Efter dyr fyring af skolechef: Politikere må ikke forbyde at ansætte tjenestemænd

Borgmester Jørn Pedersen (V) og resten af økonomiudvalget må ikke kategorisk nægte tjenestemænd at blive ansat i Kolding Kommune fremover. Men de har indskærpet, at der så vidt muligt ikke ansættes folk på tjenestemandsvilkår. Arkivfoto: Jacob Schultz

Efter dyr fyring af skolechef: Politikere må ikke forbyde at ansætte tjenestemænd

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Efter sagen om den nu fyrede skolechef i Kolding, der som 46-årig står til at få tjenestemandspension fra Kolding Kommune i resten af sit liv, ville politikerne lave forbud mod at ansætte nye tjenestemænd. Det må de ikke, men de vil forsøge at undgå tjenestemændsansættelser.

Kolding: Stod det til borgmester Jørn Pedersen (V) og flere andre byrådspolitikere i Kolding, ville det være helt og aldeles slut med at ansætte nye tjenestemænd i kommunen nogensinde mere.

Men selv om der er enighed i økonomiudvalget om, at man fremover gerne ser et generelt forbud mod at nyansætte medarbejdere på tjenestemandsvilkår, må politikerne erkende, at de ikke har lov til at indføre en regel om helt at undgå ansættelse af tjenestemænd i fremtiden.

Det står klart efter økonomiudvalgets møde tirsdag, hvor det politiske ønske blev behandlet. Sagen blev rejst af et enigt udvalg, efter at kommunens skolechef for nylig blev fyret. Trods sine kun 46 år var han ansat som tjenestemand, og det betyder, at Kolding Kommune fra hans fratrædelse i august og resten af hans liv skal betale tjenestemandspension til ham hvert eneste år.

Med flere år på bagen som tjenestemand - også fra skolechefens tidligere job i Aabenraa Kommune - løber den samlede udgift for kommunen op i flere millioner kroner. Kun hvis den fyrede skolechef bliver ansat som tjenestemand et sted igen, slipper Kolding Kommune for den årlige udgift til ham.

Tjenestemandsregler
Som fyret tjenestemand er man berettiget til hvert år resten af sit liv at få udbetalt det beløb, man har optjent i såkaldt egenpension.

Hvis man afskediges af disciplinære årsager, er man ikke berettiget til at få sin egenpension udbetalt hvert år resten af livet.

Får den nu fyrede skolechef et nyt job på tjenestemandsvilkår, skal Kolding Kommune ikke længere betale pension til ham hvert år.

Får han et nyt job, der ikke er på tjenestemandsvilkår, skal Kolding Kommune fortsat betale pension til ham hvert år.

Ansøgere skal behandles lige

- Vi siger nu, at som udgangspunkt bliver medarbejdere i Kolding ansat på almindelige betingelser. Det er det længste, vi må gå uden at diskriminere, siger Jørn Pedersen.

Ifølge sagsfremstillingen vil det være i strid med lighedsgrundsætningen, hvis man kategorisk afviser ansættelse af folk på tjenestemandsvilkår.

- Jeg ville ellers gerne kunne sige klart og tydeligt, at den tid med tjenestemandsansættelser er forbi, siger Jørn Pedersen, der sammen med resten af økonomiudvalget indskærper over kommunens chefer, at "ansættelse på andre vilkår end tjenestemandsvilkår tilbydes de steder, hvor det er muligt".

Vil indgå i overvejelsen

Kommer indskærpelsen reelt til at ændre noget i forhold til i dag?

- Ja. I for eksempel det tilfælde, der har fået os til at tage sagen op (med den nu fyrede skolechef, red.), ville vi - hvis det havde været nu - nok have valgt en anden kandidat, hvis han holdt fast i at blive ansat som tjenestemand. Men mon ikke man så ville sige ja til at blive ansat på almindelige cheflønsvilkår. Så det bliver en diskussion ved ansættelser, og det vil indgå i de samlede overvejelser. Der er ingen tvivl om, at med den erfaring vi har, skal der meget til for, at vi løber den risiko igen, fortæller borgmesteren.

Der er lige nu ansat omkring 70 medarbejdere på tjenestemandsvilkår i Kolding Kommune. To tredjedele af dem er over 60 år. Det viser en helt ny opgørelse, der er lavet i kommunens HR-afdeling efter fyringen af skolechefen.

Hovedparten af de tilbageværende tjenestemænd i Kolding er lærere.

Efter dyr fyring af skolechef: Politikere må ikke forbyde at ansætte tjenestemænd

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce