Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Da John Travolta kom til Sønderjylland

Christine Feldthaus. Privatfoto

Da John Travolta kom til Sønderjylland

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En række fremtrædende danskere, født i årene 1960-70, fortæller i en ny bog om deres barndom i et farverigt årti, som mange husker, og de fleste har en mening om. Det var dengang fænomener som blandt andet Roskilde Festival, Thylejren, Tvindskolerne og Christiania opstod. Den danske rødstrømpebevægelse fik vind i sejlene, og Danmark fik en kvinde som royalt overhoved. Ord som ungdomsarbejdsløshed, energikrise, hessian, træskostøvler, jernbanefløjl og kasserollefrisure blev også en del af det danske sprog. En af dem, der bidrager til bogen "Min barndom i 70'erne", er Livsstilsekspert Christine Feldthaus, og her bringer vi hendes historie.

 

Efter en ifølge min mors udsagn »nem« fødsel kom jeg til verden

om natten på Diakonissestiftelsen på Frederiksberg den 9. november

1962. Det husker jeg naturligvis ikke meget af, men jeg har gennem

mine forældres gentagne påmindelser forstået, at jeg allerede fra en

tidlig alder udviste det, man kalder »let gang på jorden«. Min to år

ældre bror havde efter sigende mere krudt i numsen og var langt

mindre modtagelig for mine forældres formaninger. Han var en

frisk dreng, der gik på opdagelse i alt uden angst og uden den store

lydhørhed over for skideballer.

Mine første leveår foregik i Vanløse, hvor mine forældre havde

lejet sig ind i en førstesalslejlighed i en villa med udsigt til Damhusengen.

Det må have gjort stort indtryk med de mange ture i

barnevogn langs Damhussøen, for som voksen valgte jeg at bosætte

mig i det samme kvarter - og jeg tror ikke, jeg kommer herfra, før

jeg bliver hentet af de højere magter.

Efter et par år i en anden lejelejlighed omkring Fælledparken

lykkedes det for min far at få et brændende ønske opfyldt. Han er

sønderjyde med en lang fortid i politiet og efter at have aftjent sine

46

første politiår i København, dels som gadepatruljerende betjent og

dels i fremmedpolitiet, fik han nu mulighed for at tiltræde en stilling

som kriminalbetjent i Sønderborg. Byen var på det tidspunkt

et spændende sted for en politimand med hang til action - for rygtet

sagde, at Sønderborg kom ind på en andenplads på listen over

voldsbyer i Danmark. Vores lille familie blev derfor rykket op for at

bosætte sig i den landsdel, hvor min far er opvokset, og hvor også

min mors familie havde sine rødder.

Vi skriver 1967, og jeg er fem år gammel, da vi ankommer med

flyttelæs til et stort alment boligbyggeri lidt uden for Sønderborgs

gamle bykerne. Vi manglede ikke noget, men omvendt skulle mine

forældres lønninger som henholdsvis børnehavelærerinde og politimand

virkelig styres med stram hånd for at gøre det muligt at spare

op til det parcelhus, som man i den grad drømte om i middelklassens

kernefamilier dengang. Vi var ikke så forkælede som i dag - og ingen

i vores omgangskreds fik, hvad de pegede på. Men efter et par år gik

parcelhusdrømmen i opfyldelse.

Friheden ved at flytte ud af den lille treværelseslejlighed i det

almene boligselskab var stor. Jeg husker blandt andet en lettelse over,

at vi slap for at have naboerne rendende i et væk. Også om natten.

Sagen var, at vi var de første i lejlighedskomplekset, som havde fået

telefon. Fastnet, forstås - fordi min far skulle kunne tilkaldes fra

politistationen, når han var på vagt. Det kom hurtigt vores naboer

for øre, så når der var akut brug for at låne en telefon, foregik det

hos os. Vi vidste altid, hvilke dramaer der udspillede sig i opgangen,

for når ambulancen eller vagtlægen skulle tilkaldes, eller andre sindsoprivende

spændende situationer opstod, stod min bror og jeg ikke

47

tilbage for at lægge øret til væggen for at høre, hvad der foregik. Det

var et typisk nyt udflytterkvarter, hvor der boede mange forskellige

mennesker, heriblandt også nogle af min fars »klienter«, som heller

ikke holdt sig tilbage for at komme og låne telefonen. Der blev heller

ikke sagt nej til dem.

Drømmen om at få fod under eget bord blev en realitet i 1969,

hvor mine forældre havde fået sparet op til udbetalingen på et gulstensparcelhus

i et lille hyggeligt kvarter på Jyllandssiden af Sønderborg

- tæt på Christian X's Bro over til Als. Det er her omkring

syvårsalderen, at erindringerne om min barndom og opvækst for

alvor begynder. Om venner, familie, skolekammerater, huslige pligter,

opdragelses-mantraer og fritid med nogle helt andre sysler end

dem, man har i dag.

De tidlige barneår var trygge og præget af »ro, renlighed og

regelmæssighed« med en mor, der meget tidligt var fokuseret på at

gøre mig klogere og dygtigere inden for alt fra frikadellestegning til

havebrug og hækling. Første skoledag var derfor på en eller anden

måde skelsættende for mig. Jeg ville få nye impulser. Og jeg følte en

vis stolthed over, at jeg nu ligesom min bror nogle år tidligere skulle

starte skoletiden med både lærdom, lektier og frem for alt en masse

skolekammerater.

Som tilflytter kan jeg godt huske, at det voldte lidt problemer at

blive helt accepteret som en del af den sønderjyske klan. Mit sprog var

dannet og udviklet i København, og i min familie var hovedsproget

ikke sønderjysk. Så det faldt mig svært at sige ord som »katøfler«

(kartofler), »bom« (bolsjer) og »sinne no« (rolig nu) - og ret beset

blev jeg vist ved med at være »københavnerpigen« i de indfødte

kammeraters øjne. Det var jeg nu ikke på nogen måde ked af, for

48

det gav jo et vist anstrøg af noget eksotisk ikke at være helt ligesom

de andre. Jeg husker, at det passede mig fint, og at jeg også kunne

nogle andre ting end de andre - for eksempel besad en større viden

om København og alt det spændende, som storbyen byder på.

Sagen var nemlig, at jeg, siden vi flyttede til Sønderjylland, hver

sommer rejste tilbage til København for at tilbringe sommerferien

med min mormor og min moster. Store var øjnene hos mine pigekammerater,

når jeg efter tre ugers ferie i hovedstaden kom tilbage

med flyveren til Sønderborg og kunne fortælle, hvad der skete i

Tivoli, i Nyhavn og på Christiania - og fremvise den sidste mode

fra Strøget. Hvis jeg hævder, at jeg nok var relativt velorienteret om

70'ernes modeluner, er det ikke helt løgn. Jeg fik jo ofte strømningerne

lidt før de andre kammerater, fordi København på alle måder

viste vejen dengang. Alene det at være om ikke den første så i hvert

fald én af de første, der fløj alene med Cimber Air fra Sønderborg

Lufthavn til Kastrup var altså noget i den periode. Det emmede

lidt af eventyr. Og da mange af mine klassekammerater kom fra

bondegårde med aktivt landbrug, var det absolut ikke hverdag at

sætte sig ind i en flyver for at undersøge hverken hovedstaden eller

udenlandske destinationer - som femårig. Man blev for det meste

inden for lokalområdet, og ellers kunne udflugter strække sig til en

tur over den tyske grænse for at købe billigt ind.

Nu kunne det nemt lyde, som om familiens midler til at indføre

luksusvarer til Sønderjylland var ubegrænsede. Det gør sig ikke

gældende. Med et nyligt erhvervet parcelhus til 198.000 kroner var

der nok at tænke på for mine forældre. Danmark oplevede i starten

af 70'erne en voksende krise med høj inflation og et katastrofalt højt

underskud på betalingsbalancen, ligesom arbejdsløsheden steg op

49

igennem årtiet. For slet ikke at tale om oliekrisen i 1973! Den husker

jeg, som var det i går.

Mine forældre havde et meget stort fokus på at kunne blive siddende

i gulstensparcelhuset. Boligrenten var oppe på 16 %, og der

skulle ganske enkelt spares, hvor vi kunne. Avisabonnementet på

200 kroner årligt blev sagt op i en periode. Hver en øre talte. Stor

var stoltheden, da min far som 35-årig købte sin første bil - en grøn

alpeost-farvet Morris Minor til den nette sum af 7.000 kroner, det

var en formue.

Vi fandt os alle godt til rette i vores nye hus - også selvom jeg

skulle bo på samme værelse som min bror, blot adskilt af en »rustikvæg

«. En rustikvæg er en væg med en masse huller, hvori man kan

sætte kroge til ophæng. Jeg glemmer aldrig de nætter, hvor min bror

morede sig med at stikke en nål gennem hullerne og sætte en snor

om min storetå. For så at hive som en gal i snoren på den anden side

af rustikvæggen, mens jeg sov sødt. Aldrig så længe ad gangen - der

var gang i løjerne hos min storebror.

Da jeg senere fik mit eget værelse, kom jeg i paradis. Her måtte

jeg selv bestemme indretningen, og jeg slap for min brors natlige

drillerier. Jeg husker, at farveholdningen var brun, orange og flaskegrøn.

Skibsbriks med fløjlshynde! Fyrretræsbord med kurvestole og

et helt afsnit bag døren til mine private smukkesere-sager. Fik jeg

nævnt, at min mor selv syede værelsets gardiner af indfarvet lagenlærred

med flaskegrønne batikmønstre?

Selvom det var en befrielse at få sit eget værelse, var jeg naturligvis

meget inspireret af min ældre brors aktiviteter. Det lykkedes

da også for mig at få plaget mig til at låne hans spolebåndoptager og

lidt senere kassettebåndoptageren, så jeg kunne optage DR P3 live,

50

når Jørgen Mylius holdt pladeparade. Så kunne jeg sidde helt alene i

timevis og optage bånd direkte fra radioen - undtagen når min mor

råbte ind over: »Vi skal spise!« Øv, så måtte man vente på, at nummeret

kom igen på et senere tidspunkt og optage igen. Sådan gik tiden,

det var datidens internet og YouTube, tror jeg, og en virkelig god

måde at fordybe sig ligesom mine andre interesser for blandt andet

guitarspil, strikketøj og at læse bøger. Siden mit første betalte job

som bogopsætter på skolebiblioteket, hvor jeg startede som 12-årig,

har jeg haft en passion for at læse. Alt: romaner, historiske bøger og

ja, faktisk om alt andet end sport!

Vores hus var vel, hvad man kunne beskrive som god, gedigen

middelklassestandard. Med plads til en masse forbedringer hen ad

vejen, når pengene tillod et besøg i det lokale byggemarked efter nye

materialer. Jeg husker, at mine forældre lavede alting selv. Hvis de en

meget sjælden gang ringede efter en håndværker, var det, fordi arbejdet

absolut krævede uddannet faglig ekspertise, som for eksempel en

elinstallatør eller murer. Hele min opvækst i 70'erne bar præg af et par

forældre i arbejdstøj og med konstant ru hænder - et stort forbrug af

Nivea håndcreme - og jord under neglene. Hvis ikke de arbejdede på

vores egen matrikel, var de inde og hjælpe naboerne med deres projekter.

Der var en stor grad af »gør-det-selv« og »hjælp-hinanden«.

Da oliekrisen ramte, husker jeg, at min mor syede »portierer«,

så vi kunne spare på varmen i nogle af rummene. Vi gik gennem

tykke filtgardiner fra gulv til loft - direkte fra køkkenet til stuen

med brændeovn, hvor min far fyrede op med brænde, som han selv

havde samlet billigt, hvis ikke gratis, i en privatejet skov på egnen.

Vi skulle i den grad spare på olien. Vi fyrede ikke for gråspurvene,

men iførte os fornuftige striksweatere og hjemmesko.

51

Omkring 1973 indførte man bilfrie søndage - her var det forbudt

at køre ud, for 90 % af energiforbruget kom dengang fra olie, og

den skulle vi spare på. Gaderne lå øde hen, men de bilfrie søndage

påvirkede os ikke synderligt. Vi var ikke en familie, der kørte rundt

og så seværdigheder hver søndag. Det blev dog ofte til et weekendbesøg

hos mine bedsteforældre, som boede 50 kilometer væk ude

på landet. Det var feriestedet for min bror, der lærte sig flydende

sønderjysk og nød landbolivet i Rangstrup i mange af skoleferierne.

Personligt elskede jeg min farmors sønderjyske kagebord med hele

21 forskellige kager, som det sig hør og bør på den tid. Tinne, som

min farmor hed, var en knag til både bagværk og madlavning - og

hun sparede hverken på fløde eller smør. Ofte var vi så forspiste, når

vi trillede hjem i den alpeost-farvede Morris Minor, at alle vinduer i

bilen måtte rulles helt ned for at lufte ud efter den megen flatulens,

der bredte sig i kabinen.

Min farmor havde fadebur og spisekammer, men ikke rindende

vand i køkkenet. Det syntes hun var noget moderne pjat. Hun fik

modvilligt sin første vaskemaskine i midten af 70'erne og var meget

bange for, at den skulle springe i luften, når hun startede den. Hun

sværgede til et liv iført køkkenkittel og hjemmesko og var slet ikke

interesseret i alle de moderne bekvemmeligheder, som vi andre tog

som en selvfølge. Heller ikke lægebesøg var noget, hun brugte tid

på - da hun på et tidspunkt brækkede armen, gik hun til »den kloge

mand« i sognet og fik den revet på plads. Ikke noget med læger og

hospitaler til hende, ellers tak.

Fritid og weekender blev ofte brugt til at lave lektier eller ordne

praktiske gøremål, jeg havde en del huslige pligter, som man altså

ikke kunne skulke fra med et vrissent blik eller et »Det gider jeg

52

ikke«. Jeg husker, at jeg én gang i livet har sagt til mine forældre:

»Jeg keder mig«. Det skulle jeg aldrig have sagt, for så var der straks

en lang dosmerseddel med gøremål, jeg kunne gå i gang med - og

dét selvom jeg måske kun var otte-ti år. Curlingforældre-begrebet

var ganske enkelt ikke opfundet i 70'erne. Alle dem, der kunne hjælpe

til, skulle hjælpe til. I hvert fald hos os.

Min mor var som sagt stålsat omkring, at jeg skulle have huslige

færdigheder med hjemmefra: hænge tøj op, bælge ærter, lave

frikadellefars,

holde fortovet foran huset rent for ukrudt og blade,

støvsuge, støve af, vaske op og alt, hvad der ellers forekom af relevant

husgerning i et propert hjem. Og det foregik uden de store økonomiske

kompensationer, kan jeg sige. Der blev ikke ruttet - men det

kunne hænde, at man fik en Valencia mandarinvand for sin indsats.

For hver lørdag kom den kørende sodavandsbil lige i hælene på Dansk

Fryseøkonomis lastvogne. Og så blev der handlet direkte ved kælderdøren.

Jeg skylder mine forældre en stor tak for, at de har lært mig en

masse, som jeg har haft glæde af hele livet. Desværre har jeg forsømt

at give det lige så effektivt videre til min egen søn.

Ved 70'ernes begyndelse er jeg godt og vel otte år. Jeg kom i skole

i 1969, direkte i 1. klasse. Jeg husker ikke alle detaljerne, men jeg

kan på gamle billeder fornemme, at jeg er spændt som en flitsbue

ved udsigten til at komme ud i det pulserende samfund. På den tid

var det ikke usædvanligt, at man ikke kom i børnehave, men at det

første møde med institutioner var omkring skolestart. Heller ikke

alle startede i børnehaveklasse, jeg gjorde i hvert fald ikke.

Vi var en klasse med en broget flok lokale børn fra både bunden

og toppen af den daværende middelklasse. Der fandtes sikkert pri53

vatskoler, men langt de fleste gik i den kommuneskole, der lå tættest

på hjemmet. I min skoletid var det gamle system med realklasser lige

blevet afløst af det, man kaldte for udvidet kursus og grundkursus,

alt efter om man skulle fortsætte i gymnasiet eller have en mere

håndværkspræget uddannelse. Jeg valgte udvidet kursus og var helt

stålsat på, at jeg skulle i gymnasiet efter 9. klasse. Det gik derfor

over stok og sten med at skrabe hæderlige karakterer til sig, så jeg

kunne være beredt på de øgede krav, som gymnasiet stillede i dansk,

engelsk, tysk, fransk, latin, oldtidskundskab, historie, geografi og

samfundsfag.

Når jeg tænker tilbage på skoletiden, husker jeg mest, at der var

en enorm forskel på, hvordan de enkelte lærere håndterede klassen.

Der var både rolige og urolige elementer - og det var ikke unormalt,

at to-tre af drengene mere eller mindre konstant blev sendt i

observationsklasse. Vi kaldte det »Han er røget i OBS!« Det skete

typisk, når man larmede uhørt meget - eller var forsvundet ud på

skolens toilet med et pornohæfte, det kunne være Ugens Rapport

eller i helt særlige tilfælde et eksemplar af Weekend Sex. De bedste

lærere fangede vores interesse i timerne, og de mest usikre - især

vikarerne - blev også dengang behandlet temmelig dårligt. Der er

havnet mange leverpostejmadder på vikarens stol, og der er skudt

mange elastikker rundt i lokalet. Der er sat fisk op under cykelsadler

i lærernes skur, og mere end én lærer måtte indimellem bukke under

med det, man vist kaldte dårlige nerver. Men de skrappe lærere

stod ikke tilbage for at gøre gengæld. Selvom jeg var temmelig godt

opdraget og indlæringsparat, har jeg da oplevet at få et stykke kridt

i øjet, kastet af min matematiklærer, fordi jeg var uopmærksom eller

fatsvag i andengradsligninger. Som lærer måtte man ikke slå,

54

men der fandtes andre metoder, som gjorde, at vi generelt var noget

mere fokuserede, end hvad jeg har oplevet i min søns skolegang.

Støjniveauet var højt - men ikke så højt som nu om dage. Og der

var i hvert fald ikke problemer med at bede eleverne om at slukke

mobilen eller koble sig af Facebook for at hellige sig indlæringen.

Jeg tror egentlig, at yngre læsere tænker på 70'erne som noget

med hippietid og fri hash, nøgne bryster og viklebatik. Men det var

mere nuanceret end som så. Og nu starter min egen indtræden i en

tid, hvor man bliver meget optaget af identitet.

Efter en fin og regelmæssig folkeskoletid blev jeg ved slutningen

af 9. klasse i 1978 erklæret egnet til gymnasiet med følgende udtalelse

fra Dybbølskolen, som jeg fik tilsendt for nylig som et sjovt kuriosum:

Christine har været en særdeles flittig elev, der har arbejdet godt og

aktivt. Hun er en virkelig god kammerat, der altid har ydet en indsats

for at fremme det positive i klassen. Hendes resultater er meget fine, især

på det sproglige område.

Vejen var banet for tre år i Amtsgymnasiet i Sønderborg. Jeg

blev første årgang på det store, netop færdigbyggede, spritmoderne

gymnasium i byens udkant. Det var opført som supplement til

Statsskolen, der tidligere havde været byens eneste gymnasium. Vi

var lidt stolte af at gå på det helt nye og mere moderne af slagsen.

Her var store fællesarealer, kæmpe kantine og atriumgård med en

masse lys ... for ikke at tale om moderne undervisningsmaterialer,

whiteboard-tavler og overheadprojektor. Modernitet, som vi i dag

kan grine højt af.

I slutningen af 70'erne startede for alvor den tid, hvor jeg som

ungt menneske begynder at gøre mig nogle tanker om, hvem jeg er,

og hvad jeg skal blive til. Tanker om valg af uddannelsesretning og

55

i høj grad også om, hvordan jeg opfatter mig selv som type og menneske.

Og ikke mindst hvordan jeg gerne vil, at andre skal se mig.

Det var naturligt for mig at vælge sproglig linje med samfundsfag

som retning. Ærgerligt var det, at man så gik glip af alle de

mange drenge fra de matematiske linjer. I vores klasse var der kun

fire drenge og en stor horde af piger.

Det stod lysende klart, at man skulle bekende sig til en gruppering

i gymnasiet. Det var helt normalt at tone rent flag og ret

tidligt i 1. g finde ud af, om man så sig selv som »disker«, »flipper«

eller »rocker« ...

En »disker« bekendte sig, som ordet antyder, til diskomusikken

og den flatterende mode med poloshirt, Marc O'polo-sweatshirt og

gerne sejlersko. Hvis da ikke ligefrem de høje hæle kom ud af skabet.

I april 1978 var jeg blevet overbevist om mit tilhørsforhold. Efter

premieren på Saturday Night Fever med John Travolta i hovedrollen

var jeg solgt til diskomusikken. Som for mange jævnaldrende

unge piger var filmens hovedrolleindehaver gået direkte i hjertet

og fødderne på mig. Så der blev investeret i høje hæle, fine feminine

kjoler og krøllejern for at få håret til at sidde præcis som på

den kvindelige hovedrolleindehaver. Bee Gees hittede svært med

musikken til filmen, og vi var mange, der løste billet til den lokale

aftendanseskole, hvor man blev undervist i diskodansens grundtrin.

Jeg kan dem endnu.

Mit liv i gymnasietiden var ret så lystbetonet. Der var mange

byture med spritbådene og efterfølgende dans på de lokale diskoteker

og meget samvær med min første seriøse kæreste, som var nogle år

ældre end jeg og derfor for længst færdig med gymnasiet. Jeg syntes,

at forbrug var skønt, jeg syntes, at mode og musik var herligt - og

56

var derfor ofte i opposition til nogle af de andre gymnasieelevers

livsanskuelse. For eksempel havde jeg intet imod at lytte til Eruption,

Baccara, Boney M og Smokie, og det var altså meget plat i visse andre

grupperinger. De kaldte det »røvballemusik«.

De fleste af mine gymnasiekammerater var mere optaget af

»flipper«-udtrykket. De så sig selv som politiske og bevidste og havde

blikket rettet på uretfærdighed i samfundet, antiforbrug, ligestilling,

pacifisme og fed, fed lykke til alle. De hørte ikke Bee Gees - og de

syntes, at John Travoltas rolle som dansetyr var for amerikansk,

overfladisk og naragtig.

Jeg husker mange af »flipperne« som glade for brunt og for

rummelige sweatre i kradsuld, kansasbukser og kernelæder. Afghanerpelsen

var også et hit. Og meget gerne med et partisantørklæde

om halsen. Deres musiksmag var heller ikke lige noget for mig, der

var ganske enkelt for meget majspibe over Bob Dylan, Lou Reed og

Iggy Pop, og David Bowies mærkelige univers forstod jeg vist ikke

rigtigt på det tidspunkt.

En tredje gruppering, som nok var den tyndest befolkede i

gymnasiet, var de såkaldte »rockere«, egentlig en lidt misvisende

betegnelse. For navnet dækkede mere over en musikalsk interesse

og en særlig påklædning end over, at man kørte på motorcykel og

havde rygmærke.

Rockerne var ofte drenge med en stor forkærlighed for tunede

knallerter og Suzi Quatro, Meat Loaf, Deep Purple og andre lidt

mere glamrock-prægede bands. De ville gerne optræde som hårde

negle, når de gik rundt i deres sorte læderjakker med de såkaldte

rockerstøvler og med to imaginære franskbrød under armene, så de

så bredskuldrede ud. Når ingen holdt øje med dem, tror jeg også,

57

at de faldt for fristelsen til at skråle med på Shu-bi-dua og Gasolin'

- men de ville allerhelst virke rå og lidt uden for pædagogisk rækkevidde.

Og ærlig talt var der nok flere af dem på erhvervsskolerne

end på Amtsgymnasiet - men de var der.

Tydeligt var det, at vi brugte vores tøj, vores musikvalg, vores

skoletaske og hvad vi ellers havde til at positionere os selv. Allerede

dengang. Vi er og bliver flokdyr, og også i 70'erne ville vi helst være

sammen med dem, der lignede os selv - og mente det samme.

Da jeg midt i 2. g meldte mig ind i Konservativ Ungdom, var

nogle af mine flipper-skolekammerater ved at gå amok. Jeg var en

forræder, der ikke havde forståelse for arbejderklassen og de røde

faner. Som ikke havde fattet, at den kollektive tankegang og den

større og større offentlige sektor var det helt rigtige.

Jeg tænker tilbage på 70'erne som en god tid i et trygt provinsmiljø.

Der var unægtelig forskel på, om man voksede op i storbyen København

eller en by med ca. 30.000 indbyggere som Sønderborg.

For os var der især fokus på det nære, lokale liv med familie, venner,

institutioner og foreningsliv. Og selvom der også i min by sikkert

har været en del politisk vakte, husker jeg det, som om jeg selv mest

brugte fritiden til at dyrke mine interesser og venner.

Der var ikke mange i min barndom, som ikke dyrkede sport,

og her taler jeg ikke om e-sport. Vi cyklede til alle fritidsaktiviteter,

hvad enten der var tale om badminton 8 kilometer uden for hjemmet

eller fodbold og håndbold i nabobyen. Personligt synes jeg, at

vi lærte at have respekt for fællesskabet og hinanden. Verden var

i forandring, men set fra min højde var livet relativt overskueligt.

Vi havde endnu ikke hørt om 12-talspiger og høje adgangskrav til

58

uddannelsesvalg, og fremtidsudsigterne virkede ikke nær så truende

som i dag. Teknologisk var vi vel nærmest analoge - og det var, som

om tiden gik langsommere, og friheden til at vælge, tage fejl og

vælge om igen var større.

Én ting er i hvert fald sikkert: Jeg fik selv i 70'erne lagt grundstenen

til den, jeg er i dag. Mine forældre gav mig tålmodigt deres

viden og erfaringer, og de krævede noget af mig. De var ikke bange

for ikke at være »venner« med deres børn - de så det som deres

opgave at opdrage og vise os, hvordan vi kunne få en plads i deres

verden. Og det vil jeg altid være dybt taknemmelig for.

I 1979 flyttede jeg hjemmefra som 17-årig. For modsat i dag var

det muligt at finde en studieegnet bolig, der var til at betale - uden

at skulle ud i forældrekøb for at få tag over hovedet. Mit held var, at

jeg sammen med en nær veninde fik tilbudt at leje en 35 kvadratmeter

stor lejlighed med udsigt over Sønderborg Havn. Marie, vores

husvært, var en utrolig sød ældre kvinde, som på grund af børnelammelse

ikke selv kunne klare toiletbesøg, personlig hygiejne og at

komme ind og ud af sengen. Hun søgte derfor et par friske piger, som

kunne hjælpe hende om aftenen med at komme til ro. Til gengæld

tilbød hun en husleje, som var stærkt reduceret, nemlig 60 kroner

om måneden. Vi sprang til og havde nogle dejlige gymnasieår på

den lille førstesal, hvor vi lærte at drage omsorg for Marie, at stå på

egne ben og få mulighed for at leve det frie studenterliv. På trods af

meget kneben plads, manglende bad og kun koldt vand i køkkenet

vil jeg ikke bytte den tid for noget.

Og sådan kom jeg ind i 80'erne.

59

Christine Feldthaus
Født 1962 på Frederiksberg, men voksede op i Sønderborg.

Hun er erhvervskvinde, foredragsholder og tv-vært. Mest kendt fra livsstilsprogrammet "Kender du typen?" på DR1

og "So F***ing Special" på DR2. Uddannet lægesekretær, flyttede til København i

1985, hvilket blev begyndelsen på en lang karriere i reklamebranchen som blandt

andet kontaktchef hos Bates og kontaktdirektør hos Young & Rubicam.

Siden 2004 selvstændig med kommunikations- og foredragsvirksomheden Feldthaus &

Mand. Forfatter til "#Feldthaus skruer ned - en dagbog om at spare på miljøet"..

Bogen
"Min barndom i 70'erne er på 200 sider og koster 299 kroner. Den er udkommet på forlaget Lindhardt og Ringhof. De medvirkende er foruden Christine Feldthaus, Kim Bildsøe Lassen, Lars Bom, Charlotte Fich, Julie Hastrup, Jimmy Jørgensen, Gitte Løkkegaard, Søren Anker Madsen, Isabella Miehe-Renard, Christian Mohr Boisen, Henrik Palle, Signe Ryge Petersen og Signe Wenneberg.

Ingen forbindelse til JobKlik...

Ledige jobs i Syddanmark