Tørfisk: Vi kniber da os selv i armen

Folkemusik fra vest. Tørfisk, der blev dannet i Thyborøn for 35 år siden, turnerer stadig flittigt med fortælling, sang og musik, og det har de fire bandmedlemmer tænkt sig at blive ved med. Her er bandet fotograferet ved Harboøre Musikfestival i juni.
Foto: Morten Stricker

Tørfisk: Vi kniber da os selv i armen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

I 35 år har vestjyske Tørfisk spillet den samme slags folkemusik, og der er fortsat bud efter bandet. De fire medlemmer har alle fuldtidsjob ved siden af og sætter grænsen ved 100 koncerter om året. Lige nu har gruppens signaturnummer fået nyt liv sammen med det islandske fodboldlandshold.

Den 6. august spiller Tørfisk i Jels. Den 16. august spiller bandet på havnen i Esbjerg og 17. september er de i Lunderskov Hallen.

De er fire mænd midt i 50'erne; de har koner og børn og så godt og vel fuldtidsjob som blandt andet forsikringsagent og rådgiver for fiskere. De er rundet af vestenvind og hav, og tungemålet afslører, at hjemstavnen er omkring Thyborøn.
I 35 år har de fire mænd også været dét, de i dag selv kalder Danmarks ældste boyband, folkemusikgruppen Tørfisk. Godt 100 gange om året giver de koncert et sted i landet, ofte i det vestjyske, men de har da også af og til været helt i Kjøwenhavn. Sidste weekend spillede de på Skagen Festival; i aftes gjaldt det Realen på Fanø, og på søndag er de i Mariehaven i Ansager.

Hele sommerens program ser heftigt ud, for der er bud efter bandet. Til de fire medlemmers egen forbavselse, lyder det til.

- Vi har jo bare gjort det samme i alle de 35 år, vi har spillet, og alligevel må vores booker sige nej mange gange, for vi vil holde os til at bruge 70 dage om året på at spille, siger Bent Bro, som ligesom de øvrige har været med lige fra begyndelsen.

På de 70 dage kan de fire spillemænd nå at give 100-110 koncerter, fordi de ikke har tungt grej at stille op og flytte rundt med - det er kun deres "håndvåben", som Bent Bro omtaler deres guitar, bas, mandolin, harmonika og andre instrumenter, de skal have med sig. Det betyder, at de godt kan nå at give to og måske endda tre koncerter på en dag.

- Ja, men vi kniber da os selv i armen over, at der stadig er så meget bud efter sådan nogle halvgamle mænd som os, og i dag kan vi godt blive ramt af en taknemmelighed over det, som stikker noget dybere, end den gjorde for 20 år siden, forklarer Bent Bro, som er bandets guitarist og ligesom de øvrige tre også synger.

Når Bent Bro skal forsøge at give en forklaring på, at bandet har kunnet holde kadencen i så mange år, tyr han til det, andre siger om Tørfisk - og tilsætter selv et skvæt lun underdrivelse.

- Nogle mener, at det netop er fordi, vi ikke har lavet om på os selv, men gør det samme som altid. Vi er jo ikke for gode til hverken at synge eller spille, men vi er gode til at snakke, og folk vil gerne underholdes. Når vi spiller, er der fællessang. Vi har i hvert fald fem-seks numre, som folk kender og kan synge med på, og vi gør meget ud af at få publikum med.

En legeplads

Selv om de måske godt kunne leve af at være musikere, har det aldrig været et mål for de fire i Tørfisk. Tværtimod.

- Vi lægger vægt på, at musikken er vores fritid og vores legeplads. Det er et afbræk fra vores almindelige job, og så snart vi er i turbussen, er vi som børn igen. Vi plejer at sige, at det er godt, der ikke er mikrofoner i bilen, for vi er fjollede og griner af de skøreste ting, afslører Bent Bro.

Hvis de skulle satse alt på musikken, ville det blive et arbejde og et trummerum, frygter de fire Tørfisk-medlemmer. For at undgå at havne i gentagelsen og rutinen har gruppen besluttet at udgive en plade hvert andet år.

- På den måde er vi tvunget til at få nyt repertoire, så vi ikke bare holder fast i det gamle. Vi skal i studiet igen til januar for at indspille numre til en ny plade. I dag er pladesalg jo ikke noget, der giver penge, så hvis vi kan få udgifterne dækket, er vi glade. Men vi holder fast i at udgive plader hvert andet år for at få nye numre ind, forklarer Bent Bro, som selv plejer at byde ind med et nummer.

Foto: Morten Stricker, Scanpix

Flere andre sangskrivere leverer til Tørfisk, blandt andre Helge Engelbrecht i Ansager og Leif Fabricius fra Esbjerg. Han har for eksempel skrevet nummeret "Silikone Lone" fra den seneste plade.

Musik til islandsk landshold

For 35 år siden, da Tørfisk blev dannet, var musikerne helt unge og kunne se ud på et halvgammelt publikum i 50'erne. I dag er mange blandt publikum på musikernes egen alder - det vil sige et halvgammelt publikum i 50'erne. Og også ældre, for mange har holdt ved alle årene og tropper trofast op.

For en halv snes år siden fik Tørfisk en ny lydmand, og han slog til lyd for, at gruppen skulle gøre noget for de trofaste fans ved at have en fanklub. Det var musikerne ikke lune på, for det ville bare tage tid, mente de, men da lydmanden tilbød at stå for det hele, gav de sig. I dag er der ofte arrangementer med fanklubben i forbindelse med koncerter, og det er rigtig hyggeligt, synes Bent Bro.

- Vi er sammen med fanklubben en halv times tid efter koncerterne, og det er rigtig fint. Jeg har aldrig selv været fan på den måde, selv om jeg har mange, jeg godt kan lide, men jeg kan mærke, hvordan det betyder noget for nogle at få lidt ekstra sammen med os, og vi er meget taknemmelige for deres støtte. Mange af fansene kommer jo til at høre vores koncerter mange gange, fordi de tager med rundt, siger han.

Og det kan de blive ved med, hvis det står til Tørfisk-musikerne, for spilleglæden er intakt hos de fire, og de ser ikke et 50 års bandjubilæum som noget uopnåeligt.

- Se bare på en som Johnny Madsen, som også er fra Thyborøn. Han er ti år ældre og spiller jo stadig. Og jeg har lige været til koncert med Paul McCartney, han er 74, og jeg er 54, så jeg tænker da, at vi sagtens kan spille 20 år endnu. Vi bliver i hvert fald ved så længe, vi gerne vil og godt kan lide at spille. Vi sørger for at være gode ved os selv ved at få sovet ordentligt og nok, og vi får vores motion - vi løber både hel- og halvmaraton, så vi kan da godt tage 20 år mere, mener Bent Bro og fortæller, at de i første omgang ser frem til 40 års jubilæum om fem år.

I de seneste par uger er der særligt mange, som har stiftet bekendtskab med et af Tørfisks mest kendte numre - måske det mest kendte, nemlig "VLTJ", som er nummeret, der handler om Vemb-Lemvig-Thyborøn Jernbane. En vittig sjæl har nemlig koblet nummeret sammen med en videobid med det islandske fodboldlandsholds ikoniske klapperitual sammen med publikum - mens det stadig var aktuelt - fordi rytmen passer til. Den 24 sekunder lange video er set af flere hundred tusind mennesker på Facebook og er blevet flittigt delt på samme medie.

Det er "helt vanvittigt", synes Bent Bro. Nummeret er skrevet af hans bror, Henning Toft Bro, som var med i Tørfisk fra 1983 til 1995 og i dag er biskop i Aalborg Stift. "VLTJ" har desuden i andre sammenhænge opnået kultstatus og er også kendt af mange unge.

- Det nummer har gjort meget godt for os. Vi har jo også været i København i "Go'Aften Danmark" for at lære dem at synge og danse "VLTJ", siger Bent Bro.

Oplev Tørfisk

  • Gruppen Tørfisk spiller på søndag ved Sommersang i Mariehaven, hvor blandt andre også Dorthe Kollo, Søren Poppe og Gitte Naur er på listen med optrædende. Arrangementet foregår klokken 12 til 20.
  • 6. august spiller Tørfisk ved Bork Havn Musikfestival og i Jels ved Festivalhal.
  • 12. august giver Tørfisk koncert ved Stauning Jazz Festival, 16. august spiller de på havnen i Esbjerg og 17. september er de i Lunderskov Hallen.
  • Se mere på www.mariehaven.dk og www.torfisk.dk.



Tørfisk: Vi kniber da os selv i armen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce