Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Farvel til gak-gak-afgift vækker stor begejstring på Kolding-virksomheder

Det er ikke hver dag, at skatteministeren Karsten Lauritzen (V) får ros. Men tirsdag besøgte han sammen med partifællen Jakob Ville (i midten) Procudan, der handler med ingredienser og emballage, og her fik han stor ros af direktør Tommy H. Pedersen (tv.) efter regeringen og Dansk Folkeparti og Den Radikale Venstre har besluttet at udfase nøddeafgiften. Virksomheden får refunderet afgiften, men reglerne har skabt en masse bøvl, lyder det fra Tommy H. Pedersen. Foto: Søren Gylling

Farvel til gak-gak-afgift vækker stor begejstring på Kolding-virksomheder

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Afgiften på nødder er ofte blevet omtalt som gak-gak-afgiften. Nu bliver den sløjfet, og det vil på længere sigt skabe flere arbejdspladser inden for fødevarebranchen, lyder det fra en af de store fødevarevirksomheder i Kolding.

Kolding: Lokale fødevarevirksomheder står klar med ros, efter regeringen, som en del af en erhvervspakken, nu udfaser nøddeafgiften fra 2020. Beslutningen betyder, at der ikke ruller 200 millioner kroner ind i statskassen.

Hos bagerivirksomheden Easyfood kalder man det en "god beslutning", og hos Procudan, der er specialist i ingredienser og emballager til fødevarer, er man glade for at slippe for bøvlet.

- Det har været en stor administrativ byrde at registrere hvert enkelt varenummer og kundeaftale, for at vi bagefter skulle søge pengene tilbage. Vi hænger ikke på regningen, men vi er blevet udfordret på likviditeten. Vi har en del nødder igennem. Så nu slipper vi for den finansielle belastning og en masse bøvl, siger Tommy H. Pedersen, der er direktør og ejer af Procudan.

 

 

Kort om aftale
Som en del af regeringens erhvervspakke, der er vedtaget med støtte fra Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre, er der vedtaget en række initiativer, der skal modvirke grænsehandlen, blandt andet afskaffelsen af nøddeafgiften fra 2020.

Fri for bøvl

Direktøren er overbevist om, at danske fødevarevirksomheder vil profitere af at nøddeafgiften forsvinder.

- Det giver heller ikke mening, at der er afgifter på et sundt produkt som nødder, som alle har gavn af. På et kilo mandler snakker vi om 40 kroner i ren afgift. Så det vil sætte priserne markant ned til glæde for forbrugerne, siger Tommy H. Pedersen, der tirsdag havde mulighed at rose en af dem, der har været med til at udfase nøddeafgiften, skatteminister Karsten Lauritzen, der var på besøg hos Procudan.

Hos Easyfood er man også fornøjet over den nye aftale og over beslutningen om ikke at hæve afgiften på chokolade. Virksomheden er storforbruger af nødder og chokolade. Direktør Flemming Paasch er overbevist om, at det kan gøre virksomheden mere konkurrencedygtig.

- Vi får frigivet nogle kræfter, som vi har brugt på en masse administrativt bøvl, og nu kan vi i stedet bruge kræfter på noget, der skaber værdi. Så ja, vi er meget begejstrede, siger Flemming Paasch.

Virksomheden får i runde tal frigivet ressourcer, der svarer til én medarbejder.

- Så jeg er sikker på, at det vil give flere arbejdspladser på den lange bane helt generelt inden for fødevarebranchen, siger Flemming Paasch.

 

Nødder er sundhedsvare

Skatteministeren, der var i Kolding som en del Jakob Ville (V) valgkamp, glædede sig naturligvis over, at der var ros. Ikke just hverdagskost efter de massive problemer i Skat.  

- Afgiften er fra 1922 og giver små 200 millioner kroner i statskassen. Men det er en afgift, der er med til at skabe grænsehandel, og det vil vi gerne undgå. Man skal købe i Danmark og understøtte dansk beskæftigelse. Det er den ene ting. Det andet er jo, at nødder er gået fra at være en luksusvare til at være en sundhedsvare. Der er mange, der spiser nødder i dag, så mon ikke det vil glæde mange. Så jeg håber, at der nu spreder sig en dagsorden, hvor det bliver nemmere at afskaffe gakkede afgifter, siger Karsten Lauritzen (V).