VUC Syd købte Apple-ure til ledelsen for over 40.000 kroner

VUC Syd. Arkivfoto

VUC Syd købte Apple-ure til ledelsen for over 40.000 kroner

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Urene skulle gøre ledelsen mere tilgængelig, lyder begrundelsen for indkøbet af Apple Watches, der vækker undren hos eksperter.

Den statsfinansierede VUC-institution i Haderslev købte i 2015 Apple Watches for over 40.000 kroner til 13 ledende medarbejdere på VUC Syd.

Det fremgår af oplysninger og bilag, som Radio24syv har fået aktindsigt i hos VUC Syd, der som begrundelse for indkøbet har oplyst:

"Indkøbet er begrundet i arbejdsmæssige fordele ved, at ledere ved VUC Syd anvender denne teknologi, da det kan øge tilgængeligheden og hurtigere opfølgning på beskeder," lyder det fra VUC, der i juni og september 2015 brugte i alt 43.086 kroner på de 13 Apple Watches, som er et intelligent ur, der snakker sammen med en iPhone.

VUC Syd købte 12 af urene kort tid efter lanceringen i Danmark i september 2015 til en pris på 3.499 kroner pr. stk., men allerede i juni 2015 havde den tidligere direkør, Hans Jørgen Hansen, købt et Apple Watch til 10.128 kroner, hvoraf VUC Syd dækkede de 3.499 kroner.

To eksperter i henholdsvis økonomistyring og forvaltningsret undrer sig over indkøbet, og at en VUC-institution finder det relevant at bruge offentlige midler på Apple Watches til ledelsen.

Professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh, kalder indkøbet "usædvanligt", men fastslår, at det ikke er ulovligt."Jeg kunne godt forestille mig, at de her medarbejdere i forvejen har en telefon, som er betalt af VUC og som er mere bekvemmelig at kommunikere med, så det er svært at vurdere i hvilke situationer, hvor man øger tilgængeligheden. Det kan selvfølgelig være i situationer, hvor man har tøj på uden lommer - f.eks. badebukser - så kan man have det her ur på og være tilgængelig hele tiden," siger han til Radio24syv.

Også rektor ved Folkeuniversitetet i København, cand.jur. Bente Hagelund, som er forfatter til flere bøger om forvaltningsret, har svært ved at se formålet med at indkøbe Apple-ure til ledelsen.

"Når man bruger over 40.000 kroner på udstyr til ledelsen, skal det fremme institutionens formål. F.eks. ved at man mere effektivt og mere sparsommeligt kan lave voksenuddannelse, men umiddelbart har jeg svært ved at se, hvordan et ur kan fremme institutionens formål," siger Bente Hagelund til Radio24syv.Det fremgår af VUC Syds dokumenter, at urene er udlånt til de ledende medarbejdere, der er fortsat er ansat på VUC. Tre andre medarbejdere er dog fratrådt, og det fremgår ikke af dokumenterne, om disse personer har afleveret urene tilbage til VUC Syd.

"Urene skal afleveres tilbage ligesom nøgler og adgangskort. Ellers har de fået det som gave, og det er problematisk, hvis en offentlig arbejdsplads køber sådan nogle dyre gaver til sine medarbejdere," påpeger rektor og cand.jur. Bente Hagelund.

Radio24syv har rettet henvendelse til ledelsen på VUC Syd og forsøgt at få oplyst, hvad der er sket med de ure, som er udlånt til de medarbejdere, der i dag er fratrådt, men ingen er vendt tilbage på radioens henvendelse.

Radio24syv har i de seneste uger afdækket, hvor VUC Syd har brugt millioner af offentlige kroner på studieture og pædagogiske dage i udlandet for medarbejdergruppen samt indgået sponsorater med det lokale foreningsliv, der er blevet kritiseret af både forvaltningseksperter og Rigsrevisionen.

En aktindsigt har også vist, at VUC Syd brugte mere end 225.000 kroner på at indrette den tidligere direktørs kontor med designmøbler og et B&O-TV, og i 2013 blev inhabilitetsreglerne brudt, da en vicedirektør var med til at ansætte sin egen datter som lærer på VUC Syd.

VUC Syd købte Apple-ure til ledelsen for over 40.000 kroner

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce