Vi bruger cookies!

jv.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.jv.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Slottet blev indtaget på tåspidserne

Verdensballetten lagde ud i flot stil til den stort set udsolgte forestilling. Foto: Claus Thorsted

Slottet blev indtaget på tåspidserne

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Verdensballetten så dagens lys samme år, som Sanne og Svend Brodersen købte slottet i Gram. Det blev fejret med to jubilæer.

- Du må ikke stå bag scenen og fotografere. Det forstyrrer publikum.

- Det gør jeg heller, for så falder jeg i vandet.

Natur og kultur kommer tæt på hinanden, når Verdensballetten rejser rundt og på let fod og med klar sang bringer den klassiske kultur ud i nationens hjørner - i år med en afstikker til den tyske ø Sild.

Således var det også i Gram, hvor Verdensballetten for første gang i sine ti leveår optrådte under åben himmel på slottets grønne arealer. Tæt på skov og marker. Og vand som sagt.

Cola klistrer

- Der er solgt 800 billetter, og vi er ret sikre på at få udsolgt, altså 1000, fortalte projektleder på Verdensballetten, Ida Nielsen, mens publikum strømmede ind i det grønne område med tæpper under armene og blafrende programmer i hænderne.

Store grå skyer jog hen over himlen, og hele den udstrakte søndag formiddag havde regnen stået ned.

- Aflyser I, hvis det begynder at regne?

- Vi har ikke aflyst i de ti år, vi har eksisteret. Det ligger i Verdensballettens DNA . . .

- Men er det ikke farligt at danse ballet, hvis scenegulvet er vådt?

- Så smører de harpiks og cola ud.

- Cola?

- Ja, det er klistret.

Til Skagen

Blandt tilhørerne sidder Charlotte Jensen og datteren Clara på otte år. De har taget turen fra Nyborg til slottet i Sønderjyllands midte.

- Vi skal videre til Fanø, og så gjorde vi holdt her, forklarer Charlotte Jensen.

Clara har danset ballet på en skole i Odense i to år og hvorfor så lade en chance for at se de professionelle gå sin næse forbi?

- Vi har da en forventning om at blive underholdt visuelt, hvor man samtidig hører noget klassisk musik, siger Charlotte.

- Clara, skal du en dag op at stå på sådan en scene?

- Ja.

Svaret kommer, så man næsten kan høre udråbstegnet.

Slotsejer Svend Brodersen havde inviteret familie og venner med til forestillingen, der blev indledt med en sang af ballettens stifter, operasanger Jens-Christian Wandt:

- Vi er sammen med dem, vi i sin tid fik ideen med og købte stedet her. Det er sådan et lille ti års jubilæum, forklarede Svend Brodersen, mens han guidede venner og familiemedlemmer hen til stolerækkerne.

- Vi blev kontaktet, fordi Verdensballetten sidst var i Ribe, men der er noget opgravning i området i år, og så ville de gerne til et centralt sted i Sønderjylland i stedet. Vi var slet ikke i tvivl om, at vi skulle sige ja, og det er gået over al forventning.

Det er Verdensballetten, der har ansvaret for salg af billetter, så risikoen for at brænde penge af er begrænset for slottet.

- Man tør mere etablere en ny ting, når risikoen er begrænset, indrømmer Svend Brodersen, der gerne vil lægge grund til endnu et besøg af balletstjernerne.

- Det er ikke naturligt for os i Sønderjylland at have ballet på programmet, men vi vil gerne være med til at brede det ud og give inspiration. Og jeg kan da se, at det er en ny målgruppe, vi har fået i dag.

Mandag den 17. juli, optræder Verdensballetten ved den tilsandede kirke i Skagen, hvor naturen arter sig anderledes end i det grønne midtsønderjyske. Det var her, at det hele begyndte i 2007. Samme år som Sanne og Svend Brodersen købte Gram Slot.