Thulesen Dahl om DF-annonce i Sverige: Det er en undtagelse

Dansk Folkepartis partiformand Kristian Thulesen Dahl håber, at Sverigedemokraterna får et godt valg, og at partiet får indflydelse på svensk politik fremover.

Thulesen Dahl om DF-annonce i Sverige: Det er en undtagelse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

DF-formanden mener, at særlige omstændigheder i Sverige betyder, at det er okay at blande sig i valget.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, kritiserede for halvandet år siden, at statsminister Lars Løkke Rasmussen udtrykte sin støtte til den franske præsidentkandidat Emmanuel Macron i forbindelse med et valg.

Alligevel har Dansk Folkeparti lørdag indrykket en annonce i den svenske avis Expressen, hvor man blandt andet opfordrer svenskerne til at stemme på søsterpartiet Sverigedemokraterna (SD).

Det er dog en særlig undtagelse, forsikrer formanden.

- Helt grundlæggende skal man være meget varsom med at blande sig i andre landes anliggender.

- Når vi gør det i denne situation er det dels fordi, at Sverige er vores naboland. Det, der sker der, har umiddelbar påvirkning på Danmark.

- Og så er der det, at man i Sverige fortsætter med at holde et parti uden for politisk indflydelse.

- Derfor føler vi, at vi er nødt til at give vores besyv med. Vi gør det med klar afsender, så svenskerne selv kan vurdere, hvordan de vil tage imod det, siger Kristian Thulesen Dahl.

Han har med bekymring set, hvordan de øvrige partier konsekvent har holdt Sverigedemokraterna ude af indflydelse på grund af partiets indvandrerkritiske holdning.

Han håber, at det denne gang lykkes for SD at opnå det politiske gennembrud, som Dansk Folkeparti selv opnåede i 2001, da partiet for første gang var med i det parlamentarisk grundlag for en regering.

- Det her er et forsøg på at råbe det politiske system op. Og politiske partier reagerer jo gudskelov på, hvordan vælgerne stemmer.

- Så hvis vi kan skubbe på en udvikling i Sverige, hvor alle bliver taget alvorligt, så har det tjent sit formål, siger Thulesen Dahl.

Han er ikke bekymret for, at annoncen kan få negative konsekvenser for Sverigedemokraterna.

- I nogle situationer vil det have den effekt, at nogle vælger modsat og siger, at de ikke vil have indblanding udefra. Det er sundt, hvis der kommer den reaktion.

- Men jeg tror faktisk, at der er mange svenskere, der længes efter danske tilstande. De ser os som et foregangsland, fordi vi har fået brudt isen for år tilbage og har fået en udvikling, der er mere sund.

Han fastslår, at Dansk Folkeparti selv har udformet annoncen. Partiet har orienteret SD om initiativet og var villige til at droppe idéen, hvis den blev modtaget dårligt hos søsterpartiet. Det har dog ikke været tilfældet.

Ifølge Berlingske er annoncen forsøgt indrykket i andre aviser foruden Expressen.

Svenska Dagbladet og Dagens Nyheter har dog afvist annoncen, og Sydsvenskan krævede ændringer i annoncen, som Dansk Folkeparti var uenig i.

Thulesen Dahl om DF-annonce i Sverige: Det er en undtagelse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce