Bjørn Nørgaard skabte dronningens sarkofag: - Døden er det mest demokratiske vi har. Der er ingen, der undgår den

Billedhuggeren Bjørn Nørgaard arbejder lige nu på en skulptur, der skal stå foran Aarhus Universitet, når den bliver sat op senere på efteråret. Skulpturen skal minde de unge studerende om de tre grundpiller i et demokratisk samfund ifølge Bjørn Nørgaard. - Det er kritikken, der skal kontrollere magten i et demokrati, og den skal udøves af tre frie institutioner: den frie kunst, de frie videnskaber og et uafhængigt retsvæsen, siger kunstneren. Foto: Morten Rode

Bjørn Nørgaard skabte dronningens sarkofag: - Døden er det mest demokratiske vi har. Der er ingen, der undgår den

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Interview. Det begynder med en hesteofring og slutter med et kongeligt værk. Sådan er de fleste fortællinger over billedhuggeren Bjørn Nørgaard skruet sammen. Indimellem kommer Eks-skolen, kolonihaven ved Smørmosen og alle de diskussioner, som kunstneren selv deltager i, og dem, som han skaber med sine værker. Mød den utrættelige samfundsdebattør, den moderne kunstner og rebellen med de udfordrende øjne.

Skoenes snuder samler gipsstøv op fra gulvet. Noget af det hvirvler længere op af bukserne eller op i det overdådige lys, der skinner gennem vinduer tæt på loftet. Billedhuggerværkstedet i Materialgården har aldrig været andet end det. Det har huset mange betydningsfulde danske billedhuggere gennem tiderne, og gør det stadig.

Siden han arbejdede på dronningens sarkofag har Bjørn Nørgaard holdt til i billedhuggeriet på Frederiksholm Kanal. Det er her, han opmålte dronning Margrethe, så han kunne få den rigtig længde på figuren af hende, der indkapslet i glas vil være en del af hendes gravmæle. Stående på en sokkel af fransk sandsten, søjler af dansk granit, færøsk basalt og grønlandsk marmor repræsenterer gravmælet dronningens virke gennem mere end 46 år. Dronningen og Prins Henrik, der ligger side om side sandblæst ind i en boble af glas, har deres gravhunde, digtsamling, vin og malerpensler med sig i døden.

Regentparret valgte billedhugger Bjørn Nørgaard til at udføre gravmælet som et moderne kunstværk i 2003. I foråret 2018 stod det færdigt.

Men hvordan blev den oprørske Nørgaard, som blev smidt ud af Louisiana og landskendt på en hesteofring, der chokerede danskerne og udslettede kunsten som værk, til kongehusets foretrukne kunstner?

Og hvorfor laver oprøreren og samfundsdebattøren noget, der minder om en hyldest over monarkiet?

- Døden er det mest demokratiske vi har. Der er ingen, der undgår den, siger han.

Bjørn Nørgaards eget liv var nær endt, inden det rigtig var begyndt.

Det, der sker, er, at vidnerne til ens liv forsvinder. Jeg arbejder også sammen med unge kunstnere, og det er fint, men de var der ikke dengang. Og det betyder nok noget for en. Man kan jo ikke sige, at man bliver ensom, men man bliver alene med mange ting.
Bjørn Nørgaard, billedhugger, 71 år
Det er ikke kun Nørgaards kunst, der er politisk. Det er alt, hvad han gør. - Helt grundlæggende har en enhver handling, når man lever i et demokratisk samfund, politiske konsekvenser. Det kan man ikke komme udenom. Men man bliver selvfølgelig bims i låget, hvis man skal tænke på det hele tiden, siger han. Foto: Morten Rode
Det er ikke kun Nørgaards kunst, der er politisk. Det er alt, hvad han gør. - Helt grundlæggende har en enhver handling, når man lever i et demokratisk samfund, politiske konsekvenser. Det kan man ikke komme udenom. Men man bliver selvfølgelig bims i låget, hvis man skal tænke på det hele tiden, siger han. Foto: Morten Rode
Foto: Morten Rode/Morten Rode / Monsun

Før alle diagnoserne

Da Bjørn Nørgaard blev født for 71 år siden, var det med en læbe-ganespalte. I 1940'ernes danske hospitalsvæsen betød det, at han som spæd blev taget fra sin mor for at gennemgå operationer. I lang tid kunne hun kun se ham gennem en glasrude. Og midt mellem operationer og adskillelse fik den lille dreng difteritis. Han blev hjemmedøbt, for måske var der ikke lang tid igen.

- Ja, det var jo ikke så godt. Jeg var under et år, så det er noget min mor har fortalt mig. Hun lever faktisk endnu. 92 år. Den adskillelse har formentlig sat sig et eller andet sted. Men jeg er jo lykkeligvis født ind i en tid, hvor ADHD, autisme og alle de diagnoser, ikke var opfundet. Det er ikke, fordi jeg skal romantisere det, men det gjorde, at selv om man var lidt underlig, var der ingen, der begyndte at sige, at nu skal han have medicin eller til psykolog, siger Bjørn Nørgaard.

Han levede sin frie barndom omkring familiens kolonihave og Smørmosen.

- Når jeg løb om morgenen, råbte jeg, "Mor, jeg løber ned i mosen", "Ja, lad vær med at falde i vandet". Og så var det ingen voksne, før vi børn gik sultne og trætte hjem klokken fem om eftermiddagen. Altså de arbejdede jo længere dengang, og min far var tillidsmand i alt muligt, og min mor var også engageret. Men jeg havde altid fornemmelsen af, at de var der. Jeg tror, det var fordi, der ikke var smartphone og Netflix og rend mig i røven, siger han.

Ved siden af kunsten, og allerhelst i forening med den, er Bjørn Nørgaard en utrættelig samfundsdebattør. I opposition til både den ene og den anden regering, til nedskæringer på kunsten i almindelighed og kunstakademiet i særdeleshed - men han har også meninger om mere overraskende ting som parkeringsforhold for håndværkere i København, bredbåndsudlægning på Møn og statens udflytninger af arbejdspladser. Det er svært at stoppe talestrømmen, når han først er kommet i gang. Men for det meste det lykkes det ham at afbryde sig selv med et:

- Nå, fred med dem.

Dronning Margrethe og Prins Henrik har været gode opdragsgivere, mener Bjørn Nørgaard, der har skabt dronningens gravmæle, der som kunstværk kaldes
Dronning Margrethe og Prins Henrik har været gode opdragsgivere, mener Bjørn Nørgaard, der har skabt dronningens gravmæle, der som kunstværk kaldes "Sarkofag". - De er jo selv indenfor området. Det gør det lidt nemmere at tale sammen, siger billedhuggeren. Foto: Morten Rode
Foto: Morten Rode/Morten Rode / Monsun

- I var der ikke dengang

Fra mosen kom han på Søborg Gymnasium, men mens afleveringer af danske stile hobede sig op, cyklede han rundt til kunstudstillinger og på Louisiana.

- På et tidspunkt havnede jeg på eks-skolen. Og der blev jeg hængende. Der var ikke plads til både gymnasium og eks-skolen, så jeg måtte vælge. Jeg havde det dårligt med min dansklærer, og vi kom op og diskutere, for at sige det pænt, fortæller Bjørn Nørgaard.

Han var 17 år, da han valgte Den Eksperimenterende Kunstskole, der blev grundlagt i 1961 af Poul Gernes og Troels Andersen. I '64 var det ikke længere en skole, men mere en gruppe af kunstnere, forfattere, filmfolk og komponister. Her mødte Bjørn Nørgaard blandt andre Jørgen Leth, Per Kirkeby, Gernes og Lene Adler Petersen, som han senere giftede sig med.

- Vi lavede tidsskrifter, festivaler og aktioner. Det var ikke sådan noget med at stå og male på et lærred. Overhovedet. Det var måske det der gjorde, at man blev hængende. Fællesskabet udviklede sig. Vi kaldte hinanden brødre. Det var noget, Poul Gernes fandt på, og det kom til at betyde, at vi blev ved med at have et bånd til hinanden, selv om vi var rygende uenige. Ligegyldigt hvor meget vi var ved at rive hovederne af hinanden, var vi stadig brødre. Men nu er vi kun to tilbage. Vi har lige begravet en, siger Bjørn Nørgaard.

Per Kirkeby døde i maj 2018, 79 år gammel, som den seneste af Nørgaards kunstner-brødre.

- De fleste var ældre end mig, men nogen af dem er døde ret tidligt. Det er et hårdt erhverv. Min farfar blev 94 år. Han havde været brygger på Carlsberg og aldrig syg en dag i sit liv. Men da min faster døde, fulgtes jeg med ham fra graven, og han sagde, "Bjørn, nu er min kone død, mine venner er også væk, og nu begynder mine børn at dø. Det her liv har jeg ikke lyst til mere", og da jeg sagde, at han jo havde os, svarede han, "Ja, men I var der ikke dengang". Det, der sker, er, at vidnerne til ens liv forsvinder. Jeg arbejder også sammen med unge kunstnere, og det er fint, men de var der ikke dengang. Og det betyder nok noget for en. Man kan jo ikke sige, at man bliver ensom, men man bliver alene med mange ting, fortæller Bjørn Nørgaard.

- Døden er det mest demokratiske, vi har. Der er ingen, der undgår den. Men det er klart, at moderne mennesker har et kolossalt problem med det. Tidligere generationer har forstået sig selv som en del af en større helhed, hvor vi forstår os selv som singulære individer, siger Bjørn Nørgaard, der er kunstneren bag dronningens sarkofag. Foto: Morten Rode
- Døden er det mest demokratiske, vi har. Der er ingen, der undgår den. Men det er klart, at moderne mennesker har et kolossalt problem med det. Tidligere generationer har forstået sig selv som en del af en større helhed, hvor vi forstår os selv som singulære individer, siger Bjørn Nørgaard, der er kunstneren bag dronningens sarkofag. Foto: Morten Rode
Foto: Morten Rode/Morten Rode / Monsun

Ofring af kunsten

Han oplever stadig, at han kan sætte sig ind i en taxa, og så vender chaufføren sig om og spørger, "var det ikke dig med hesteofringen?". Det er 48 år siden, men et emne, der er umuligt at komme udenom. For det definerede Bjørn Nørgaard. Som provokerende, selv om han fastholder, at det ikke var meningen. Som dyreplager, selv om den aldrende hest blev forsvarligt aflivet. Som oprørsk kunstner, der fik folk til at diskutere, hvad man kan kalde kunst?

"Scenen har nærmest mytisk karakter: Vi er på en mark ved Kirke Hyllinge, en hest - "Røde Fane" - ofres, dens røde blod siver ud i den rene hvide sne. Der udføres rituelle handlinger: en kvinde synger, en mand spiller, mens en præst, en shaman, en kunstner dissekerer dyret og udfører symbolske handlinger," sådan beskrives hesteofringen af Statens Museum for Kunst.

Ekstrabladet var inviteret med for at dokumentere kunstværket, og chokket, som et opslag i midten af formiddagsavisen medførte, havde hverken Bjørn Nørgaard eller hans hustru Lene Adler Petersen forudset. De var nødt til at flytte hjemmefra i nogle måneder.

- Det var ret voldsomt. Det, der er interessant ved tiden, er, at i den periode var der ugentligt reportager fra Vietnam om byer ramt af napalm, døde børn og halvbrændte kvinder. Det var blevet en del af dagligdagen, men når der var en hest, der blev ofret, reagerede man. Det er derfor, man bruger dyr i kunsten, for dyret kan transformere følelser, som man ikke rigtig vil vedkende sig. Gennem dyret kan du frigøre dem. Når man ser en massakre som den i My Lai og børn, der bliver bombet, burde vi reagere. Men det kan vi ikke. For hvad skulle du gøre? Så fortrænger man det, og det bliver udløst i den her hest, forklarer Bjørn Nørgaard.

Happeningen med hesten blev ikke kun det mest berygtede danske kunstværk. Det blev også et farvel til kunsten som noget, der skaber genstande.

- Det var ikke bare hesten, der blev slået ihjel. Det var også kunsten som et fysisk værk. Vi mente ikke længere, at kunsten skulle lave skulpturer, malerier og alt det, vi plejede at gøre. Nu skal den kunstneriske metode være med til at forme selve samfundet, siger Bjørn Nørgaard.

Derefter stævnede han ud med et kollektiv for at erobre Livø i Limfjorden.

- Døden er det mest demokratiske, vi har. Der er ingen, der undgår den. Men det er klart, at moderne mennesker har et kolossalt problem med det. Tidligere generationer har forstået sig selv som en del af en større helhed, hvor vi forstår os selv som singulære individer, siger Bjørn Nørgaard, der er kunstneren bag dronningens sarkofag. Foto: Morten Rode
- Døden er det mest demokratiske, vi har. Der er ingen, der undgår den. Men det er klart, at moderne mennesker har et kolossalt problem med det. Tidligere generationer har forstået sig selv som en del af en større helhed, hvor vi forstår os selv som singulære individer, siger Bjørn Nørgaard, der er kunstneren bag dronningens sarkofag. Foto: Morten Rode
Foto: Morten Rode/Morten Rode / Monsun

Enden på fællesskabet

Øen i Limfjorden havde været hjem for "underlødige" mænd, ligesom Sprogø i Storebælt havde været det for "løsagtige" kvinder. Men i 1961 var anstalten lukket, og den idylliske ø lå øde hen. 10 år senere var Bjørn Nørgaard del af en stamme med fællesøkonomi, der ville bosætte sig på øen, og den forhandlede med Miljøministeriet om at købe øen. Men da forhandlingerne gik trægt, besluttede gruppen sig for at erobre øen.

- Vi sejlede til Livø i en hollandsk kuf. Vi var 18 voksne og vores børn, to køer og nogle kalve. Seks-otte svin og en helvedes masse høns. Vi havde udsæd til 200-300 tønder land, gartnerifrø, maskiner, værktøj og folks sure sokker. Og så sejlede vi af sted for at lave et nyt samfund, siger Bjørn Nørgaard smilende.

Men en vejret og en nabo kom i vejen for stammens planer.

- Vi kunne ikke få skibet i havn på grund af en nordøstenstorm, så det endte med, at vi måtte ro en trodse ind, og via spillet på havnen kunne vi trække os mod land. Men der var gået et døgn, og vi havde på forhånd sendt en folder ud til alle naboerne, om at de skulle komme til kaffe, for vi havde regnet med, at vi var installeret og i gang med at pløje. Men der var selvfølgelig en eller anden kvajpande, der havde ringet til politiet. Mens vi var ved at lodse, kom betjentene for første gang i de her blå kampuniformer. Men vi var enige om, at vi ikke ville slås med politiet, så vi sejlede til Løgstør og solgte det, vi kunne sælge, beholdt gartnerifrøene og lejede en ejendom, hvor vi havde gartneri i en sæson. Men det gik ikke særlig godt økonomisk, fortæller han.

Året efter tog de hjem til København og startede det kollektivejede Eks-skolens trykkeri, der stadig eksisterer. Bjørn Nørgaard involverede sig i en ny kunstnersammenslutning, der hed Arme og Ben. Men her blev han uenig med Poul Gernes. Så meget, at de ikke talte sammen i temmelig mange år.

