- Vi mænd skal spørges

Flere sommerhuse og Thurø Campingplads i Smørmosen stod i dag under vand efter det voldsomme blæsevejr og den forhøjede vandstand på Sydfyn. Foto: Katrine Becher Damkjær

- Vi mænd skal spørges

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Da Bo Linnebjerg for 15 år siden blev medlem af menighedsrådet i Sct. Jørgens Kirke i Svendborg, syntes de øvrige medlemmer, at han var meget ung. Det gør de formentlig stadig. Han er en af de frivillige, som jonglerer arbejde, familieliv og det frivillige arbejde, fordi han mener, det er vigtigt at gøre en indsats for andre. Men der er ikke mange som ham i de danske menighedsråd.

- Jeg tænker, at stedet her var lidt som en fattiggård, hvor de spedalske blev plejet. Og så er det en af de kirker, der ligger skønnest i Danmark, siger Bo Linnebjerg med et smil, mens han går omkring Sct. Jørgens Kirke i Svendborg.

Bo Linnebjerg er en af de mænd, som folkekirker over hele landet gerne vil have fingrene i. Han er 50 år gammel, bor i Svendborg med sin kone og er far til tre børn. Han arbejder som sælger ved Kjaer & Kjaer, som er en virksomhed i Svendborg, der sælger solide biler til velgørenhedsorganisationer over hele verden, og så har han været medlem af menighedsrådet i Sct. Jørgens Kirke i 15 år, hvor han er kasserer og kirkeværge.

Noget kan tyde på, at folkekirken har svært ved at tiltrække mænd. Særligt de yngre. Den Danske Værdiundersøgelse fra 2008 viste, at kvinder over hele linjen var mere troende og engagerede i folkekirken end mænd. Således svarede 71 procent af kvinder mod 56 procent af mænd, at de tror på Gud, mens 13 procent af kvinder mod syv procent af mænd gik i kirke mindst en gang om måneden. Forskere peger blandt andet på, at kvinder ofte påtager sig et større ansvar i den tidlige pleje og opdragelse af børn, og de derfor i højere grad er inddraget i ritualerne omkring fødslen.

Spørger man Bo Linnebjerg, handler det også om, at mænd gerne vil gøre sig gældende, men at opgaverne skal være konkrete. Og så skal de spørges.

- Hvis ikke jeg var blevet spurgt, havde jeg nok ikke været her. Det lå ikke i kortene, at jeg ville søge pladsen i menighedsrådet af mig selv. Jeg blev inviteret. I fodboldklubben sagde vi, at hvis man vil have hjælp til et arrangement, skal man ikke bare sende en mail rundt. Man bliver nødt til at gå hen til folk og sige "Bo, vi står og skal bruge en på søndag. Hvad siger du?", siger han.

Han er en af de gode frivillige. Han har lagt utallige timer som træner i lokale håndbold- og fodboldklubber, og var han ikke endt i menighedsrådet, havde han lagt sine kræfter et andet sted, hvor han kunne være til gavn for lokalsamfundet.

Bo Linnebjergs vej ind i menighedsrådet gik gennem hans yngste søns kammerat, hvis far er bygningskonstruktør og havde været involveret i menighedsrådet i forbindelse med renoveringen af sognegården.

- Da arbejdet stod færdigt, tror jeg, han syntes, han havde ydet sit. Da der skulle nye ind i menighedsrådet, foreslog han mig. Jeg tog til et informationsmøde, stillede op og blev valgt, siger Bo Linnebjerg.

Bo Linnebjerg
Født i 1968 i Ikast.Bor i Svendborg med sin kone. Er far til to drenge og en pige.

Medlem af menighedsrådet i Sct. Jørgens Kirke. Her er han kasserer og kirkeværge, og har derfor ansvar for afrapportering af budgettet til menighedsrådet og ansvaret for bygningernes stand som kontrolleres årligt med en byggesagkyndig.

Har siddet i menighedsrådet i 15 år. Før det har han været frivillig i håndbold- og fodboldklubber.

Arbejder for Kjaer & Kjaer, der sælger biler til velgørenhedsorganisationer over hele verden.
Ro og fællesskab er nøgleordene for Bo Linnebjerg, når han planter sig på bænken under søngens gudstjeneste. Foto: Katrine Becher Damkjær
Ro og fællesskab er nøgleordene for Bo Linnebjerg, når han planter sig på bænken under søngens gudstjeneste. Foto: Katrine Becher Damkjær
Foto: Katrine Becher Damkjær

Kender hver en mursten

Menighedsrådet i Sct. Jørgens Kirke består af tre mænd og fem kvinder foruden to sognepræster. Bo Linnebjerg fortæller, at det er sammensat af forskellige kompetencer. Nogle, som ham selv, er gode til budgetter og mursten, mens andre er gode til at skabe aktiviteter, og endnu andre er gode til mennesker og til at have kontakten til kirkens ansatte. Efter en kort årrække i menighedsrådet arbejdede Bo Linnebjerg sig ind rutinerne, og derfra rykkede han ind på menighedsrådets tungere poster. I dag er han kasserer og kirkeværge. Arbejdet kan være tungt, men han nyder at bringe sig i spil, at give en hånd med og at gøre en indsats.

- Jeg var meget ung, da jeg startede i menighedsrådet, og jeg tror egentlig stadig, de andre synes, jeg er ung, siger han og griner.

Han sammenligner sine roller som kasserer og kirkeværge med at administrere et stort hus med et årligt budget på omkring tre millioner kroner. Det dækker blandt andet over lønninger til kordegn, kirketjenere og organister.

Bo Linnebjerg leder vejen gennem kirken og dens bygninger. Som kirkeværge er det ham, som formelt har ansvaret for at føre tilsyn med blandt andet kirkens stand, vedligeholdelse, reparationer og nybyggeri på menighedsrådets vegne.

Kirkens historie kan spores tilbage til 1100-tallet, hvor man isolerede spedalske uden for byerne. De spedalske boede i huse, såkaldte Sct. Jørgensgårde, opkaldt efter Sct. Jørgen, der var helgen for de spedalske. I Svendborg blev disse huse bygget i det sydvestlige Sørup, og man byggede Sct. Jørgens Kirke til de spedalske, der, eftersom de var forment adgang til byen, ikke kunne besøge byens kirker.

Gennem århundreder blev kirken, der oprindeligt var en lille trækirke, bygget i sten og siden udvidet, inden restaureringer har givet den sit nuværende udseende, der har flere træk fra den oprindelige stenkirke, end den havde for 100 år siden.

Det er bygninger, Bo Linnebjerg kender særdeles godt.

Bo Linnebjerg har været frivillig i børnenes sportsklubber, men de seneste 15 år har han været medlem af menighedsrådet i kirken. I dag er han kasserer og kirkeværge. Foto: Katrine Becher Damkjær
Bo Linnebjerg har været frivillig i børnenes sportsklubber, men de seneste 15 år har han været medlem af menighedsrådet i kirken. I dag er han kasserer og kirkeværge. Foto: Katrine Becher Damkjær
Foto: Katrine Becher Damkjær

Arbejdet skal være håndgribeligt

Bo Linnebjerg genkender billedet af, at mænd er lettere at lokke til kirken, hvis der er noget håndgribeligt at lave.

- Mere end bare at snakke vil mænd gerne have et eller andet, man kan arbejde med. Om det er med hænderne eller hovedet er underordnet. Til søndagsgudstjenesterne tror jeg ikke, der er en overvægt af kvinder, men jeg tror, det er rigtigt, at det er lettere at få kvinder til aktiviteter i kirken. Det appellerer måske mere til dem end mænd, siger han.

I Sct. Jørgens Kirke arbejder menighedsrådet med at få mere frivilligarbejde ind i kirken, og håbet er, at det også kan være med til at aktivere mændene. Eksempelvis var mændene hurtige til at træde til i forbindelse med et rollespil for konfirmanderne i anledning af Luther-året.

- Der kom masser af mænd. Konfirmanderne er jo deres børn, og de blev bedt om at være riddere og fægte med sværd. Det appellerer til os mænd. Jeg tror, at håndgribeligt arbejde kunne være med til at flytte noget. Som mand vil man gerne yde noget. Man vil gerne bidrage, men man skal nok spørges. Man stiller ikke bare selv op.

En af udfordringerne ved at aktivere frivillige i kirken er, at det ikke giver sig selv, hvad de skal lave. En fodboldklub mangler trænere, dommere, holdledere og så videre. Kirken er en anden størrelse. Samtidig mener han ikke, at man skal gå på kompromis for at gøre sig populær.

- Jeg har før været en af dem, der sagde, at der skulle ske noget mere i kirken, og at vi skulle være mere moderne. Men jeg er blevet mere balanceret. Kirken er kirke, og vi skal ikke ændre os til noget, vi ikke er. Dermed ikke sagt, at vi ikke kan lave gode arrangementer og skabe indhold på nye måder, men vi skal samtidig passe på, at vi ikke udvander kirken. Jeg vil hellere skabe rammen for godt indhold i kirken end at have mange folk igennem.

Gennem sit arbejde er Bo Linnebjerg blevet mere bevidst om, hvad kirken skal og ikke skal være. Han fokus er på at lave gode rammer for arrangementer i kirken, der giver noget til lokalsamfundet. Foto: Katrine Becher Damkjær
Gennem sit arbejde er Bo Linnebjerg blevet mere bevidst om, hvad kirken skal og ikke skal være. Han fokus er på at lave gode rammer for arrangementer i kirken, der giver noget til lokalsamfundet. Foto: Katrine Becher Damkjær
Foto: Katrine Becher Damkjær

En kirke for lokalsamfundet

- Sidste sommer gik jeg herned forbi, og der var tilfældigvis voksenkor. Jeg følte mig næsten helt hensat til Midsomer fra "Barnaby", da jeg gik forbi, hvor lyset strålede ud af vinduerne, og jeg hørte dem synge. Alt var fryd og gammen. Det er det billede, jeg gerne vil se. At vi har et sted, der betyder noget for lokalsamfundet.

Det er der, Bo Linnebjerg lander, næsten hver gang nogen spørger, hvorfor han lægger sine kræfter i menighedsrådet, når man også har travlt på arbejdet og derhjemme. Kirken er vigtig. Punktum.

- Kirken er en del af lokalsamfundet, og det vil jeg gerne være med til at bevare og udvikle. Det handler om at stille nogle faciliteter til rådighed. Rent praktisk. Forkyndelse fylder ikke så meget for mig lige nu. Det er nogle smukke bygninger, og her foregår noget værdifuldt arbejde. Forkyndelsen er præstens arbejde. Så laver vi andre nogle aktiviteter, der gør det interessant at komme herned.

I barndomshjemmet i Ikast var kirken noget, man brugte, når der var barnedåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Da Bo Linnebjerg gik til konfirmationsforberedelse, var det gennem hans bedsteforældre, som brugte kirken meget, at han havde en forbindelse til kirken.

- Det er nok troen, der adskiller mit forhold til kirken fra mine bedsteforældres. Dermed ikke sagt, at jeg ikke tror på noget, men de praktiserede det mere. De lagde ikke skjul på deres tro, og det bar deres hjem præg af. Det at være kristen blev en stor del af deres identitet.

Ordet kulturkristen har han smagt på, men med det følger en bismag. For Bo Linnebjerg er kirken og kristendommen mere end et historisk ophav.

- Jeg tror ikke, jeg er kulturkristen. Der er et element af kultur over troen, jo, men for mig ligger der noget begrænsende i begrebet kulturkristen. Som om man kun holder det i live, fordi det er en tradition.

Bo Linnebjerg  Foto: Katrine Becher Damkjær
Bo Linnebjerg Foto: Katrine Becher Damkjær
Foto: Katrine Becher Damkjær

Man skal finde tiden

Med en travl hverdag på jobbet og et travlt familieliv med tre børn, kender Bo Linnebjerg udfordringen med at finde tid til at bruge kirkens tilbud. Ligger de ikke om aftenen eller i weekenden, er hans deltagelse tæt på udelukket. Søndagsgudstjenesten deltager han i jævnligt, men ikke hver uge.

- Vores præst Martin Wemmelund sagde engang, at sognebørnene har vi, indtil de skal konfirmeres. Så ser vi dem kort, når de skal giftes, og så ser vi dem først, når de er rundet de 50. Familielivet er travlt, og det er nok derfor, vi ikke har den aldersgruppe fast i kirken. Søndag formiddag, hvor gudstjenesten ligger, er den eneste tid på ugen, hvor der er ro derhjemme. Hvis man har overskud og god tid, så tager jeg jakken på og traver ned i kirken, hvor jeg får en god oplevelse. Andre gange har man bare brug for at sidde og læse eller ordne småting i haven.

Som årene er gået, og børnene er blevet større, har Bo Linnebjerg fået mere tid til at komme i kirken. Men kirkens betydning for ham har også ændret sig.

- Jeg er nok også blevet mere bevidst om, at jeg søger mening. Det begynder at fylde mere, og kirken er noget, jeg i højere grad vælger til. Når man kommer op i årene, begynder man nok at reflektere mere over tingene, og til det fungerer kirkerummet godt. Jeg kan godt glide væk i tankerne, selv om der sker alt muligt omkring mig i kirken. Der sker noget i en, når man bliver bænket, og man lytter og synger.

Kirkerummet giver ham ro. Når Bo Linnebjerg træder over dørtærsklen, oplever han at træde væk fra alt det, der larmer og farer rundt udenfor. Han beskriver kirken som en havn, hvor man kan finde beskyttelse fra livets værste storme.

- Der findes ikke andre rum, hvor jeg får mere ro end i kirken. Der er plads til fordybelse og refleksion. Jeg mærker det, lige så snart jeg træder ind i kirken. Både når den er tom, og når der er mange mennesker. Alt støjen fra det travle liv forsvinder. Det er ikke det samme, hvis man smider sig på sofaen derhjemme. Måske fordi der ikke forventes noget af dig i kirken, siger Bo Linnebjerg.

Flere sommerhuse og Thurø Campingplads i Smørmosen stod i dag under vand efter det voldsomme blæsevejr og den forhøjede vandstand på Sydfyn. Foto: Katrine Becher Damkjær
Flere sommerhuse og Thurø Campingplads i Smørmosen stod i dag under vand efter det voldsomme blæsevejr og den forhøjede vandstand på Sydfyn. Foto: Katrine Becher Damkjær
Foto: Katrine Becher Damkjær

- Vi mænd skal spørges

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce