Det kan godt være, at Arvingerne har blødt seere i sæson 3, og at 800.000 søndagsseere er "skuffende lavt", men det er nu mest synd for de frafaldne.

DR's seneste storsatsning på seriefronten er nemlig noget af det bedste i mange år fra en ellers pris- og succesvant mastodont på området.

Rejseholdet og Forbrydelsen høstede fortjent hæder, men vi var plotmæssigt i den mere sikre afdeling. Hvor galt kunne det næsten gå i krimielskende Danmark?

Borgen ramte plet med politisk spin og Sidse Babett-Knudsens formidable bud på en kvindelig statsminister.

Arvingerne, der er uigenkaldeligt slut på søndag, når afsnit ni i sæson 3 er rullet over skærmen, er modigere tænkt - og klasser over f.eks. Bedrag, der aldrig rigtig overbeviste. For hvem overbeviser i idéfasen om, at et futuristisk kunstprojekt - det er eddermame mystisk- skal danne basis for at holde familien Danmark i sofaen i ni gange en time? Sejt, at det blev ført ud i livet.

Stærke karakterer

Persongalleriet er Arvingernes helt store styrke, og vi har i seneste ombæring ikke engang savnet Jesper Christensens hippiefar, der døde mellem sæson 2 og 3.

De fire børn af Veronika Grønnegaard, en anerkendt kunstner, som vi hurtigt i sæson 1 sagde farvel til, er omdrejningspunktet i det sydfynske familiedrama - midt imellem avanceret kunst, happenings og økologiske grise.

Trine Dyrholm er overøst med priser, og hvor er det dog fortjent. Hun lægger som Gro al kraft i at leve op til sin afdøde kunstnermor - og midt i det spektakel forsøger hun at balancere to kærlighedsaffærer og lille forældreløse Melody, som pludselig puffer til moderfølelsen i Gro.

Det kaster hende ud i konflikter med lillebroren - spillet af Mikkel Boe Følsgaard, der brød igennem som den gale regent i En Kongelig Affære. Han er perfekt som behagesyge Emil, der kaster sig ud i at løse alle konflikter - og oftest får dem gjort værre.

Bjørnlund er vokset

Carsten Bjørnlund er vokset fra afsnit til afsnit som den knugede skilsmisseramte storebror Frederik, der i et desperat forsøg på at forlige sig med sin datter Hannahs død under et kontroversielt kunstprojekt i Grønland vender på en tallerken og bliver backup for den kunstnergruppe, Hannah var en central del af. Hans kamp mod selvbebrejdelsen og det forkvaklede forhold til eks-konen Solveig (altid gode Lene Maria Christensen) er bevægende og fascinerende.

Det er svært helt at engagere sig i den unge kunstnergruppes gøren og laden, men det generer ikke - den er mest af alt ramme om en søskendeflok, der veksler fra galskab til øm lejrbålsforsoning nærmest på splitsekunder.

Signe på kant med verden

Det er tragikomisk, at det er fornuftige Signe (Marie Bach Hansen), den griseglade landmandsaspirant, der uforvarende kommer på kant med Jensen og de øvrige i landsbysamfundet. Hun bliver et symbol på hadet til en sær familie, men det klæ'r i den grad figuren i serien, for hold da op. hvor hun bryder igennem og bliver vedkommende, da hun giver naboer og godtfolk tørt på i den håndboldhal, der tilsyneladende er ramme om alt og ingenting i lokalsamfundet.

På minussiden: Forholdet til kæresten Aksel er for os seere som at køre på en punkteret cykel. Det bli'r altså for pussenusset. Lettelsen bag skærmen er stor, da han fordamper til et myreprojekt i Holland og overlader Signe til bitch-fight med forrygende Pernilla August, der er vanvittigt provokerende som Signes noget aparte partner i svinestalden.

Hvor ender det hele så? Ja, vi får vel noget af svaret i den store finale på søndag.

Godt gået, DR. Godt gået, hovedforfatter Maya Ilsøe.

Vi venter spændt på næste projekt fra de - endnu - licensfinansierede seriemagere.