- Det var i 81 eller 82, og det var første gang, at jeg ikke var medlem af et eller andet foretagende. Sådan nogle kunstnerfællesskaber har meget ofte en tid, hvor man slider hinanden op. Og på et tidspunkt bliver modsætningerne så store, at der sker et brud. 80'erne var heller ikke kollektivets årti. Det var starten på konkurrencestaten. Nyliberalismen tager over, mens det solidariske menneske nærmest bliver til grin. Man er jo nødt til at aflæse de faktiske forhold i jernindustrien. Og på det tidspunkt skete der ikke noget, jeg ville være en del af, siger han.

I stedet blev provokatøren professor på Det Danske Kunstakademi og genoplivede kunsten som værk. Faktisk skulle han i løbet af 90'erne og de første årtier af det nye århundrede være ophavsmand til kæmpe skulpturer, overvældende og dekorative gobeliner og et gravmæle over landets dronning.

Det har aldrig været Bjørn Nørgaards mening at provokere, forklarer han, da emnet om hesteofringen kommer op. Kunsthistoriker Troels Andersen har skrevet om paradokset: ?Bjørn Nørgaards tidlige arbejder virkede ofte provokerende. Provokationen var ikke hans primære mål, men hans tankegang var simpelthen i så stærk modstrid med gængse normer og forestillinger, at de kunstneriske udsagn fik en langt stærkere virkning end forudset af ham selv.? Foto: Morten Rode
Det har aldrig været Bjørn Nørgaards mening at provokere, forklarer han, da emnet om hesteofringen kommer op. Kunsthistoriker Troels Andersen har skrevet om paradokset: ?Bjørn Nørgaards tidlige arbejder virkede ofte provokerende. Provokationen var ikke hans primære mål, men hans tankegang var simpelthen i så stærk modstrid med gængse normer og forestillinger, at de kunstneriske udsagn fik en langt stærkere virkning end forudset af ham selv.? Foto: Morten Rode
Foto: Morten Rode/Morten Rode / Monsun

En af kongehusets foretrukne

- En moderne kunstner må hverken være repræsentativ eller dekorativ. Men når man laver 17 gobeliner til udsmykning på Christiansborg, så kan man ikke undgå at det bliver begge dele. Men en moderne kunstner skal jo også gøre det, han ikke må, siger han og smiler udfordrende med øjnene.

Oprøret er ikke dødt, selv om kunstneren med de samfundsforandrende idéer er blevet en af kongehusets foretrukne. Fra 1989 til 1999 arbejdede han og 30 franske vævere på fuldtid på at skabe 17 gobeliner til Christiansborg. Gennem gobelinerne fortæller Bjørn Nørgaard sin version af danmarkshistorien i det, han kalder anskuelsestavler, der fortæller 1000 års historie delt op i epoker - og et sted mellem Anden Verdenskrigs rædsler og de fire Beatles er kolonihaven, som unge Bjørn og hans forældre boede i, vævet ind i historien.

Da regentparret i 2003 besluttede sig for at bestille et gravmæle, blev det Bjørn Nørgaard, der fik opgaven at lave et moderne kunstværk, der kunne stå som mindesten over dronningens og prinsens virke. Med symbolik, heraldik og materialer fra hele rigsfællesskabet har Bjørn Nørgaard skabt et monument, der skal stå til skue for fremtiden i Roskilde Domkirke. Ligesom kongerne og dronningernes gravmæler før dem.

- Når man træder ind i domkirken, går man gennem Danmarkshistorien. På gravmælerne kan man aflæse, hvornår de er fra, og hvilken rolle regenten havde i den periode. I starten med dronning Margrete 1.'s og Frederik 2.'s gravmæler har man lavet hele figurer af kongerne og dronningerne. Går man op gennem tiden, er der ikke længere figurer, men en masse ornamenter især i barokken og rokoko. Jo tættere man kommer på vores tid, jo enklere bliver gravmælerne. Og til sidst er der bare en almindelig kiste hugget i sten. Det er meget minimalt. Dronning Ingrid og Frederik 9. ryger helt ud af kirken. Men dronningen og prinsen ville have et monument, der kom tilbage i kirken, og som både var moderne kunst og en del af den store fortælling, siger Bjørn Nørgaard.

Dronningens sarkofag er ikke det første gravmæle, der er blevet til i Materialgårdens billedhuggeri. Blandt andet skabte billedhugger og kunstakademiets direktør Johannes Wiedewelt i 1759 Christian VIs marmorsarkofag i lokalerne og 20 år senere var han ophavsmand til Ludvig Holbergs sarkofag.

- Det har altid været en del af mit fag at lave bautasten, mindesten og gravmæler. Om det er et kunstværk eller en runesten, skal den i et eller andet omfang fortælle om den persons historie. Det er en meget enkel måde at sige: vi var her, siger han.

Og på den måde viser gravmælet jo også, at Bjørn Nørgaard var her. Kunstneren, der ofrede en hest og blev kongehusets udvalgte

- Den her stol har min morfar, der var møbelsnedker, lavet som svend, siger Bjørn Nørgaard og tager godt fat i armlænene. - Det er mange år siden, tilføjer han. Foto: Morten Rode
- Den her stol har min morfar, der var møbelsnedker, lavet som svend, siger Bjørn Nørgaard og tager godt fat i armlænene. - Det er mange år siden, tilføjer han. Foto: Morten Rode
Foto: Morten Rode/Morten Rode / Monsun
Værkstedet i Materialgården på Frederiksholms Kanal har aldrig været andet end billedhuggeri. Her har flere prominente billedhuggere arbejdet. Blandt andet Bissen - både den yngre og ældre - og Anne Marie Carl Nielsen, komponistens hustru. Atelieret har tidligere hørt til kunstakademiet, men skulle afhændes i en sparerunde. Bjørn Nørgaard, der arbejdede på dronningens sarkofag, fik dog lov til at blive midlertidigt. - Her har aldrig været og skal aldrig være andet end billedhuggeri, siger kunstneren. Foto: Morten Rode
Værkstedet i Materialgården på Frederiksholms Kanal har aldrig været andet end billedhuggeri. Her har flere prominente billedhuggere arbejdet. Blandt andet Bissen - både den yngre og ældre - og Anne Marie Carl Nielsen, komponistens hustru. Atelieret har tidligere hørt til kunstakademiet, men skulle afhændes i en sparerunde. Bjørn Nørgaard, der arbejdede på dronningens sarkofag, fik dog lov til at blive midlertidigt. - Her har aldrig været og skal aldrig være andet end billedhuggeri, siger kunstneren. Foto: Morten Rode
Foto: Morten Rode/Morten Rode / Monsun
Lyset i atelieret er vidunderligt for en kunstner. Men bygningen er også skabt til at huse billedhugger-atelier, da den blev bygget i 1700-tallet. Samtidig brugte man materialgården til at hugge både træ og sten til kongens palæer og kirker, for dengang kunne man sejle materialerne ind i byen via Frederiksholms Kanal. De senere år har Bjørn Nørgaard brugt atelieret til at skabe dronningens sarkofag og skulpturen, der er under opbygning, til Aarhus Universitet. Foto: Morten Rode
Lyset i atelieret er vidunderligt for en kunstner. Men bygningen er også skabt til at huse billedhugger-atelier, da den blev bygget i 1700-tallet. Samtidig brugte man materialgården til at hugge både træ og sten til kongens palæer og kirker, for dengang kunne man sejle materialerne ind i byen via Frederiksholms Kanal. De senere år har Bjørn Nørgaard brugt atelieret til at skabe dronningens sarkofag og skulpturen, der er under opbygning, til Aarhus Universitet. Foto: Morten Rode
Foto: Morten Rode/Morten Rode / Monsun
- Man må abstrahere fra, at det menneske, man laver et gravmæle til, ikke skal bruge det, før hun er død, mener Bjørn Nørgaard, der målte dronningen til figuren i
- Man må abstrahere fra, at det menneske, man laver et gravmæle til, ikke skal bruge det, før hun er død, mener Bjørn Nørgaard, der målte dronningen til figuren i "Sarkofag" i atelieret i Materialgården. Foto: Morten Rode
Foto: Morten Rode/Morten Rode / Monsun

        Bjørn Nørgaard. Foto: Morten Rode
Bjørn Nørgaard. Foto: Morten Rode
Foto: Morten Rode/Morten Rode / Monsun

        Bjørn Nørgaard om oprøret i 60'erne mod den etablerede kunstverden og det etablerede samfund: - Det var et oprør, men ikke et oprør på den måde. Vi gjorde oprør mod autoriteterne, men ikke mod historien. Vi befriede historien fra de autoriteterne, der fortalte os, hvad den var. Men det er ikke det samme som, at vi ikke brugte den. Det var modernisterne, der gjorde op med traditionerne, siger han. Foto: Morten Rode
Bjørn Nørgaard om oprøret i 60'erne mod den etablerede kunstverden og det etablerede samfund: - Det var et oprør, men ikke et oprør på den måde. Vi gjorde oprør mod autoriteterne, men ikke mod historien. Vi befriede historien fra de autoriteterne, der fortalte os, hvad den var. Men det er ikke det samme som, at vi ikke brugte den. Det var modernisterne, der gjorde op med traditionerne, siger han. Foto: Morten Rode
Foto: Morten Rode/Morten Rode / Monsun

        Billedhuggeren Bjørn Nørgaard arbejder lige nu på en skulptur, der skal stå foran Aarhus Universitet, når den bliver færdig senere på efteråret. Skulpturen skal minde de unge studerende om de tre grundpiller i et demokratisk samfund ifølge Bjørn Nørgaard. - Det er kritikken, der skal kontrollere magten i et demokrati, og den skal udøves af tre frie institutioner: den frie kunst, de frie videnskaber og et uafhængigt retsvæsen, siger kunstneren. Foto: Morten Rode
Billedhuggeren Bjørn Nørgaard arbejder lige nu på en skulptur, der skal stå foran Aarhus Universitet, når den bliver færdig senere på efteråret. Skulpturen skal minde de unge studerende om de tre grundpiller i et demokratisk samfund ifølge Bjørn Nørgaard. - Det er kritikken, der skal kontrollere magten i et demokrati, og den skal udøves af tre frie institutioner: den frie kunst, de frie videnskaber og et uafhængigt retsvæsen, siger kunstneren. Foto: Morten Rode
Foto: Morten Rode/Morten Rode / Monsun

        Billedhuggeren Bjørn Nørgaard arbejder lige nu på en skulptur, der skal stå foran Aarhus Universitet, når den bliver færdig senere på efteråret. Skulpturen skal minde de unge studerende om de tre grundpiller i et demokratisk samfund ifølge Bjørn Nørgaard. - Det er kritikken, der skal kontrollere magten i et demokrati, og den skal udøves af tre frie institutioner: den frie kunst, de frie videnskaber og et uafhængigt retsvæsen, siger kunstneren. Foto: Morten Rode
Billedhuggeren Bjørn Nørgaard arbejder lige nu på en skulptur, der skal stå foran Aarhus Universitet, når den bliver færdig senere på efteråret. Skulpturen skal minde de unge studerende om de tre grundpiller i et demokratisk samfund ifølge Bjørn Nørgaard. - Det er kritikken, der skal kontrollere magten i et demokrati, og den skal udøves af tre frie institutioner: den frie kunst, de frie videnskaber og et uafhængigt retsvæsen, siger kunstneren. Foto: Morten Rode
Foto: Morten Rode/Morten Rode / Monsun

        Et babelstårn er ved at blive modelleret op i Bjørn Nørgaards atelier. Det er midten af hans nye skulptur til Aarhus Universitet. Babelstårnet skal symbolisere det demokratiske samfund, og tre figurer i skulpturen symboliserer den frie kunst, de frie videnskaber og det uafhængige retsvæsen. Samfundsdebattøren mener, at det står sløjt til med alle tre, derfor skal skulpturen minde de studerende om samfundets grundpiller. Foto: Morten Rode
Et babelstårn er ved at blive modelleret op i Bjørn Nørgaards atelier. Det er midten af hans nye skulptur til Aarhus Universitet. Babelstårnet skal symbolisere det demokratiske samfund, og tre figurer i skulpturen symboliserer den frie kunst, de frie videnskaber og det uafhængige retsvæsen. Samfundsdebattøren mener, at det står sløjt til med alle tre, derfor skal skulpturen minde de studerende om samfundets grundpiller. Foto: Morten Rode
Foto: Morten Rode/Morten Rode / Monsun

        Et babelstårn er ved at blive modelleret op i Bjørn Nørgaards atelier. Det er midten af hans nye skulptur til Aarhus Universitet. Babelstårnet skal symbolisere det demokratiske samfund, og tre figurer i skulpturen symboliserer den frie kunst, de frie videnskaber og det uafhængige retsvæsen. Samfundsdebattøren mener, at det står sløjt til med alle tre, derfor skal skulpturen minde de studerende om samfundets grundpiller. Foto: Morten Rode
Et babelstårn er ved at blive modelleret op i Bjørn Nørgaards atelier. Det er midten af hans nye skulptur til Aarhus Universitet. Babelstårnet skal symbolisere det demokratiske samfund, og tre figurer i skulpturen symboliserer den frie kunst, de frie videnskaber og det uafhængige retsvæsen. Samfundsdebattøren mener, at det står sløjt til med alle tre, derfor skal skulpturen minde de studerende om samfundets grundpiller. Foto: Morten Rode
Foto: Morten Rode/Morten Rode / Monsun

        Et babelstårn er ved at blive modelleret op i Bjørn Nørgaards atelier. Det er midten af hans nye skulptur til Aarhus Universitet. Babelstårnet skal symbolisere det demokratiske samfund, og tre figurer i skulpturen symboliserer den frie kunst, de frie videnskaber og det uafhængige retsvæsen. Samfundsdebattøren mener, at det står sløjt til med alle tre, derfor skal skulpturen minde de studerende om samfundets grundpiller. Foto: Morten Rode
Et babelstårn er ved at blive modelleret op i Bjørn Nørgaards atelier. Det er midten af hans nye skulptur til Aarhus Universitet. Babelstårnet skal symbolisere det demokratiske samfund, og tre figurer i skulpturen symboliserer den frie kunst, de frie videnskaber og det uafhængige retsvæsen. Samfundsdebattøren mener, at det står sløjt til med alle tre, derfor skal skulpturen minde de studerende om samfundets grundpiller. Foto: Morten Rode
Foto: Morten Rode/Morten Rode / Monsun

        - Den her stol har min morfar, der var møbelsnedker, lavet som svend, siger Bjørn Nørgaard og tager godt fat i armlænene. - Det er mange år siden, tilføjer han. Foto: Morten Rode
- Den her stol har min morfar, der var møbelsnedker, lavet som svend, siger Bjørn Nørgaard og tager godt fat i armlænene. - Det er mange år siden, tilføjer han. Foto: Morten Rode
Foto: Morten Rode/Morten Rode / Monsun
"Sarkofag" hedder kunstværket, som skal stå som gravmæle over dronning Margrethe, når hun engang ikke er her mere. Det er Bjørn Nørgaard, der har skabt sarkofagen, der står tildækket i Roskilde Domkirke. Foto: Keld Navntoft/Kongehuset
Foto: Keld Navntoft

Bjørn Nørgaard skabte dronningens sarkofag: - Døden er det mest demokratiske vi har. Der er ingen, der undgår den

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce