Musikskole og billedskolen bliver til en fælles kulturskole

Billedskolen Nicolai, der før hed Kolding Kommunale Billedskole, bliver makker med Kolding Musikskole. Under det nye, rummelige navn Kulturskolen Kolding er der også plads til at andre kunstarter med tiden føjer sig til. Arkivfoto: Ludvig Dittmann

Musikskole og billedskolen bliver til en fælles kulturskole

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Næste år får Kolding en kulturskole. Den opstår som en fusion mellem Kolding Musikskole og Billedskolen Nicolai. Formålet er at styrke arbejdet med de unge talenter indenfor flere kunstarter. På sigt kan skolen vokse til at rumme endnu flere former for kunst.

Kolding: Næste år bliver dørene slået op til Kulturskolen Kolding.

Under det nye navn gemmer sig to etablerede institutioner, der hver for sig har en lang historie at trække på - kulturskolen er nemlig en fusion mellem Kolding Musikskole og Billedskolen Nicolai.

Politikerne i kulturudvalget har netop godkendt fusionen, der er opstået som et fælles ønske hos både musikskolen og billedskolen.

- Vi ser over hele landet, at der i dag er flere og flere kulturskoler. Jeg vil tro, at omkring 40 procent af landets musikskoler i dag hører under en fælles kulturskole. Nogle af kulturskolerne rummer adskillige kunstarter - for eksempel også drama, dans og forfatterlinje - men i første omgang får Kulturskolen Kolding to afdelinger - en afdeling for musik og en for billedkunst, forklarer Jens Bloch, der er leder af Kolding Musikskole.

Ny skole på vej
For at skubbe en kommende kulturskole i gang har kulturudvalget prioriteret 300.000 kroner af overførslerne fra 2018 til 2019 til etablering af faciliteter på Riis Toft.

Kulturudvalget har desuden bedt forvaltningen om at udarbejde ændringsforslag til Budget 2020 på 130.000 kroner, som skal bruges til den årlige drift af den fælles kulturskole.

- Kolding Musikskole har gode erfaringer med at arbejde både med en talentlinje og en MGK-linje, så det giver rigtig god mening at koble den sammen med billedskolen i Kulturskolen Kolding - også rent administrativt, mener kulturudvalgsformand Jesper Elkjær (R).

Ny talentlinje

Rent administrativt kommer kulturskolen til at ligge på Riis Toft, men for eleverne vil undervisningen komme til at foregå som hidtil. Mens musikerne holder til på Riis Toft, vil billedskolen undervise i Nicolai-komplekset og på Trappergården ved Trapholt, ganske som det sker i dag.

Dog med den tilføjelse, at man nu vil finde lokaler på Riis Toft til en talentlinje for billedskoleelever. Det sker for at skabe et fælles miljø med musikskolens talentlinjeelever.

- Jeg er sikker på, at der vil opstå en kulturel smeltedigel, hvor der vil opstå et kreativt samarbejde mellem både lærerne og eleverne på de to linjer. I første omgang kan det være som fælles projekter, men på sigt vil der også opstå et helt nyt fællesskab mellem elever indenfor forskellige kunstarter, og så er det ikke til at sige på forhånd, hvad det kan føre med sig, siger Jens Bloch.

Sikrer fødekæden

Og Mette Strømgaard Dalby, der har ansvar for billedskolen, føjer til:

- I dag er vi især stærke på mellemtrinnet, men de fleste stopper, når de kommer op i de store klasser, og så er de i en form for limbo, indtil de kan søge ind på en videregående, kreativ uddannelse. Med kulturskolen bliver vi bedre til at sikre fødekæden, fordi de bedste billedskoletalenter kommer til at gå i et miljø, hvor de blander sig med alle de unge talenter, som spiller musik.

De ældste og dygtigste musikskoleelever går i dag på MGK-linjen, som er en grundskole, der forbereder dem på musikkonservatoriet, og på samme måde håber man - på sigt - at have billedskoleelever nok til en BKG-linje, der leder videre til eksempelvis Designskolen Kolding.

- Vi skal til at arbejde videre med planerne nu, hvor beslutningen er taget, men jeg forestiller mig umiddelbart, at vi først opbygger et talentmiljø for de billedskoleelever, der går på mellemtrinnet, og så bygger vi lag på lag ovenpå, så der hen ad vejen er talenter nok til en BKG-linje, siger Jens Bloch.

Musikskole og billedskolen bliver til en fælles kulturskole

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce