Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Begejstringen vil ingen ende tage

Hjertegavens auktion gav knapt 41.000 kroner i kassen og bidrog dermed flot til årets rekord-resultat.
Foto: Lene Esthave

Begejstringen vil ingen ende tage

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Allerede efter lørdagens auktion, som blev blæst til en ny adresse, lykkedes det Hjertegaven 2015 at sætte rekord, siden er resultatet vokset med mere end 25.000 kroner.

Hele følelsesregisteret har været i spil ved dette års Hjertegave-indsamling.

Fredag i sidste uge blev det bidt negle, da det midt på dagen stod klart, at kulminationen på Hjertegaven 2015 måtte flyttes fra Gravene til den gamle katedralskole på grund af blæsevejr. Der var frygt for, at kun få ville møde op. Men da klokken slog 10 lørdag formiddag blev enhver frygt gjort til skamme, og knap to timer senere var der hamret 41.000 kroner i kassen.

Det gav et resultat på knap 274.000 kroner i alt, og alle jublede, for dermed var rekorden fra 2013 slået, og pludselig er det muligt at hjælpe et rekordstort antal familier.

Vokseværk

Men allerede om søndagen kom den næste store overraskelse. Haderslev Håndværker- og industriforening donerede 5000 kroner, om mandagen fulgte Jyske Bank op med 2500 kroner, og dertil blev de sidste donerede effekter udbudt i nok en auktionsrunde på Hjertegavens Facebookside. Blandt andet et gavekort til en home-makeover ved indretningsnørd Søren Nielsen fra HomeRebel.dk og et par malerier af kunstmaler Bente Andersen.

I går, fredag, meldte Odd Fellows søsterloge nr. 19 Alexandra sig på banen med en donation på 2000 kroner. Og en melding fra Øsby og Omegns borgerforening trak resultatet endnu tættere på 300.000 kroner.

Jo, alt i alt en forrygende og hæsblæsende slutspurt i mere end en forstand. Som Jonas Schultz Thygesen fra Øsby og omegns borgerforening udtrykte det.

Stor forskel

- Det er utroligt, hvad vi kan, når vi står sammen. Og de julekasser kommer virkelig til at gøre en forskel hos de familier, som modtager dem. Det ved jeg fra mit arbejde, forklarede Jonas Schultz Thygesen, der er ansat som borgerrådgiver i Haderslev Kommune.

Conni Jensen, der arbejder i Haderslev Kommunes familieafdeling, screenede sidste weekend de mange indstillinger, sorterede for dubletter og endte med en nettoliste på 445 trængte familier.

Det blev forleden Røde Kors' frivilliges lod at trække lod blandt de familier, og derved blev de første 295 familier fundet.

- Da indsamlingen var på 293.000 kroner, trak vi lod blandt de 445 indstillede familier. Det, at vi nu har mindst 7000 kroner mere at gøre godt med, betyder, at mellem otte og 14 flere familier, afhængigt af hvor store familierne er, kan få hjælp fra Hjertegaven, forklarede Claus Brender, der er formand for Røde Kors i Haderslev og medlem af Hjertegavens styregruppe.

Han blev efterfølgende suppleret af Lars Østerbye, en anden frivillig ildsjæl:

- Hvor er det bare flot med sådan en opbakning. Det er bare så fantastisk dejligt, at vi kan hjælpe så mange familier i år.

De første familier har fået brev om, at de er kommet i betragtning. I den kommende uge vil de sidste familier få besked.

Søndag den 20. december pakkes kasserne, og mandag den 21. december deles de ud i Gram, Vojens og Haderslev.

Fakta
Hjertegaven

Hjertegaven hjælper trængte børnefamilier til en lidt bedre jul, end de ellers havde udsigt til. De indsamlede midler omsættes til julemad og julegodter som pakkes i kasser af tre forskellige størrelser: Den lille til tre personer, den mellem til fire personer og den store til fem personer eller flere. De har en cirka værdi af henholdsvis 750, 1000 og 1500 kroner. Det er Røde Kors i Haderslev Kommune, reklamebureauet Adformation og JydskeVestkysten Haderslev, der står bag Hjertegaven.