Elena er i fængslet begyndt at skrive. Hun drømmer om at kunne udgive en bog.
Foto: Jacob Schultz

Bag tremmer: Pigen der fandt ud af hun kunne skrive

Bag tremmer: Pigen der fandt ud af hun kunne skrive

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

JydskeVestkysten har brugt tre dage blandt indsatte og ansatte bag murene i Kolding Arrest, der er et af landets fem store arresthuse. Her sidder varetægtsfængslede, der venter på en retssag, og afsonere, der har fået dom og venter på at blive flyttet til et fængsel. Dette er det første af tre afsnit om hverdagen bag tremmer. Mød Elena, som er dømt for vold og afpresning. Hun er begyndt at skrive i fængslet

Kun en enkelt gardinkrog forhindrer det sorte stof i at falde ned på gulvet. Resten af krogene har ikke længere fat i den sørgelige undskyldning for et gardin, der hænger laset ned foran det vindue, der er Elenas eneste forbindelse til verden udenfor. Stoffet er så tyndslidt, at selv hvis gardinet sad sirligt fastspændt i krogene på listen over vinduet, ville det ikke holde meget lys ude. Også på en overskyet dag som i dag kan man ane lyset gennem det sorte stof.
Selvom lyset næsten uhindret kan trænge ind, er cellen dårligt oplyst, for vinduet sidder så højt oppe, at Elena må stå på en stol for at kigge ud. Arresten er bygget i 1921 i en tid, hvor det ikke var meningen, fangerne skulle kigge ud.

Fra sin celle på anden sal kan Elena se ned på Tingvejen. Hun kan godt lide at kigge ud. Der behøver ikke ske noget særligt udenfor, for hun ved alligevel ikke, hvad hun kigger efter. Så længe hun bare kan kigge ud. Og ned. Før hun kom til arresten i Kolding, sad hun syv måneder i arresten i Aalborg, hvor der er skærmet af uden for vinduet, så man kun kan kigge opad. Det er fint, man kan kigge ned, for det giver en fornemmelse af frihed, synes hun.

Frihed har den 21-årige Elena ikke meget af lige nu. 23 timer i døgnet er hun spærret inde i sin celle. Alene med tankerne og rastløsheden.

Kom med på besøg i Elenas celle og hør hende fortælle om volden, tatoveringerne og om at skrive i fængslet.
https://youtu.be/vc2Vt3agg90

Elena har tatoveringer hele vejen op ad højre arm. Hun har selv tegnet dem. Nederst stamper en elefant i jorden, så det støver. Ovenover springer en tiger gennem en flammering. Flammerne fra ringen antænder et cirkustelt, og cirkus er ved at brænde ned. Øverst er der en klovn, der har en pistol med én kugle i. Han kan skyde et af dyrene, der måske vil angribe ham, men han vælger at skyde sig selv.
Elena har tatoveringer hele vejen op ad højre arm. Hun har selv tegnet dem. Nederst stamper en elefant i jorden, så det støver. Ovenover springer en tiger gennem en flammering. Flammerne fra ringen antænder et cirkustelt, og cirkus er ved at brænde ned. Øverst er der en klovn, der har en pistol med én kugle i. Han kan skyde et af dyrene, der måske vil angribe ham, men han vælger at skyde sig selv.
Foto: Jacob Schultz

Et åndedrag af frihed

Hvis ikke det var for bilerne i indkørslen foran arresten, kunne man fristes til at tro, stedet lå forladt hen. Der er ikke megen menneskelig aktivitet i løbet af dagen ude foran arresten. Men fra vinduerne holder de indsatte altså alligevel øje med, hvad der foregår udenfor. Det er her, de kigger ud og forsøger at suge et åndedrag af frihed og virkelighed ind mellem tremmer og gitter i vinduet.
Kolding Arrest er bygget op med en høj mur omkring en endnu højere bygning med tremmer foran små vinduer. Her kommer man hverken ind eller ud uden tilladelse.
En enkelt detalje skiller sig ud fra det tunge byggeri, nemlig et drivhuslignende glasbur, der fungerer som indgang til arresten. Her skal alle besøgende igennem, når de skal besøge de indsatte.

Fire år mangler
Elena, der har sagt ja til at optræde i avisen med billede og fornavn, har både været i arresterne i Aalborg, Frederikshavn og Hobro samt i det åbne fængsel i Møgelkær syd for Horsens. Hun er blevet flyttet rundt, fordi hun ikke har overholdt reglerne på stederne.
– Jeg fulgte ikke vagternes anvisninger og gik på andre afdelinger. Det er typisk mig at tænke sådan, at det er lige meget, om jeg lige går på den eller den afdeling, siger Elena, der er i gang med at afsone sin første fængselsdom.
Når man overtræder reglerne i et åbent fængsel, hvor friheden er markant større end i en arrest, kan en af konsekvenserne være, at man bliver flyttet. Elena har siddet i Kolding Arrest i en uge. Nu venter to måneder mere i Kolding og en enkelt måned i Møgelkær, inden hun bliver prøveløsladt. Til den tid har hun afsonet to tredjedele af sin dom på et år og ni måneder for vold og afpresning.
Volden har været en del af et udsvævende, ustabilt liv med mange stoffer.

– Jeg kan ikke huske de seneste fire år af mit liv. Jeg kan overhovedet ikke huske det. Hvis nogen nævner en by, Horsens for eksempel, kan jeg lige mindes, nåh ja, jeg var på en bar og slog en eller anden ned, men jeg kan ikke rigtig huske det, fortæller hun.

Indersiden af arresten
Hovedbygningen i Kolding Arrest består af et stort, aflangt rum, som er opdelt i tre næsten ens etager, adskilt af trapper. Der er celler til begge sider. Dørene er af træ på ydersiden og metal ind mod cellerne. De er malet grå, og med sans for historien er gamle detaljer bevaret, selvom de ikke længere har nogen funktion. Der er et kighul, der kan dækkes til, og en låge, hvor maden engang blev serveret for fangerne. En svag lugt af cigaretrøg hænger i luften.
De fleste fængselsbetjente ønsker at optræde anonymt i avisen. De er utrygge. Der har ikke været episoder i Kolding Arrest, men andre steder i landet er betjente og fængselsbetjente blevet udsat for både vold, skud og trusler i deres fritid.
En af de garvede har dog ikke noget imod at stå frem med navn og billede. Det er fængselsbetjent Per Schultz, som har arbejdet i forskellige arresthuse i mange år. Han har mange gange mødt tidligere indsatte uden for arresten, men det har aldrig givet anledning til dårlige oplevelser.
– Tværtimod har jeg flere gange oplevet, at nogle kunne genkende mig og kom hen for at få en sludder om, hvordan det går, siger han.
Det er Per Schultz, der denne mandag har ansvaret for anden sal, hvor cellerne fra nummer 1 til 24 ligger. Klokken syv er vækningen og morgenmadsserveringen i gang. Fangerne er ved at stå op.

Bag muren i Kolding Arrest ligger hovedbygningen. I den venstre længe er køkkenet, hvor køkkenpersonalet arbejder hver dag cirka fra klokken seks til 13. De laver den varme frokost og den kolde pålægsplatte, som serveres for de indsatte om aftenen.
Bag muren i Kolding Arrest ligger hovedbygningen. I den venstre længe er køkkenet, hvor køkkenpersonalet arbejder hver dag cirka fra klokken seks til 13. De laver den varme frokost og den kolde pålægsplatte, som serveres for de indsatte om aftenen.
Foto: Jacob Schultz

Sriracha

Ligesom arrestens øvrige celler har Elenas celle et areal på cirka otte kvadratmeter. Der er meget højt til loftet, men det får ikke cellen til at virke større. Tværtimod. Fra loftet sender en lampe et gustent og ikke ret kraftigt lys rundt i cellen. Væggene er kolde og nikotingule, og bagved døren har indsatte, der har siddet her før Elena, tegnet og skrevet på væggen med en kuglepen.
Elena har ikke skrevet på væggen i Kolding, men i de andre arrester, hun har siddet i, har hun skrevet og tegnet på væggen i arresten. Da hun var lille, skrev hun også på væggen.
– Jeg har tegnet og malet på mit værelse derhjemme engang. Min mor har fået mange timer til at gå med at dække mine tegninger over med maling. Sprittusch går jo igennem hvid maling, så hun blev nødt til at male det over med blåt. Jeg var meget kreativ som lille, husker Elena.
Elena har ikke gjort rent i cellen for nylig, så der ligger nullermænd og skidt på gulvet.
Interiøret består af seng, håndvask, bord, køleskab, reol og tv. På slidte hylder står forskellige madvarer, Elena har købt hos købmanden, som kommer forbi Kolding Arrest to gange om ugen. Hun har købt en Sriracha-chilisovs, fordi hun synes, fængselsmaden smager af for lidt. Hun forstår det godt, for der er mange, der skal spise den, og den skal kunne glide ned hos alle.

Når døren er lukket i cellen, er der stille. Stilheden og ensomheden i cellen har både gode og dårlige sider, mener Elena. I løbet af dagen er hun ofte rastløs. Ikke fordi hun er alene, men fordi hun ved, døren snart går op igen. Selvom den som udgangspunkt er lukket næsten hele dagen, kommer fængselsbetjente ind imellem forbi, enten for at servere mad, for at give en besked på en anmodning eller bare for at se, om alt er okay.
– Jeg ved, den bliver åbnet igen efter to timer. Så bliver man rastløs, man venter bare på, de to timer går. Når klokken bliver 21, ved man, den ikke bliver åbnet igen før næste morgen, så kan man slappe af.
'
Afslapningen, afgiftningen og alenetiden har vendt op og ned på Elenas verden. Inden hun kom i fængsel, tog hun så mange stoffer, at hun føler, hun konstant har været en anden person. En person, som hun ikke længere kan være i fængslet. Hun byggede sin personlighed op med stoffer og kriminalitet.

– Jeg har mødt mig selv for første gang herinde. Ens personlighed bliver taget fra en, når man ikke kan være kriminel og tage stoffer. Med stoffer og kriminalitet gør man sig selv til én, de andre ikke kan være. Når det er væk, så bliver man pludselig bare normal, og hvad skal man så? Jeg kan ikke svare på det endnu, men det regner jeg med at finde ud af. Man bliver meget mere afklaret herinde, siger Elena.

Cornflakes
Nøgleknippet rasler, da Per Schultz sætter nøglen i døren, og den blanke kæde, der fastgør knippet til hans bukser, slår metalliske klik mod madvognen. Han drejer nøglen og skubber døren op.
"Godmorgen," siger han, men får ikke noget svar. "Morgenmad?" Et ligegyldigt nej lyder fra celle 18. "Gårdtur?"
Svaret er mere en brummen end et ord, men Per Schultz tolker det rutineret som et ja, småsynger et muntert okay tilbage og lukker døren.
– Ja, det er ikke alle, der er lige morgenfriske, siger han og griner med sin ru stemme.

To celler længere henne er der mere held. Et klatøjet ansigt med strittende morgenhår kommer til syne fra den mørke celle. Der bliver serveret cornflakes, og den unge mand i cellen bestiller både gårdtur og et bad.

Morgenmaden består af havregryn eller cornflakes. I dag får de indsatte desuden en liter mælk og en bakke sukker. Mælken udleveres hver anden dag og sukkeret med større mellemrum. Alle dagens tre måltider, morgenmad, frokost og aftensmad, serveres i cellerne. Måltiderne serveres fra madvognen, der skubbes rundt fra dør til dør. Betjentene noterer samtidig, hvem der vil på gårdtur, og hvem der vil i bad. Svarene er ikke bindende, men de giver betjentene et overblik over dagen.

En typisk hylde i en celle. Der er madvarer, som er købt ved købmanden, så mellemmåltiderne er klar, når man bliver sulten. Teen er gratis i arresten. Den lille nøgle passer til et depotrum, hvor de indsatte kan opbevare nogle af de ting, de ikke må have i cellen.
En typisk hylde i en celle. Der er madvarer, som er købt ved købmanden, så mellemmåltiderne er klar, når man bliver sulten. Teen er gratis i arresten. Den lille nøgle passer til et depotrum, hvor de indsatte kan opbevare nogle af de ting, de ikke må have i cellen.
Foto: Jacob Schultz

Påvirket

På Elenas seng ligger en bunke papirark. Hun er begyndt at skrive i fængslet. Hun har skrevet en tekst både på dansk og engelsk, og hun læser den op for alle, der gider lytte. Det er en barsk tekst, der blandt andet handler om at være "brændt ind til sindet" og om "uanmeldte, brutalt gengældte slag". Når hun kommer i tanker om en sætning, skynder hun sig at skrive den ned.
– Jeg har skrevet sætningen "jeg er så påvirket, jeg er upåvirkelig". Det vil jeg gerne skrive en tekst om. Jeg har følt, jeg har været så påvirket, ingen kunne nå ind til mig. Hvis ikke jeg var påvirket af stoffer, var jeg påvirket af min egen situation, fortæller hun.

Udenfor har Elena før brugt næverne til at tale, for hun bliver voldelig, når noget ikke er retfærdigt. Hun bliver frustreret, når nogen ikke forstår hende.
– Jeg vil gerne sige de her ting til folk, men nogle gange kan de ikke forstå mig. Nu har jeg fundet en løsning. Jeg skriver og får det stadig ud, siger Elena, der også tegner i fængslet for at få tiden til at gå.
– Der sidder sikkert mange herinde, der ikke kan tegne og skrive. Jeg ved ikke, hvad de laver i cellen.

Elena har en drøm om at skrive en bog, og hun tror på, det godt kan lade sig gøre. Men hun har kæmpet for at få ordene til at makke ret. Hun har ikke en 9. klasses eksamen, og hun har lært sig selv både dansk og engelsk ved at læse "Harry Potter" og skrive de lange ord ned og ved at høre musik. Hun har meldt sig til skoleundervisning i arresten, hun vil undervises i dansk, engelsk og matematik.
– Matematik er svært, for man skal bruge hjernen helt anderledes. Jeg falder i søvn med det samme. Men man kan bruge det til noget. Herinde er man næsten nødt til at kunne regne minutterne ud. Der er mange ting, man gerne vil regne ud, siger hun.

Spillet om dørene
I teorien er dørene lukkede 23 timer i døgnet. De indsatte er kun uden for cellerne, når de er gårdtur mellem klokken 13 og 14, eller når de benytter et af de tilbud, der er i arresten, for eksempel skole, behandling eller arbejde. På de to øverste etager må fire døre være åbne på samme tid, mens kun to ad gangen må være åbne nederst, hvor der kun er celler langs den ene væg. Det er i stueetagen, de værste fanger som udgangspunkt placeres. Dem, der er sigtet for forbrydelser som drab og voldtægt. Dem, fængselsbetjentene af den ene eller anden grund skal holde lidt mere øje med, og hvor man af sikkerhedsmæssige grunde nogle gange skal være to betjente, når cellen åbnes.

I praksis er der næsten konstant liv på gangene i løbet af dagen. De indsatte har ikke toilet og bad i cellerne, og derfor skal de ringe på og tilkalde en vagt, når det skal klares. Typisk låser betjentene bare døren op, så fangerne selv kan gå af sted. På hver etage må der være to på toilet ad gangen og én i bad, men når fangerne vender tilbage til cellerne, venter de fleste med at lukke døren, til de får besked på det, eller en fængselsbetjent gør det for dem. I stedet bliver de hængende på gangen og stjæler sig et par minutters snak med andre fanger. Fængselsbetjentene oplever det som et spil, hvor de indsatte forsøger at holde døren åben så meget og så længe som muligt.
– Det er det game, der er. Det handler om, at de er ude af cellen, og at døren er åben. Det handler om at have så mange legale undskyldninger, man kan finde, for at holde døren åben, siger enhedsleder Sandi, der kun vil have sit fornavn i avisen. De indsatte ringer for eksempel for at få lov til at hente anmodningssedler, som de skal bruge for at tale i telefon eller få vasket tøj.

De indsatte i arresten fortæller, at der er stor forskel på, hvor skrappe fængselsbetjentene er til at lukke dørene. Fængselsbetjent Per Schultz mener, man får den bedste stemning ved at give fangerne lidt snor.
– Så længe de bare kan finde ud af at gå ind til sig selv igen, når man beder dem om det, kan de godt få lidt luft. Vi skal kunne være her alle sammen, og når de indsatte har det godt, har vi det alle godt. De der gnidninger og konflikter, det tror jeg ikke, nogen har godt af at gå i længere tid, siger han.


Bedre end stofferne
Med roen i fængslet er Elena nået til flere erkendelser. Ud over at hun gerne vil have styr på dansk, engelsk og matematik, har hun i fængslet fået spise- og træningsvaner, som hun gerne vil tage med sig udenfor, når hun bliver løsladt. Hun vejede 52 kilo, da hun kom i fængsel, og nu vejer hun 67. Hun spiser bedre, end hun gjorde udenfor, og hun kan nu tage 100 armbøjninger om dagen fordelt på sæt á 10-20 ad gangen.
– Træningen er bedre end at tage stoffer. Det giver bedre selvværd, kan jeg mærke. Alle, der tager stoffer, prøver at undgå virkeligheden og ansvaret. Når jeg træner, mærker jeg, her er jeg. Det er bedre end stofferne, siger hun.
Vigtigst af alt føler hun, hun har fået overblik over sit liv. Det håber hun, hun kan holde fast på, når hun bliver løsladt.
– Når man kommer ud, tror jeg hurtigt, det kan forsvinde. Man glemmer hurtigt, man har siddet inde i et år eller to. Man tænker hurtigt igen, "det eneste, jeg kan, er at tage coke og smadre mennesker," siger hun.
– Jeg skal bruge meget mere tid derhjemme. Jeg skal bruge tid på at skrive mine tanker ned. Jeg får en succesoplevelse, når jeg er færdig med at skrive.

Hverdag bag tremmer
Fangerne går relativt frit rundt i arresten, når de ikke er låst inde. De går selv tilbage til cellerne, når de har været på toilettet, hentet en anmodningsseddel eller har været på gårdtur. Der er ingen fængselsbetjente, der følger lige i hælene på dem. Det er frihed under ansvar. Begrænset frihed, men alligevel. De indsatte joker lidt med hinanden, når de mødes på gangen på vej til cellen, og de gør, hvad de kan, for at få så meget frihed udenfor som muligt.

Fra en celle kan man høre musik med god volumen, der dog dæmpes meget af døren. Der er raslende nøgler, døre der smækker, en klokke der ringer, når der kommer gæster og besøgende. Der er ingen råben og skrigen, kun dæmpede stemmer rundt omkring. De indsatte er afslappede, men en gang imellem virker kommunikationen mellem de indsatte alligevel mistænkelig. Når de læner sig ind mod hinanden og giver en hurtig besked med udtryksløse ansigter og øjne, der hviler vagtsomt i øjenkrogen. Eller når de smågrinende hvisker til hinanden, men holder mund, når en fængselsbetjent går forbi.
Det er hverdag bag tremmer.

Det er alle de små ting, der udgør straffen. Når du bor herinde, spørger du om lov, før du kan komme på toilet, og du kan ikke bare lige sende en sms eller ringe til din kæreste, din ven eller din mor. Dem, du elsker, ser du højst en halv time om ugen og som regel under opsyn. Alle breve, du skriver, bliver læst igennem. Du bestemmer ikke selv, hvad du spiser. Du kommer højst udenfor en time om dagen, og det foregår i en lille gård i selskab med seks-syv andre mennesker. Din dør har hverken håndtag eller lås på indersiden. Du kan ringe efter en fængselsbetjent, men du er låst inde, indtil han eller hun har tid til at komme og låse op. Ingen banker på, døren bliver bare låst op og åbnet, uanset om du har lyst til at se på andre mennesker eller hellere bare vil være dig selv.

Dit privatliv er taget fra dig.
Du har kun den frihed, du kan suge ind mellem tremmerne i vinduet.

Maden serveres fra madvognen, der skubbes rundt til cellerne. Morgenmad serveres klokken 7.30, frokost klokken 11.45 og aftensmad klokken 17.30.
Maden serveres fra madvognen, der skubbes rundt til cellerne. Morgenmad serveres klokken 7.30, frokost klokken 11.45 og aftensmad klokken 17.30.
Foto: Jacob Schultz
Cellerne er udstyret med et sindrigt ventilationssystem, så vinduerne ikke er eneste kilde til udluftning.
Cellerne er udstyret med et sindrigt ventilationssystem, så vinduerne ikke er eneste kilde til udluftning.
Foto: Jacob Schultz
Lokalbrugsen i Sjølund kommer forbi to gange om ugen. Her er det Bjarne Larsen, der leverer de bestilte varer til de indsatte.
Lokalbrugsen i Sjølund kommer forbi to gange om ugen. Her er det Bjarne Larsen, der leverer de bestilte varer til de indsatte.
Foto: Jacob Schultz
På vægge og i gårdene har professionelle graffitimalere været i gang med spraydåserne. Formålet er at peppe det grå betonmiljø op
På vægge og i gårdene har professionelle graffitimalere været i gang med spraydåserne. Formålet er at peppe det grå betonmiljø op
Foto: Jacob Schultz
Fanta er lidt utryg ved at være i Kolding Arrest, og derfor er narkohundeføreren Christian i gang med at træne hunden. Christian har gemt små poser forskellige steder, som Fanta snuser sig frem til. Arresten får besøg af en narkohund et par gange om måneden. 99 procent af det, de finder, er hash, fortæller Christian.
Fanta er lidt utryg ved at være i Kolding Arrest, og derfor er narkohundeføreren Christian i gang med at træne hunden. Christian har gemt små poser forskellige steder, som Fanta snuser sig frem til. Arresten får besøg af en narkohund et par gange om måneden. 99 procent af det, de finder, er hash, fortæller Christian.
Foto: Jacob Schultz

Bag tremmer: Pigen der fandt ud af hun kunne skrive

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kolding Arrest
Kolding Arrest er bygget i 1921 og er et af Danmarks fem store arresthuse. Der er plads til 56 indsatte. I gennemsnit sidder de indsatte i arresten i tre måneder.
De indsatte i Kolding Arrest kan være sigtet for alle typer kriminalitet. De indsattes gennemsnitsalder er 30 år. Typisk er tre-fire af de 56 indsatte kvinder.
Aktiviteter
De indsatte i arresten kan være beskæftiget med flere forskellige ting.

Der er indsatte, der går i skole, mens andre deltager i motivationsbehandling. Op til otte arbejder i værkstedet, tre arbejder som gangmænd, der for eksempel fejer og vasker gulv på gangene, to laver reparations- og vedligeholdelsesarbejde, en er opvasker. Desuden kan de indsatte spille bordtennis eller træne i motionsrummet. Ind imellem arrangerer et aktivitetsudvalg for eksempel poker- eller fodboldturneringer eller grill-aftener. De indsatte kan også melde sig på kurser i for eksempel førstehjælp og mindfulness.
Annonce
Annonce