Kreative mennesker made in Denmark

Vært Ane Cortzen, til venstre, håber, at seerne vil lade sig inspirere af programmets syv kunsthåndværkere og selv gå i værksted. Her er hun med smeden Charlotte fra Kvindesmedien på Christiania, der er læremester i den første udsendelse.
Foto: Sille Serup, DR

Kreative mennesker made in Denmark

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Syv kunst- håndværkere dyster mod hinanden i DR1's nye programserie, "Made in Denmark". Vært Ane Cortzen, der selv er design- uddannet, håber, at programmet kan inspirere seerne til selv at prøve kræfter med kreativiteten.

Danmark er kendt for smukt design og kreativt kunsthåndværk ude i verden, men hvad er det egentligt, vi kan? I den nye programserie "Made in Denmark" kigger tv-vært Ane Cortzen syv danske kunsthåndværkere over skulderen og udfordrer dem til at prøve hinandens materialer af.

Fælles for de deltagende kunsthåndværkere er, at de har forfulgt deres drøm og passion for faget og gjort deres kreativitet til en levevej.

- Man kan ikke andet end at blive sindssygt inspireret af de her mennesker. Måden, de arbejder med deres materialer på, de redskaber, de bruger, og deres gåpåmod, som har bragt dem så langt, selv om det har været benhårdt, siger Ane Cortzen.

I hvert program er en af de syv kunsthåndværkere lærermester for resten af holdet, som så skal producere et stykke brugskunst i læremesterens foretrukne materiale. Ham, der normalt arbejder med læder, får lov til at prøve den svære kunst at puste glas, og hende, der til dagligt drejer ler, skal pludselig prøve kræfter med træhåndværket.

Og det bliver sjovt, garanterer Ane Cortzen, for selv om de mestrer deres eget materiale, kommer de på udebane, når de får hænderne i noget helt nyt.

- De kommer lidt på dybt vand, men det har været meget inspirerende at se, at selv om de ikke har prøvet at arbejde med det før, går de til opgaverne med en grundlæggende kreativitet, som kommer fra deres eget fag. De er jo ikke amatører, og det bidrager til en større idérigdom og skæv tilgang til opgaverne, end en mand fra gaden måske ville have, siger hun.

En væsentlig grund til, at det unikke håndværk er oppe i tiden, er, at vi som forbrugere for længe er blevet pumpet med masseproduceret bras, og på mange måder er på vej i en mere bæredygtig retning, mener tv-værten.

- Begejstringen over 1990'ernes forbrugsfest er ovre. Vi gider ikke længere købe masseproducerede kaffekopper til to kroner stykket i Ikea, som er magen til dem, som alle andre har stående. Vi aner ikke, hvor tingene kommer fra, og det gør os utrygge, især når man hører historier om, at vores ting bliver produceret under usikre forhold andre steder i verden. Derfor vender vi os nu i langt højere grad mod det bæredygtige og den historie, der følger med produktet, vi køber, mener hun.

Inspiration til nybegyndere

Ane Cortzen er uddannet arkitekt og grafisk designer og arbejdede i faget, før hun blev tv-vært. Derfor har hun længe drømt om at lave et program, der kunne smelte de to verdener sammen.

- Det er dejligt at få lov til at kombinere mit job som tv-vært med min interesse for og baggrund i designverdenen. Og nu har vi jo en tradition i Danmark for at kunne sammensætte form og funktion på en skåret ind til benet-facon, og jeg tror, at det er noget, som mange danskere gerne vil se i fjernsynet - frem for endnu et bageprogram, siger hun.

Efter hvert program vil der blive lagt en udførlig gør det selv-video op på dr.dk, som Ane Cortzen håber vil inspirere danskere til selv at give sig i kast med kunsthåndværket.

- Vi er rigtigt mange kreative mennesker herhjemme, og jeg håber, at der kommer endnu flere, når seerne ser, at det kun kræver lidt talent og fantasi - og så at turde kaste sig ud i det.

Fakta
"Made in Denmark" har premiere mandag klokken 20.45 på DR1 og sendes derefter de følgende syv mandage.

Kreative mennesker made in Denmark

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce