Lars Lilholt: Indtil videre springer jeg pensionen over

For Lars Lilholt handler det lige nu om den kommende turné med band - og han glæder sig. Men det afholder ham ikke fra andre setup, bl.a. koncerter, hvor han er alene på scenen eller i selskab med blot en pianist. Foto: Morten Pape

Lars Lilholt: Indtil videre springer jeg pensionen over

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Med forår og sommer på vej lægger Lars Lilholt og hans band an til at rejse Danmark rundt. Den 66-årige sanger er i gang med at vælge sange ud. Indtil videre springer han pensionen over.

Sol og varme over Danmark - og Lars Lilholt Band på landevejen. Sådan bliver det den kommende sommer - og sådan har det været i mands minde.

Med 66-årige Lars Lilholt har vi fat i en af dansk musiks veteraner. Aktiv på scenen, siden han var 15, og i dag en af dem, der kan fylde både koncertsale og festivalpladser landet over.

Sommeren 2019 indledes lørdag 4. maj med en koncert på Horsens Ny Teater. Der tager det otte m/k store orkester hul på en sæson, som i skrivende stund rækker frem til udgangen af august.

Selvfølgelig kan jeg mærke, at det ikke er som for 20 år siden, da jeg solgte 360.000 album på et år. Jeg ved også godt, at nogle dømmer album-formen helt ude. Men for mig er der alligevel meget liv i at indspille netop album. Sådan 35 minutter, så det passer til en opvask. Og nu er vinylen jo igen blevet populær, så ved vores koncerter sælger vi cd'er og lp'er til dem, der gerne vil ha' det. Og de, der foretrækker streaming - de kan så gøre det på deres måde.
Lars Lilholt
Her spiller Lars Lilholt Band
  • 4. maj: Horsens, Horsens Ny Teater
  • 10. maj: Jels Festivalhal
  • 11. maj: Greve, Portalen
  • 1. juni: Jelling Musikfestival
  • 7. juni: Århus, Tivoli Friheden
  • 8. juni: Nordborg, Nord-Als Festival
  • 8. juni: Frederikshavn, Rock i Frederikshavn
  • 13. juni: Skanderborg, Sølund Musikfestival
  • 22. juni: Nordenskov, Owen Luft Kånsert
  • 22. juni: Karup, Karup Å Koncert
  • 5. juli: Nibe Festival
  • 6. juli: Fredericia, Kastellet
  • 18. juli: Samsø, Samsø Festival
  • 19. juli: Glesborg, Meilgaard Slot
  • 24. juli: Rudkøbing, Langelandsfestival
  • 26. juli: Højby Sj., Pottegården
  • 2. august: Aalborg, Skovdalen
  • 8. august: Skanderborg, Smukfest
  • 10. august: Holstebro, Nostalgi Festivalen
  • 10. august: Værket (amfiscenen), Randers
  • 17. august: Mors, Morsø Festival
  • 30. august: Silkeborg, Indelukket
  • 31. august: Odense, Den Fynske Landsby
Lige nu øver Lars Lilholt og band op til den kommende turné. Her en del af holdet - fra venstre Gert Vincent, Eddi Jarl, Lars Lilholt, Anders Bækgaard og Kristian Fogh. Foto: Morten Pape
Lige nu øver Lars Lilholt og band op til den kommende turné. Her en del af holdet - fra venstre Gert Vincent, Eddi Jarl, Lars Lilholt, Anders Bækgaard og Kristian Fogh. Foto: Morten Pape
Foto: Morten Pape/Foto: Morten Pape

Så længe nogen gider lytte

Et normalt år betyder for Lars Lilholt op mod 100 koncerter, nogle med band, andre alene.

- Siden 1. maj 2018 har jeg spillet 85 koncerter, tæller han op.

Plus det løse. Et program, der kræver sin mand.

14. marts fyldte Lars Lilholt 66 år, så han har alderen, hvor han kunne gå på pension. Men nej.

- Jeg ved ikke, hvad jeg skulle lave, siger han.

- Jo, jeg kan godt li' at gå til fodbold og se Silkeborg spille. Det er min hobby. Og man kan egentlig også sige, at musikken er min hobby. Så jeg bliver ved, så længe nogle gider høre på det - og betale for det.

- Desuden har jeg den fordel, at jeg i bandet er omgivet af unge mennesker. Det er kun Gert, der har været med fra begyndelsen. De andre er kommet til undervejs. Og det passer fint til sangene - og til publikum, for vi spiller for familien Danmark i ordets bedste og bredeste betydning.

