At lave kunst eller ikke lave kunst

"At lave kunst eller ikke lave kunst" er den private omskrivning af William Shakespeares berømte sentens fra ?Hamlet?, som Randi Platz har gjort til sit motto.

At lave kunst eller ikke lave kunst

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Keramiker Randi Platz har sin helt egen suveræne stil, hvor mystiske fabeldyr nærmest er blevet hendes signatur.

"To make art or not to make art". At lave kunst eller ikke lave kunst. Det er blevet mottoet for keramiker Randi Platz i Malt ved Vejen, der har lavet sin private omskrivning af William Shakespeares berømte replik, som han lægger i munden på Hamlet, mens han kigger på et kranie: "To be og not to be".

Hun er et eftertænksomt menneske, der midt i sin talentfulde og dygtige kunstneriske udfoldelse også tænker over dybere temaer som menneskets forgængelighed. Derfor ser man i udstillingen i hendes atelier overraskende flere keramiske kranier. Et af dem har en banan i munden, hvor hendes motto er påmalet.

Randi Platz er uddannet som keramisk formgiver på Kunsthåndværkerskolen i Kolding (det hed Designskolen dengang) i 1980 til 1985. Keramik er jo grundlæggende et håndværk, men hos Randi Platz fylder den kunstnerisk kreative del rigtig meget. Hun laver for eksempel ikke stelting som kopper og tallerkener, men fantasifulde vaser, krukker, skulpturelle arbejder og designer sågar skulpturer i pap, som hun efterfølgende lader svejse i jern.

Hendes signatur, som går igen i en hel del af hendes ting, er nogle små mystiske fabeldyr. De kan ligne kamæleoner, firben eller varaner. Egentligt ser de hyggelige ud, men man skal nok alligevel være forsigtige med dem. Man ved aldrig. Nogle gange optræder de som dekoration på en krukke eller vase. Andre gange er de selvstændige værker til pynt. Fabeldyrenes oprindelse er klar. I 1986 til 1990 arbejdede Randi Platz på et keramisk værksted i Bredgade i Købehavn. Der lavede hun mange fisk, men de var ikke nemme at få til at sidde fast på emnerne. Der skulle noget til med ben. Og så blev fabeldyrene født. De har forfulgt hende lige siden - Jeg kan bare ikke blive fri for dem, siger hun. De bliver ved med at dukke op i leret. Og det er også i orden. De gør mine arbejder genkendelige, både som låg eller selvstændige arbejder. Fabeldyrene bliver af nogen kaldt RANDYR, hvor starten på hendes navn indgår.

Kort om Platz
Randi Platz er keramiker, maler og kunsthåndværker med galleri og værksted på Vestre Maltvej 18, Malt, 6600 Vejen.Hun stammer fra Brørup og blev uddannet i keramisk formgivning på Kunsthåndværkerskolen i Kolding 1980 til 1985.

Efter job på keramisk værksted i København 1986 til 1990 flyttede hun tilbage til Jylland og har siden 1993 drevet selvstændigt keramisk værksted i Malt.

Hendes arbejder er ofte farverige, finurlige og med et humoristisk touch. Se mere på www.randiplatz.dk
Vase inspireret af klipperne ved Hammershus på Bornholm.
Vase inspireret af klipperne ved Hammershus på Bornholm.
Foto: Chresten Bergh

Grimt fald fra hesteryg

Randi Platz stammer fra Brørup og kom efter uddannelsen som grafisk formgiver til København. I 1990 vendte hun tilbage vestpå, og efter en kort tid på Fanø rykkede hun i 1993 til adressen i Malt. Efter en beskeden start i en garage begyndte det at udvikle sig, og i 2006 blev det nuværende kombinerede værksted og atelier bygget. Der er god plads til to ovne og en rummelig lys udstilling, hvor hendes værker har en fortjent fin eksponering.

Randi Platz er så småt ved at være oppe i omdrejninger igen efter en vanskelig tid. Hun er hestepige, og for et år siden brækkede hun højre skulder. Hendes hest blev forskrækket og ville løbe væk. Hun havde fat i grimen, men gav ikke slip. Det træk vandt hesten, og hun væltede og brækkede skulderen. Det er naturligvis en fatal skade for en keramiker, og det har taget omkring ti måneder at få skulderen trænet op igen.

Ud over salg fra atelieret sælges hendes i ting i flere museumsbutikker, blandt andet på Vejen Kunstmuseum, hvor keramik er et vigtigt tema. Hun er desuden på hylderne i kunsthåndværkerbutikker i Odense, Aalborg og Randers, og så deltager hun jævnligt i kunsthåndværkermesser, blandt andet på Silkeborg Kunstmuseum, Nicolai i Kolding og Esbjerg Kunstmuseum.

Imponerende farvebeherskelse i dette værk, der også er inspireret af bornholmske klipper.
Imponerende farvebeherskelse i dette værk, der også er inspireret af bornholmske klipper.
Foto: Chresten Bergh

Troldens evige liv på Vejen-egnen

Randi Platz finder entydigt sin inspiration i naturen. Mennesker og arkitektur trænger ikke ind i inspirationscentret. Blandt hendes i øjnefaldende arbejder er rektangulære vaser, hvor overfladen er inspireret af klipperne ved Hammershus på Bornholm. De rå flader finder udtryk på vaserne. Hun har i øvrigt solgt altervaser til to nærliggende kirker i Folding og Skodborg, hvor de harmonerer fint med alterdugene.

Lokalt har man også fået øje på hendes originale talent. For nogle år siden solgte hun skulptursuiten "Udspring" til Vejen Idrætscenter. Det er fem tunge lerskulpturer, der står sammen i det fri. De er delvist abstrakte og ligner så alligevel en slags menneskelige figurer. Man kan også opfange magien fra en trold i dem. Og en trold svæver altid i luften på den egn, fordi billedhugger Niels Hansen Jacobsen (1861 til 1941) var født og levede i Vejen, hvor hans berømte skulptur "En Trold der vejrer Kristenkød" står foran Vejen Kunstmuseum. Den trold indgik tidligere i kommunevåbnet, men blev jaget ud af kommunalreformen, der skulle gøres plads til symboler fra fire kommuner. Kompromisser har kun sjældent kant, men trolden synes at leve sit eget evige liv på Vejen-egnen uden at være med i kommunens våbenskjold.

Kraniet har en banan mellem tænderne, hvor hendes motto ?to make art or not to make art? er påmalet.
Kraniet har en banan mellem tænderne, hvor hendes motto ?to make art or not to make art? er påmalet.
Foto: Chresten Bergh

Hurtig effekt på lærredet

At lave keramik er en proces, der kræver stor tålmodighed, fordi der er mange processer fra formgivningen i det våde ler, til det endelig resultat kan tages ud af ovnen efter flere brændinger. Hun har to ovne, hvor den mindste er hurtigere at arbejde med, fordi der ikke skal så mange ting til at fylde den op til økonomisk drift.

Naturinspirationen er for Randi Platz nært forbundet med hav. Som barn kom hun ofte til Fanø, hvor forældrene havde sommerhus. At gå og sætte spor og trække streger i det våde sand minder om processen med at arbejde i det våde ler. Nu om dage kommer hun også til Kelstrup Strand ud til Lillebælt. Det er en helt anden strand. I modsætning til Fanøs uendelig sandtrækninger i den tidevandsskiftende vandkant, så er stranden i Kelstrup fyldt med sten. Det fremkalder helt andre indre billeder.

Randi Platz maler også. Det er farvestærke naturabstraktioner, og hun henter ofte direkte inspiration til det keramiske arbejde i malerierne. Den keramiske kolorit er langt mere afdæmpet. Og så nyder hun den omgående effekt foran staffeliet.

- Når man laver keramik tager det uendelig lang tid, før man kan se det endelige resultat efter sidste brænding. Her arbejder man tredimensionalt. Når penslen sætter farve på lærredet, kan man med det samme se, om det er rigtigt.

Hun giver sjældent sine malerier titel. Man må selv fortolke og konkludere. Også på spørgsmålet: "At lave kunst eller ikke lave kunst". Yndere af æstetisk skønhed vil aldrig være i tvivl efter et besøg i hendes galleri.

Kraniet er for Randi Platz symbolet på menneskets forgængelighed.
Kraniet er for Randi Platz symbolet på menneskets forgængelighed.
Foto: Chresten Bergh
En stor skulptur i ler magen til de fem i suiten
En stor skulptur i ler magen til de fem i suiten "Udspring", der står ved Vejen Idrætscenter. Der er vist en trold i den menneskelige silhuet.
Foto: Chresten Bergh
Fabeldyrene findes mange steder i hendes keramiske kunst. Her på toppen af låg til nogle små krukker.
Fabeldyrene findes mange steder i hendes keramiske kunst. Her på toppen af låg til nogle små krukker.
Foto: Chresten Bergh
Fabeldyrene optræder også som selvstændige væsener.
Fabeldyrene optræder også som selvstændige væsener.
Foto: Chresten Bergh
Stærk kolorit er karakteristisk for hendes abstrakte naturimpressioner.
Stærk kolorit er karakteristisk for hendes abstrakte naturimpressioner.
Foto: Chresten Bergh
Gulvvase, der møjsommeligt er bygget op af adskillige
Gulvvase, der møjsommeligt er bygget op af adskillige "etager" ler. Farvevalget er mere afdæmpet end i Randi Platz' malerier
Foto: Chresten Bergh

At lave kunst eller ikke lave kunst

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce