Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Skønhed uden skavanker

Engstorkenæb Geranium pratense "Else Lacey" breder sine halvfyldte lysviolette blomster ud om sommeren. Planten hører til de mest romantiske stauder, og den er samtidig meget nem. Foto: Birgitte Hasholt

Skønhed uden skavanker

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Stauder. Den fine og romantiske engstorkenæb gror uden alt for meget hjælp. Sværere er det med basilikum, men dyrker man krydderurten i drivhuset er man sikret god smag og ro hele sommeren.

I sidste uge fortalte jeg om det spontane påhit: plantning af stauder om sommeren i en tid, der ellers ikke anses for den bedste til etablering af netop den slags vækster. Men pottedyrkede stauder kan komme i jorden både forår, sommer og frem til det sene efterår.

Om sommeren er ulempen, at det kræver flittig aktivitet med vandkanden at få planterne til at etablere sig. Ind imellem er der en hjælpende hånd fra oven. I skrivende stund gælder det sidste; regnen står ned i stænger. Ikke piskende, for det blæser ikke, derfor er det trods dråbernes voldsomme intensitet velgørende. Himlen har åbnet sine sluser, og haven elsker det.

Timiankoteletter med grønne jordbær og basilikum
Når det er regnfuldt modner jordbærrene langsomt, men prøv at plukke dem grønne og server dem sammen med friske basilikumblade til en god svinekotelet krydret med frisk timian. Det smager vidunderligt, og overraskende nok er jordbærrenes syrlighed ikke snerpende, men derimod interessant sammen med kød og krydderurter. Nyopgravede kartofler er en selvfølge til.Svinekoteletter må ikke være rå indeni, men skal heller ikke være hårdt stegt, så de bliver tørre. Brun først svinekoteletterne på en varm pande med olivenolie og steg dem derefter i 2½ til 3 minutter på hver side. På den måde bevarer kødet saftigheden. Undervejs krydres med salt og peber og frisk timian. Anret med grønne jordbær, der både er hele og skåret i skiver, friske basilikumblade og et drys frisk timian. Brug gerne timianblomster tillige, de er utrolig dekorative.

Kongelig krydderurt

I denne regnfulde periode kan man ikke kalde varmen inciterende, men det er trods alt sommerlunt med lyse nætter, og lægger man lunt og lyst sammen, går det lynhurtigt, hvis noget skal spire. Har du ikke sået basilikum endnu, er det tiden. Basilikum spirer ved minimum 20 grader, og planten er varmekrævende, men kan dyrkes i drivhus hele sommeren. Fra frø til plante kan dagene tælles på én hånd. Jorden dækkes af grønne spirer eller små violette blade alt efter, om man vælger den traditionelle basilikum eller den dunkle lilla, og man skal ikke vente længe på høst.

Basilikum er en af de mest aromatiske krydderurter med æteriske olier, som oven i købet virker beroligende og desinficerende. Lider man af søvnløshed, kan man prøve at brygge en kop urtete på frisk basilikum og drikke den før sengetid. Tilbage i historien blev basilikum anvendt mod forgiftning herunder insektbid, og man kan knuse bladene og duppe saften på mygge-, hvepse- eller bistik. Basilikum kaldes også krydderurternes konge, og jeg drømmer om tomatsalat med aromatiske basilikumblade nu, hvor tomaterne hænger i tunge klaser, der blot venter på at modne.

Fast i sommerhaven

De spiselige vækster er vigtige i min have, og jeg leder hele tiden efter den mest intense smag i den spændende verden af grøntsager, sommerbær, frugt og krydderurter. Ligeledes søger jeg de mest interessante stauder - gerne med variation indenfor samme tema og dem, der har nemt ved at klare sig.

En af de stauder, der let tilpasser sig og gror uden nævneværdig pasning er storkenæb, som også findes i et kæmpe udvalg. Der er intet mindre end et hav af slags og sorter.

Engstorkenæb, Geranium pratense, er supernem at dyrke. Den gror fortræffeligt i almindelig havejord et ikke alt for tørt, men solrigt sted. Selvom engstorkenæb er hjemmehørende i Europa, finder man den ikke vildtvoksende i Danmark. De vilde tendenser har den med i bagagen, når man bruger den som haveplante, for den bliver til en anseelig plante, der fylder godt i bedet.

Farven varierer fra hvid til blå, lilla, lyserød og pink. Nogle har tydelige årer i kronbladene, en er pyntet med "splash" nemlig Geranium pratense "striatum", der er hvid med tydelig lys violet eller mørklilla marmorering. Enkelte sorter har fyldte blomster, og blandt de fyldte er "Else Lacey" et fund. Blomsterne er halvfyldte, og farven er lys violet. Dertil kan lægges, at knopperne ligner et bundt ringlende klokker. Alt er utrolig fint og meget romantisk.

Jeg forestillede mig, at en så yndig plante som engstorkenæb, Geranium pratense, "Else Lacey" måtte være lidt sart. Det er ingenlunde tilfældet: Planten troner i bedet og er meget livskraftig.

Storkenæb har fået navnet, fordi frøstanden ligner et langt næb. Nogle storkenæb breder sig villigt ved frøspredning, det gælder for eksempel bølgekronet storkenæb, der har ukrudtsagtige tendenser. De fyldte udgaver af engstorkenæb er sterile, og derfor forekommer frøspredning ikke. Vil man gerne have flere af den fyldte slags, kan man dele en plante tidligt om foråret eller om efteråret.

Tip

Geranium også kaldet storkenæb er en stor slægt, der er velegnet til mange formål i haven. Der findes storkenæb til både sol og skygge. Nogle er fortræffelige bunddækkeplanter, og bladene er ofte dekorative i sig selv ikke mindst om efteråret, hvor nogle slags får flotte høstfarver.

Ingen forbindelse til JobKlik...

Ledige jobs i Syddanmark