Efter ja til billigt buskort til ældre: Hvor meget forsinker de gamle den kollektive trafik?

Der er mange ting, der skal skilles ad, for at finde ud af, hvilken indflydelse ældre med billige buskort har på rejsetiden med busserne i Kolding Kommune. Arkivfoto: Ludvig Dittmann

Efter ja til billigt buskort til ældre: Hvor meget forsinker de gamle den kollektive trafik?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Nu skal Kolding Kommunes trafikeksperter undersøge, hvor meget Dansk Folkepartis hjertesag forsinker den kollektive trafik i kommunen. Vurderingen er klar om et par måneder, melder trafikchefen.

Kolding: Forsinker de omkring 1400 ældre borgere over 67 år med billigt, kommunalt støttet buskort rejsetiden i busserne i Kolding?

Hvis ja, hvor meget?

Og hvad har det af økonomiske konsekvenser for kommunens udgifter til kollektiv trafik?

De spørgsmål vil et flertal af politikerne i teknik- og klimaudvalget have besvaret, efter det er lykkedes Dansk Folkepartis seniorudvalgsformand Søren Rasmussen at få politisk opbakning til at fortsætte buskort-ordningen, som ellers skulle have stoppet i år.

Buskortet er en hjertesag for DF, og Søren Rasmussen har fundet de 330.000 kroner, som kommunen betaler til Sydtrafik for det billige buskort, indenfor seniorudvalgets eget område. Derfor er seniorkortet ikke en ekstraudgift på næste års budget, hvor kommunen skal i gang med store servicebesparelser, har seniorformanden forklaret.

Men er det nu også helt rigtigt? For ville de ældre med billige buskort have kørt med bus i samme omfang, hvis de ikke havde det billige kort?, spørger flere af politikerne i teknik- og klimaudvalget.

Og ældre mennesker tager jo typisk længere tid end andre om at komme ind og ud ad busserne. Mange er også gangbesværede, og nogle bruger rollator. Altså medfører flere ældre i busserne forsinkelser, som kan betyde, at køreplanerne må ændres - og det koster penge på teknik- og klimaudvalgets budget, lyder teorien fra nogle af de politikere, der har ansvaret for, at den kollektive bustrafik i Kolding fungerer tilfredsstillende.

Passagerer
Siden 1. januar 2017 har borgere over 67 år i Kolding kunnet rejse ubegrænset indenfor Kolding Kommunes grænser for 400 kroner om året.I 2017 blev der udstedt 1415 billige buskort til borgere over 67 år og de kørte 167.790 ture.

I alt køres der cirka 2,5 millioner ture i busserne i Kolding om året.

Meningen var, at forsøgsordningen med de billige buskort skulle slutte i år.

Nu er det aftalt på Dansk Folkepartis initiativ, at ordningen fortsætter - dog med en egenbetaling på 500 kroner.

Stramme planer

Nu vil de have vished for, om teorien er rigtig.

Derfor har de på et møde udenfor dagsorden bedt kommunens trafikafdeling om at undersøge, hvad konsekvenserne af de billige buskort til ældre er for rejsetiden i bybusserne.

Trafikchef Martin Pape vurderer, at undersøgelsen vil være færdig om et par måneder.

- Det er rigtigt, at vi har hørt rygter om, at rejsetiden er blevet længere, og at chaufførerne blev mere pressede, da det billige buskort blev indført som et forsøg. Nu sætter vi noget i gang, så vi kan måle det på en sober måde, fortæller han.

Hvordan vil I løse opgaven?

- Vi kan finde en del oplysninger via Rejsekortet, og vi skal tale med chaufførerne for at finde ud af, om der er nogen sammenhæng mellem forsinkelser og de ældre passagerer med det billige buskort. Vi skal også finde ud af, om de er nye passagerer, eller om de også var i systemet, før kortet kom. Der er mange faktorer, vi skal have skilt ad, forklarer trafikchefen.

Han fastslår, at bussernes køreplaner er stramme og kører på minutplan.

- Så bare det skrider med to minutter, skal vi i gang med at overveje, om køreplanen skal ændres, om ruter skal lægges om, eller om der skal sættes en ekstra bus ind, fortæller Martin Pape.

Efter ja til billigt buskort til ældre: Hvor meget forsinker de gamle den kollektive trafik?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce