Voldsdømt iraker udvises efter 19 år i Danmark

Højesteret har vurderet, at det ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser at udvise voldsdømt iraker.

Voldsdømt iraker udvises efter 19 år i Danmark

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

En irakisk statsborger var blot fire år, da han kom til Danmark. Nu er han idømt udvisning for vold.

Efter 19 år i Danmark har en ung iraker udsigt til at blive tvunget til at forlade landet.

Onsdag har Højesteret besluttet, at manden skal straffes med seks måneders fængsel og en ubetinget udvisning for et brutalt overfald.

Dog har dommerne valgt at sætte en udløbsdato på indrejseforbuddet. Om seks år kan den i dag 23-årige mand igen sætte sine ben på dansk grund.

Højesterets afgørelse er en gentagelse af den straf, som Vestre Landsret nåede frem til for knap et år siden. Også Retten i Viborg mente i sin tid, at en ubetinget udvisning var den rette sanktion.

Det er da heller ikke første gang, at den unge iraker har fået domme for vold. I to andre tilfælde er han også blevet udvist - dog kun betinget.

Men blandt andet fordi den seneste forbrydelse er begået i prøvetiden for den seneste betingede udvisning, er Højesteret nået frem til, at det denne gang er på sin plads at tildele det røde kort.

- Efter arten og grovheden af såvel hans nuværende som hans tidligere kriminalitet fandt Højesteret efter en samlet vurdering, at ubetinget udvisning med indrejseforbud i seks år ikke var et uproportionalt indgreb, lyder det i dommen.

Det var en tidlig morgen i september 2016, at den 23-årige iraker sammen med tre kammerater gik til angreb på to unge mænd i Silkeborg.

De to ofre havde været i byen og sad ved 6.30-tiden på en bænk, da irakeren og hans kammerater tog kontakt og søgte en konfrontation.

Et af ofrene fik flere knytnæveslag i ansigtet, mens den anden både blev slået og sparket, mens han lå ned, hvilket medførte, at han fik blodunderløbne mærker i ansigtet og brud på anklen.

Under sagen i Højesteret er det kommet frem, at den 23-årige ikke har nogen familie i Irak, og at han ikke har besøgt landet, siden han forlod det som fireårig.

Ikke desto mindre er argumenterne for udvisning ifølge retten så mange, at de har større vægt end de hensyn, som taler imod udvisning på baggrund af hans stærke tilknytning til Danmark og svage tilknytning til Irak.

Voldsdømt iraker udvises efter 19 år i Danmark

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce