Vi havde et meget unikt bånd til hinanden. Det har vi altid haft, og siden 2002, hvor vi mistede min far, har jeg nok holdt et ekstra øje med hende. Så der er da ingen tvivl om, at mit hjerte er blevet endnu mere skrøbeligt efter, at jeg har mistet hende. Måske er det det, der gør, at jeg har et stort behov for at gøre noget for andre – for at give noget videre.

Han understreger, at alternativet til at holde jul sammen med de fremmede familier, ikke var, at han skulle sidde alene. Hans storebror og svigerinde har allerede inviteret ham til at fejre julen sammen med dem. Men han fastholder, at han hellere vil gennemføre sit projekt.

– På en måde gør jeg jo det her af rent egoistiske årsager. Jeg har brug for at høre andres historier og på den måde vide, at jeg har gjort noget godt for nogen i hvert fald en enkelt aften. Det vil give mig ro i sjælen. Så jeg gør også det her for mig selv. For at få lettet mit hjerte. Det er på en måde et plaster på mit eget sår, siger Jan.

Jan inviterer trængte familier til juleaften

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Blå bog
Jan Aagaard Pedersen er 39 år og single. Han arbejder som export-manager hos en virksomhed i Esbjerg, der sælger formeringssystemer til gartnerier. Han er bosat i Kolding.
Annonce
Annonce