Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Gymnasium strammer regler: Telefon og computer skal væk i timerne

Eleverne pakker computere og telefoner væk og tager bøgerne frem. De skal til at have historie med Morten Fog-Nielsen. "Der er selvfølgelig stadig nogle, der har svært ved det. Men jeg har fået feedback fra min klasse, og de er glade for det," siger han. Foto: Jonas Okholm Nielsen

Gymnasium strammer regler: Telefon og computer skal væk i timerne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kolding Gymnasium har indført en skærmpolitik for at vinde elevernes koncentration tilbage i klasseværelset.

Kolding: De ansatte på Kolding Gymnasium har fået nok af, at computere, telefoner og tablets stjæler elevernes koncentration. Gymnasiet har derfor indført en skærmpolitik, der trådte i kraft fra skoleårets begyndelse. Skærmpolitikken betyder, at når timen starter, skal eleverne lægge telefonen væk og lukke computeren.

- Vi har tidligere haft det oppe at vende, hvor eleverne mente, at de kunne styre det, men vi har kunnet konstatere, at det var et problem, der blev større. Det har vi taget konsekvensen af, siger Momme Mailund, der er rektor på Kolding Gymnasium.

Eleverne kunne førhen frit bruge computeren til at tage noter i løbet af undervisningen. Men gymnasiet oplevede, at den oftere blev brugt til at surfe på nettet eller spille spil.

- I forbindelse med MUS-samtaler har en leder været ude og observere undervisningen. Og når man sidder der og kigger og har fokus på det store rum, ser man, hvad eleverne har på skærmene. Vi ser elever, der går på facebook, sidder og spiller eller går ud og shopper på spændende sider, siger Momme Mailund.

Elevrådsformand: Skærmpolitikken er en god idé
Skærmpolitik
Fra skoleårets begyndelse i august indførte Kolding Gymnasium en skærmpolitik. Ledelsen besluttede den i samarbejde med skolens pædagogisk udvalg. Elevrådsformanden blev også spurgt til råds.Skærmpolitikken skal hjælpe lærerne med at vinde elevernes opmærksomhed tilbage. De bestemmer nu, hvornår eleverne må tage telefonen frem eller åbne computeren.

Hvis eleverne ikke overholder reglerne, tager lærerne deres telefon eller computer, indtil timen er slut. Hvis problemet fortsætter, kan de ende på rektorens kontor. Indtil videre har rektor Momme Mailund ikke haft samtaler med nogen af den grund.

Der kan dog gives dispensation, hvis en elev for eksempel venter et vigtigt opkald.

Påvirker hele klassen

Nu er det lærerne, der bestemmer, hvornår telefoner og computere skal bruges. Og måske endnu vigtigere, hvornår de ikke skal. Elektroniske hjælpemidler bliver stadig brugt, men skærmpolitikken giver lærerne kontrollen.

Martin Fog-Nielsen, der har været lærer på Kolding Gymnasium i 11 år, mener, at det er vigtigt, at de har fået kontrollen.

- Eleverne havde svært ved at koncentrere sig. Det var ikke med vilje, men det, de brugte computeren til uden for klasseværelset, trak de med ind. Som lærer var man hele tiden på overarbejde for at vinde deres opmærksomhed, siger han.

Ifølge Martin Fog-Nielsen har eleverne også taget godt imod tiltaget. I hvert fald de fleste af eleverne.

- Der er selvfølgelig stadig nogle, der har svært ved det. Men jeg har fået feedback fra min klasse, og de er glade for det, siger han.