Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Kolding-skole indfører stopprøve for de mindste elever

Skolelederen på Munkevængets Skole, Finn Fallesen, mener, at skolen får mulighed for at påvirke de obligatoriske stopprøver ved også at tilmelde sig den etårige forsøgsordning, der starter til august. Foto: Benny F. Nielsen

Kolding-skole indfører stopprøve for de mindste elever

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Munkevængets Skole deltager i det kommende skoleår i den etårige forsøgsordning om stopprøver i 0. klasse, før ordningen gøres obligatorisk fra 2019 for alle skoler, der har flere end 30 procent elever fra udsatte boligområder.

Kolding: Eleverne i de to kommende 0. klasser på Munkevængets Skole bliver måske blandt de første i landet, der skal gå 0. klasse om, fordi de ikke er gode nok til dansk.

Fra skoleåret 2019/20 indføres obligatoriske sprogprøver i 0. klasse på alle skoler i Danmark, der har mere end 30 procent elever fra udsatte boligområder, men allerede i det kommende skoleår, sætter Undervisningsministeriet en etårig forsøgsordning i gang på en række skoler, der har mange elever fra udsatte boligområder.

Det er frivilligt, om skolerne vil være med i forsøgsordningen, og i Kolding har ledelsen på Munkevængets Skole og kommunens børne- og uddannelsesforvaltning meldt Munkevængets Skole til den etårige ordning.

Derfor skal samtlige 0. klasse-elever til næste skoleår gennem de såkaldte stopprøver. Hver elev får tre forsøg til at bestå prøven. Dumper de små børn første prøve, får de tilbud om sprogundervisining. Dumper de også den tredje prøve men er tæt på at bestå, får de tilbud om et forældrebetalt sommerkursus og kan herefter gå til endnu en prøve. Består de ikke den, kan de ikke rykke op i 1. klasse.

Sprogprøver
Sprogprøverne gøres fra skoleåret 2019/20 obligatoriske i 0. klasse på alle skoler, hvor mindst 30 procent af eleverne bor i et udsat boligområde.I Kolding er Munkebo og Skovparken/Skovvejen på den officielle liste over udsatte boligområder.

I Kolding indføres stopprøverne på Munkevængets Skole.

På de skoler, der omfattes af ordningen, er det samtlige elever, som skal bestå en sprogprøve i 0. klasse for at kunne rykke videre til 1. klasse.

Kan påvirke ordningen

- Vi synes, det er rarere at være med, før prøverne bliver obligatoriske, så vi kan se, hvad det er for noget, og så vi har mulighed for at være med til at evaluere ordningen. På den måde kan vi også være med til at påvirke ordningen i vores retning. For personalet er det også bedre at være med fra starten, siger skoleleder på Munkevængets Skole, Finn Fallesen.

Skolen har endnu ikke set det materiale, der skal bruges i forbindelse med sprogundervisningen, og man kender heller ikke endnu indholdet af stopprøverne.

Finn Fallesen oplyser, at man også i dag af og til har elever, der skal gå 0. klasse om.

- I dag laver vi en helhedsvurdering og ser både på modenhed og sprog. Men i forbindelse med stopprøverne er det kun sproget, vi kommer til at se på. Det betyder, at en elev kan være moden nok til at komme i 1. klasse, men måske sprogligt mangler lidt. Børn udvikler sig i hop, og det kan være, at eleven ville indhente det sproglige i løbet af kort tid. Men alligevel kan det altså ende med, at han eller hun alligevel skal gå 0. klasse om, siger Finn Fallesen.

Er allerede godt med

Tosprogskonsulent i Kolding Kommune, Peter Brøndsted Jacobsen, fortæller, at han også gerne ser, at man i Kolding kan være med til at påvirke den endelige struktur på sprogprøverne i 0. klasse.

- Munkevængets Skole klarer sig i forvejen rigtig fint i forhold til resten af landet, og skolen har allerede implementeret mange af de indsatser, som ministeriet anbefaler. De vurderer også allerede i dag løbende eleverne, siger Peter Brøndsted Jacobsen.

Det er et flertal i Folketinget, der for nylig vedtog at indføre de obligatoriske stopprøver i 0. klasse fra skoleåret 2019/20.

Kolding-skole indfører stopprøve for de mindste elever

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.