Lars Lilholt
66 år. Født i Herlev. I dag bosat i Gl. Ry.Lagde musikalsk ud sammen med Rebild Spillemændene, som i 1975 udgav et enkelt album.

Var fra 1973 med i folkrockbandet Kræn Bysted's, der ved opløsningen i 1982 havde udviklet sig til et af landets største livenavne. Udgav fire album med bandet.

Etablerede i 1982 Lars Lilholt Band, som siden har dannet rammen om mange af hans musikalske aktiviteter.

Optræder desuden ofte solo eller med en mindre besætning, de seneste år under overskriften "Storyteller".

Har, når det hele tælles med, udgivet mere end 30 album dels med bandet, dels solo.

Har i to omgange været en del af Dalton sammen med Johnny Madsen og Allan Olsen. Trioen har udgivet to album og en enkelt dvd.

Er blevet portrætteret i et par bøger og udgav i 2010 selvbiografien "Drømme og dæmoner".

Med i Lars Lilholt Band er lige nu Gert Vincent (guitar), Kristian Fogh (keyboards), Eddi Jarl (trommer), Anders Bækgaard (bas), Mads Kjøller Henningsen (fløjte, sækkepibe mm.), Lærke Lilholt (kor) og Malene Mailand (kor).
Rigtigt mange har gode minder om de to gange, Lars Lilholt sammen med Johnny Madsen og Allan Olsen dannede bandet Dalton. Om det sker igen, ved han ikke. Gendannelsen tilbage i 2009 kom lidt ud af den blå luft, og sådan skal det nok være igen, hvis Dalton skal samles en tredje gang, mener Lars Lilholt. Foto: Morten Pape
Rigtigt mange har gode minder om de to gange, Lars Lilholt sammen med Johnny Madsen og Allan Olsen dannede bandet Dalton. Om det sker igen, ved han ikke. Gendannelsen tilbage i 2009 kom lidt ud af den blå luft, og sådan skal det nok være igen, hvis Dalton skal samles en tredje gang, mener Lars Lilholt. Foto: Morten Pape
Foto: Morten Pape/Foto: Morten Pape

Skrøbeligheden

På scenen glemmer Lars Lilholt alderen, og han har ingen vanskeligheder med at se en 75-årig udgave af sig selv foran publikum

- Jeg spiller måske ikke 100 koncerter om året, men hvis jeg har fysikken til det, er jeg stadig aktiv, siger han.

Også selv om han i 2017 fik en kraftig påmindelse om sin egen skrøbelighed. Smerter i ryggen viste sig at være en tredobbelt diskusprolaps og spinalstenose - en forsnævring i kanalen, der løber ned gennem rygmarven. Det betød smerter og en lammelse i venstre ben.

Men turneen, som bandet var i gang med, fortsatte.

- Jeg er jo den eneste, som ikke kunne erstattes, og vi stod med et hold på 20 mand, som ikke ville få løn, hvis jeg lagde mig ned.

Så 15 koncerter blev gennemført med en Lars Lilholt på krykker. Først til sidst - med to koncerter tilbage - måtte han aflyse, i øvrigt for første gang i karrieren.

Violinen har fulgt Lars Lilholt, siden han som helt ung spillede sammen med Rebild Spillemændene. Han har da også instrumentet med på den kommende turné. Foto: Morten Pape
Violinen har fulgt Lars Lilholt, siden han som helt ung spillede sammen med Rebild Spillemændene. Han har da også instrumentet med på den kommende turné. Foto: Morten Pape
Foto: Morten Pape/Foto: Morten Pape

Nej til støvsugeren

Næste stop var operationsbordet.

- Jeg måtte skrive under på, at jeg blev opereret på eget ansvar, for ingen vidste, om jeg ville komme til at gå igen. Men jeg var i dygtige lægers hænder, og jeg var heldig, så efter et halvt års genoptræning var jeg igen på benene, og i dag har jeg det strålende og er fit for fight.

Med begrænsninger. Det er slut med at slæbe gear før og efter koncerterne.

- Jeg må ikke løfte noget, der er tungere end fem kilo, og jeg er den eneste mand herhjemme, som har papir på, at jeg ikke må støvsuge, siger han med et grin.

Det er også slut med at spille fodbold og stå på ski. Til gengæld står den på svømning og hver morgen en halv times træning.

Lars Lilholt nåede frem til en liste med 71 sange, da han gjorde sig de første overvejelser om sommerens koncerter. Den er nu skåret ned til 30, som han øver med bandet. Foto: Morten Pape
Lars Lilholt nåede frem til en liste med 71 sange, da han gjorde sig de første overvejelser om sommerens koncerter. Den er nu skåret ned til 30, som han øver med bandet. Foto: Morten Pape
Foto: Morten Pape/Foto: Morten Pape

Med tiden sat i stå

Men Lars Lilholt oplevede også - som han har gjort det mange gange før - at når tiden bliver sat i stå, og kalenderen ikke rummer aftaler, begynder sangene at pible frem. Så rekreationen efter den store operation resulterede i de sange, som sidste år udkom på "Drømmefanger"-albummet.

Med 50 års erfaring som sangskriver ved Lars Lilholt, at processen med melodier og tekst ikke kan presses i gang. Derfor spekulerer han ikke længere så meget over, hvad der sker.

For en sang kan dukke op over en nat - som "Kald det kærlighed" gjorde. Eller den kan kræve flere måneders research, som det var tilfældet med "Hvidsten Kro" om mændene fra kroen nord for Randers, der under krigen gik til kamp mod tyskerne og betalte med deres liv. Eller den kan bygge på et langt livs mange oplevelser - som mødet med reggae-legenden Bob Marley på Roskilde Festivalen anno 1978, der fandt ord i "Første gang på Roskilde".

- "Lediggang er roden til al kunst", har Asger Jorn sagt, og det skriver jeg gerne under på, siger Lars Lilholt.

Og som andre i hans branche tager han notater - en form for dagbog, siger han - når ideer dukker op, ligesom musikalske vendinger finder vej til mobiltelefonens datalager. "Afstød af et almindeligt liv", kalder han det hele - og føler sig i samme åndedrag heldig, fordi han har en lang karriere og et kæmpekatalog med sange at trække på.

- Jeg er ikke afhængig af, om jeg har en ny plade at turnere med, siger han om presset, der hviler på mange yngre kolleger.

Otte timers musik

Lars Lilholt har skrevet sange, siden han var 15, og der er hundreder af dem. Fordelt på 27 plader, senest "Drømmefanger" fra sidste år.

Et slag på tasken lyder på, at 150 af sangene "kunne vi godt spille, og de har alle sammen deres egen historie".

I første omgang, da Lars Lilholt begyndte at tænke på sommeren 2019, endte han dog med to A4-ark og 71 titler, som "det ku' være sjovt at ha' med".

- Men så skal vi jo spille i otte timer, bemærker han - og tilføjer med el lille smil:

- Det ka' godt være, vi skulle prøve det engang.

Næste skridt var et enkelt A4-ark med sange til de to sæt, en aften med Lars Lilholt Band typisk byder på.

- At vælge sangene ud er ligesom at sætte et fodboldhold. Det hele skal passe ind i hinanden. Det er også derfor, den endelige beslutning om, hvad vi skal spille, først bliver truffet umiddelbart før de enkelte koncerter, forklarer han.

Brutto har Lars Lilholt og hans band øvet 30 sange ind.

- Når vi lægger ud i Horsens, er det indendørs, og så bliver det nok en koncert med 23 sange. På Jelling og de andre festivaler får vi ikke så meget tid, så der spiller vi nok kun 15.

Hvortil kommer de geografiske overvejelser om en sang som "Hvidsten Kro".

- Hvis vi spiller den, bliver det kun mig og en guitar. Og den skal selvfølgelig med i Randers og Aalborg og Hobro, hvor de kender historien om Hvidsten-gruppen. Mens jeg nok springer den over på Sjælland.

Kald det kærlighed

Andre sange placerer nærmest sig selv på sætlisten. De kendte titler fra 80'erne og 90'erne, som Lars Lilholts publikum kender og kan synge med på.

"Kald det kærlighed" står forrest i rækken. Udgivet første gang i 1986 på albummet "Portland" og ved årtusindeskiftet kåret som den næstbedste danske sang nogensinde, kun overgået af Gasolins "Kvinde min".

Nu hører den til ved enhver Lilholt-koncert. Og så kan vi begynde at gange sammen: 80-100 koncerter om året gennem nu mere end 30 år, så Lars Lilholt har sunget "Kald det kærlighed" omkring 3000 gange.

Alligevel kalder han natten, da han skrev sangen, "heldig". Og han siger tak for, at "den lille sang lod sig føde hos mig".

- Det har været mit held.

Samtidig ved han, at nu, mens der øves op til en turné, får "Kald det kærlighed" lov til at hvile, for der skal ikke slides unødigt på den. Men til koncerterne er det noget andet:

- Det er en god melodi, og jeg har været heldig med teksten. Og når folk så lægger armene omkring hinanden og skråler med - for mig er det værdi nok i sig selv.

Lars Lilholt: Indtil videre springer jeg pensionen over

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce