Fra opstarten i 2007 og frem til 2017 har GreenHydrogen haft fokus på udvikling. Nu er virksomheden, der udvikler elektrolyseanlæg, klar til for alvor at skrue op for salget på verdensmarkedet.
Kolding: Lige nu er de ti mand på GreenHydrogen. Men om få år er de dobbelt så mange i virksomhed. Måske mange flere. Sådan lyder vurderingen fra administrerende direktør Niels-Arne Baden.
Han står i spidsen for den højteknologiske Kolding-virksomhed, der udvikler og samler anlæg, der ved hjælp af elektrolyseteknologi kan udvinde brint til lagring af vedvarende energi. Det gør det muligt at gemme strøm fra blandt andet vindmøller og solceller, og derved skabe et "grønt batteri".
To af virksomhedens stiftere er fortsat med i ejerkredsen, og derudover har det midtjyske energiselskab Eniig en større ejerandel, og med et nyt, stort lån fra Danmarks Grønne Investeringsfond gør virksomheden nu klar til at indtage det internationale marked.
- Det er lidt ligesom i medicinalbranchen. Der tager lang tid at udvikle produktet, og så håber man, at noget lykkes. Vi er kommet forbi den hurdle. Vi er nu klar til kommercielt salg. Det har krævet en kæmpe indsats, og kravet fra fonden var, at vi skulle være klar til salg. Mange udviklingsvirksomheder tror, at det vigtigste er at udvikle produktet. Salg og markedsføring kommer af sig selv. Men det kommer ofte som en overraskelse for iværksættervirksomheder, at det er ligeså dyrt. Mindst. Men det kommer ikke som en overraskelse for os, siger Niels-Arne Baden, der er administrerende direktør i GreenHydrogen.
Ud over Danmarks Grønne Investeringsfond har aktionærerne også skudt flere penge ind, så virksomheden for alvor kan komme ud på verdensmarkedet. Danmarks Grønne Investeringsfond er en statslig lånefond, der har til formål at medfinansiere investeringer, som fremmer en grøn omstilling af det danske samfund.
Det har virksomheden medvirket til siden 2007. I 2013 var man klar med de første "prøveanlæg", og i 2017 fik GreenHydrogen solgt de første anlæg. I første omgang går firmaet efter Europa, men virksomheden vi gerne ud i hele verden.
- Vi taler faktisk ikke så meget om brint i Danmark. Mange andre lande er meget længere fremme. Men brint er det eneste, der kan "tage" de energimængder, vi skal lagre i fremtiden. I Danmark er vurderingen, at vi i fremtiden skal lagre cirka 70 procent af den grønne energi i brint i en eller anden form, siger Niels-Arne Baden.
Det store potentiale betyder også, at virksomheden forventer at vokse de kommende år. Blandt andet har virksomheden indgået flere strategiske partnerskaber med internationale energimastodonter.
- Vi er meget forsigtige i vores forventninger, og vi er en af de mindste virksomhederne på markedet lige nu. Vi er jyder. Vi skal ikke drukne i omkostninger. Vi vil ikke tage alle omkostningerne, inden vi får indtjeningen. Men lige nu begynder markedet at vokse, og så vil vi helst geare vores virksomhed op i takt med, at efterspørgslen stiger. Så det er lidt underspillet, når vi siger, at vi gerne vil vokse med ti mand over de næste tre år. Potentielt kan vi vokse meget mere, siger Niels-Arne Baden.
- Det ser rigtig lovende ud. 2017 var vores første år som kommerciel virksomhed. Vi lavede en omsætning på under en million kroner. Og i år håber vi at lave en omsætning på otte millioner kroner, hvis vi når at levere alle ordre. Så vi er i gang, siger Niels-Arne Baden.
Der er opstået en fejl:
Beskeden er sendt.