Plan om privat plejecenter i Nr. Bjert er kuldsejlet

Denne illustration var vedhæftet sagsfremstillingen, da politikerne satte gang i lokalplanarbejdet for et friplejehjem i Nr. Bjert den 6. marts. Sådan ser Danske Diakonhjems friplejehjem typisk ud. Nu bliver arbejdet stoppet igen. Illustration: Danske Diakonhjem

Plan om privat plejecenter i Nr. Bjert er kuldsejlet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kolding Kommune er gået i gang med at lave en lokalplan, der skal bane vej for et plejecenter og 68 rækkehuse på Vilhelmsmindes arealer i Nr. Bjert. Men der er hverken noget projekt eller nogen bygherre bag, viser det sig nu. Nu stopper kommunen planlægningen.

Kolding: To uger efter at Koldings planpolitikere satte gang i arbejdet med en lokalplan for at bane vej for et privat plejecenter med 72 pladser og 68 rækkehuse på en privat mands jord ved Sletteskovvej i Nr. Bjert, viser det sig, at projektet er kuldsejlet.

Oplysningen er helt ny for by- og udviklingsforvaltningen, der i en sagsfremstilling til politikerne 6. marts oplyste, at "en privat bygherre" har et ønske om at gennemføre netop sådan et projekt. Derfor besluttede politikerne, at der skulle laves en ny lokalplan.

Planpolitikerne traf deres beslutning på baggrund af, at Kolding Kommune i januar udsendte en pressemeddelelse om, at AP Pension og Danske Diakonhjem var i dialog med Kolding Kommune om at opføre en seniorby ved Sletteskovvej i Nr. Bjert med friplejehjem, seniorbofællesskab og boliger.

Nu viser det sig, at projektet i Nr. Bjert for længst er opgivet. Det oplyser projektudvikler Ulrik Stengaard til JydskeVestkysten. Stengaard er med Kolding Kommunes by- og udviklingsdirektør Merete Dissings ord "vores kontaktperson ind i AP".

Tidsplan
  • Den lokalplan, der blev sat i gang 6. marts, skulle bane vej for et plejecenter og omkring 68 boliger i rækkehuse med egen have og fælles udendørs opholdsarealer i det område, hvor den gamle bevaringsværdige gård Vilhelmsminde ligger i dag.
  • Lokalplanen ville indebære, at Vilhelmsminde skulle rives ned.
  • Ifølge tidsplanen skulle lokalplanen i offentlig høring fra 19. juni til 17. juli.
  • Nu stoppes det videre arbejde med lokalplanen.

Betinget aftale

Ulrik Stengaard, der er selvstændig projektudvikler, fortæller, at han har været i forhandlinger med ejeren af gården Vilhelmsminde på Sletteskovvej 6 om at købe ejendommen med henblik på at udvikle området med et friplejehjem og boliger for AP Pension. Han har samarbejdet med det lokale entreprenørselskab Adsbøl A/S om sagen.

- Vi havde en betinget købsaftale, som udløb 21. februar, så den er ikke gældende længere. Vi kunne ikke blive enige med grundsælger, så vi har trukket os. Processen er stoppet, siger Ulrik Stengaard, som undrer sig over, at Kolding Kommune har sat lokalplanarbejdet i gang.

- Vi har aldrig lavet en skriftlig aftale om at gå i gang, og det går jeg ud fra ville være en forudsætning. Sådan er det i hvert fald i alle andre kommuner, siger Stengaard.

Fakta

Ingen aftale

Hos AP Ejendomme afviser direktør Peter Olsson, at man herfra har anmodet kommunen om at sætte lokalplanarbejdet i gang for et privat plejecenter ved Sletteskovvej.

Han fortæller, at AP fortsat er i dialog med Kolding Kommune om et friplejehjem.

- Men vi har ikke lagt os fast på en placering, og vi har ingen aftale eller forhandlinger med grundejeren på Sletteskovvej, siger Peter Olsson.

Peter Olsson oplyser, at Ulrik Stengaard er en blandt mange, eksterne og selvstændige samarbejdspartnere, som formidler og bistår AP med udvalgte ejendomsprojekter.

Når AP Pension samarbejder med Danske Diakonhjem er konstruktionen sådan, at AP køber jorden og bygger et plejecenter, som Danske Diakonhjem derefter lejer.

Merete Dissing oplyser, at arbejdet med lokalplanen ved Sletteskovvej nu bliver standset.

Ole Schultz, Sletteskovvej 6, ønsker ikke at kommentere sagen.

Plan om privat plejecenter i Nr. Bjert er kuldsejlet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce