Foto: Jonas Brønd Nielsen

Kom med i cockpittet: JV fik lov at styre et svævefly

Kom med i cockpittet: JV fik lov at styre et svævefly

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det hele er så småt, når man ser det fra 400 meters højde. Kolding og omegn får et helt nyt look. JydskeVestkysten tog en tur i et svævefly med Kolding Flyveklub.

En æggeskal med vinger er det eneste, der holder dig i live, når du hænger deroppe under skyerne. Der er ingen motorer, ingen propeller. Du svæver bare af sted – eller glider, som svæveflyverne siger. Afhængig af at de varme luftstrømme holder dig oppe.

Det føles virkelig, som om der ikke er meget anden end en en æggeskal omkring dig. Skroget, som vinden smyger sig omkring, er ganske tyndt.

400 meter oppe er udsigten fantastisk, og der er ganske stille. Vinden hvisler sagte gennem en lille åbning i vinduet, men ellers er her ikke en lyd.

Men take-off på den første svæveflyvetur er dog en smule nervepirrende. Det kan næsten ikke være anderledes, når man bliver sendt 400 meter op i luften på under 20 sekunder.

– Er du nervøs?, spørger Erik Nissen mig, da han byder mig velkommen på flyvepladsen i Gesten, hvor Kolding Flyveklub holder til.

Jeg mærker efter, og jeg er egentlig ikke så nervøs. Jeg skal jo bare med som passager på en stille og rolig flyvetur. Det er i hvert fald min opfattelse, indtil Erik Nissen siger, "ja, du skal jo styre."

Han joker bare, tænker jeg og sender et skævt smil. Erik Nissen griner også lidt, men det gør han så tit. Der følger som regel et smil eller et grin med det, han siger, for han er en glad mand.

Kort efter lader han endnu en kommentar falde om, at jeg skal styre flyet. Det går efterhånden op for mig, at han mener det. Jeg har aldrig siddet i et svævefly før, og nu forventes det pludselig, at jeg skal have en eller anden form for ansvar eller kontrol. Nu er jeg nervøs.

Jeg får en blå faldskærm på, og en af medlemmerne i flyveklubben spænder den godt omkring mine ben, så den sidder fast. Jeg sætter mig ned i svæveflyet i førersædet, og Erik sætter sig bagved. Det er jeg ganske tryg ved, for han har fløjet over 10.300 ture i svævefly. Han har naturligvis også en styrepind, luftbremser og den slags, men der er alligevel lidt sommerfugle i maven.

Jeg får forklaret, hvad alle de forskellige måleinstrumenter i flyet er. Det er vist kun det halve, der fiser ind. Jeg får dog fat i, at der udover højdemåleren er et variometer, som viser, hvor hurtigt flyet stiger eller synker - en vigtig viden for svæveflyvepiloter, som ikke har en motor til at holde sig i luften.

Et spørgsmål presser sig på.

– Hvordan virker den her, siger jeg og peger på faldskærmen.

– Det dér er udløseren, den får du forhåbentlig ikke brug for, lyder svaret.

Op i en fart
Svæveflyet bliver lukket. Erik Nissen snakker i radioen bag mig. Vi får at vide, det er vores tur.

– Så kører vi, siger han.

Snoren, der skal trække os op i luften, begynder at strammes i græsset foran os. Flyet bevæger sig frem. Det skramler lidt. Pludselig tager spillet i den anden ende af snoren for alvor ved. Nu går det stærkt. Jeg bliver trykket helt tilbage i sædet. Jeg ved ikke, hvor stejlt vi stiger, men det føles som 45 grader.

– Det går opad, hva', siger Erik.

Det skal jeg lige ellers love for. Vi blæser opad med 140 kilometer i timen, som skudt ud af en kanon. Jeg kigger direkte op i en blå himmel, og solen skærer i øjnene. Vinden suser ind gennem den lille åbning i flyet.

Efter ti sekunder tager farten så småt af. Vi nærmer os vandret. Der lyder et tydeligt, metallisk klik. Det kommer fra under flyet og betyder, at snoren har koblet sig af.

– Nu flyver vi helt selv, siger Erik.

Foto: Jonas Brønd Nielsen
Foto: Jonas Brønd Nielsen

En begynder ved styrepinden


Jeg kigger mig omkring. Jeg har naturligvis fløjet før, men fra et almindeligt rutefly kan man ikke se meget andet end skyer. Herfra er der tid til at nyde udsigten. Markerne bliver til skarpt optegnede felter, grønne, gule og brune, adskilt af mørkegrønne trærækker og tilfældigt fordelt i et ugennemskuelig puslespil. Køerne er reduceret til små figurer.

– Vil du prøve at styre lidt?, bliver jeg spurgt.

Den er jeg helt klar på. Jeg tager fat om styrepinden og følger instruktionerne fra passagersædet. Lidt til højre, får jeg at vide, bare et par millimeter. Jeg vipper styrepinden til højre og svæveflyet følger med. Vi drejer en smule. Vi kan se Bække nede til højre. Flyet er ret let at manøvrere, men jeg kan godt mærke, det kræver træning at få føling med, hvornår pinden skal frem, og hvornår den skal til siden.

Vi flyver lidt rundt nord for flyvepladsen. Pludselig ryster flyet en smule, da vi rammer en varm luftstrøm, en boble, som de kalder det. Vi bliver løftet lidt op. Efter ti minutters flyvning har vi igen kurs mod flyvepladsen. Der er andre, der skal have en prøvetur i dag. Erik hiver i luftbremserne, og vi sænker farten. Vi lander blidt, men larmende – hjulenes skramlen mod græsmarken forstærkes inde i æggeskallen.

– Nå, du blev ikke ret forskrækket alligevel, konstaterer Erik.

Det har han ret i, alle nerver forsvandt efter et par sekunder i luften. Erik lukker mig ud af flyet, og flyveklubbens gamle, grå Ferguson-traktor triller hen til os for at trække flyet væk.

Jeg kan godt forstå, hvorfor Erik er så bidt af svæveflyvning. Det er fascinerende, at man kan svæve i timevis uden motorer og propeller, blot i en æggeskal med vinger.

Kom med i cockpittet: JV fik lov at styre et svævefly

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

På vingerne
Svæveflyet sendes 400 meter op i luften på cirka 20 sekunder. Hastigheden er omkring 140 kilometer i timen, når flyet letter, mens svævehastigheden i luften er cirka 90 kilometer i timen.


Vil du også prøve en tur i et svævefly, kan du købe en prøvetur på Kolding Flyveklubs hjemmeside.
Annonce
Annonce