Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Stærkt minde om 192 soldater fra Første Verdenskrig

De faldne fra 1. verdenskrig mindes.Foto: Timo Battefeld

Stærkt minde om 192 soldater fra Første Verdenskrig

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mellem 60 og 70 mennesker var lørdag mødt op for at mindes de sønderjyske faldne i Første Verdenskrig.

Sønderborg: Mindet om Sønderjyllands faldne soldater under Første Verdenskrig står stadig stærkt. Lørdag formiddag mødte mellem 60 og 70 op på årsdagen for Første Verdenskrigs ophør. Det er i år 99 år siden, og mange af de fremmødte møder op hvert år for at mindes de faldne. Det sker ved mindestenen ved Sct. Marie Kirke, hvor navnene på de 192 faldne fra Sønderborg Sogn er skrevet op. 

Hans Kammann kommer hvert år. Hans farfar deltog i krigen i alle årene fra 1914-1918 og kom levende hjem. 

- Det betyder alt for mig at komme her. Jeg skal bare med, koste hvad det vil. Det er for at ære de sønderjyder, som mistede livet i Første Verdenskrig. Det interesserer mig meget, og jeg kan godt lide at læse bøger om det, siger Hans Kammann. 

Også ægteparret Anne Marie og Erik Hørlyck havde hver en farfar med i krigen. Begge kom levende hjem fra krigen. 

- Det er jo vores kulturarv. Soldaterne kunne jo ikke gøre for, at de var tyske. Vi mindes alle dem, som døde i vores tjeneste, uden at de ville det, siger Anne Marie Hørlyck. 

Verdens største blodbad: Fire sønderjyske skæbner

To kranse

Omkring ni millioner soldater døde under Første Verdenskrig. Cirka 30.000 sønderjyder deltog i krigen, da Sønderjylland hørte til Tyskland. 5270 af dem mistede livet. På kirkegårde i hele Sønderjylland står der mindestene for sognets faldne, og mange steder bliver de mindet de på årsdagen for Første Verdenskrigs ophør den 11. november 1918. Mindesmærket ved Sct. Marie Kirke blev rejst i 1923, og den 11. november bliver der lagt to kranse. En fra Hæren. Og en fra Sønderborg Kommune. 

Premierløjtnant Jens Peter Rasmussen siger et par ord, inden kransene bliver lagt.

- Vi mindes de faldne, som faldt for en sag, der ikke var deres. Der døde ni millioner soldater og 6,5 millioner civile under krigen. Det er ganske forfærdeligt at tænke på. For os sønderjyder betyder årsdagen ikke blot, at vi mindes de faldne. Afslutningen betød også, at vi kunne stemme Sønderjylland tilbage til Danmark. Så vi i dag kan stå med vores elskede flag, siger Jens Peter Rasmussen. 

 

199 stemmer

I forbindelse med festivalen Define er der lavet en lydinstallation ved mindesmærket samt inde i kirken. Fra 10 højtalere omkring mindesmærket bliver navnene på de 192 faldne læst op. I kirken er der også en lydinstallation, hvor navnene bliver læst op, når man tænder et lys. 

Denne dag er der forskellige holdninger til lydinstallationen. Mange mener, at oplæsningen af navene bliver for 'mudret', og lyden inde i kirken er næsten ikke til at høre. 

- Det var en utrolig flot åbning i mandags med lys på stenen. Men stemmerne mumler for meget i munden på hinanden, siger Anne Marie Hørlyck. 

Installationerne kan ses og høres frem til den 12. november.